Når en 20 styks pakke i midten af 1960'erne i Jens Otto Krags statsministertid blev langet over købmandsdisken, kostede den typisk i nærheden af 6 kroner. I nutidspenge svarer det rundt regnet til 50 kroner.
Endnu en prissammenligning fortæller, at en pakke cigaretter midt i 1980'erne under Schlüter løb op i ca. 23 kroner. Men renset for tidens tand ville den omregnede cigaretpris i 2007 ligge på over 40 kroner
Det gør den imidlertid så langt fra. Eksempelvis 20 styks Prince koster i øjeblikket 32 kroner, og så kan det endda gøres endnu billigere. Introduktionen af en række nye mærker har sendt prisen helt ned på 23,50 kroner for en pakke.
 |
| Prisen på en pakke cigaretter i Danmark er i disse år historisk lav. |
Danske cigaretpriser overhalet indenom
Årsagen til de faldende priser skal først og fremmest findes i en øget konkurrence på cigaretmarkedet, samt en langt mere skånsom dansk afgiftspolitik.
Sidstnævnte har haft til formål at flytte grænsehandlen tilbage på dansk grund. Og forsøget ser ud til at være lykkedes. I 2006 oplyste Dansk Tobakskompagni, at det danske cigaretforbrug på tre år var steget med 12 procent til i alt 8,3 mia. styk.
Samtidig med at danske politikere altså har gjort det billigere at være ryger, er en række af vores nabolande gået den stik modsatte vej.
Resultatet er, at cigaretprisen her i landet inden for få år er faldet tilbage til næsten sydeuropæisk niveau.
Ifølge belgieren Luk Joosens, der er rådgiver for sammenslutningen af de europæiske kræftorganisationer, European Cancer League, overgår en lang række europæiske lande nu Danmark med højere cigaretpriser.
En pakke Marlboro, der produceres af den amerikanske tobaks-gigant Philip Morris, var i januar i år således dyrere i både Sverige, Norge, Island, Tyskland, Belgien, Frankrig, Storbritannien og Irland.
Storbritannien og Norge overstiger endda den danske cigaretpris med mere end 80 procent.
Pris og forbrug hænger sammen
Der findes ingen danske, publicerede undersøgelser om sammenhængen mellem pris og forbrug af tobak.
At forbruget stiger ved faldende priser er dog veldokumenteret gennem mere end 100 undersøgelser i engelsksprogede tidsskrifter.
Det fastslår professor Jes Søgaard, DSI Institut for Sundhedsvæsen. Især unge under 18 år og socialt dårligt stillede er ekstra påvirkelige overfor faldende priser.
Coop Danmark, der omfatter butikker som Superbrugsen, Kvickly, Irma og Fakta, bekræfter, at danske rygere i stor stil har kastet deres kærlighed på billigmærkerne.
Hvis snittet lægges ved 27 kroner, udgør salget af de billige cigaretter i øjeblikket 39,5 procent.
Per Kim Nielsen, der er projektchef i forebyggelsesafdelingen i Kræftens Bekæmpelse, ser med stor bekymring på de historisk lave cigaretpriser. Takket være en solid forebyggelsesindsats kan han ganske vist glæde sig over, at antallet af rygere i folkeskolealderen nu er på vej ned. Men den landvinding bliver direkte modarbejdet af de lave cigaretpriser, mener han.
- Det er ikke gennemtænkt. Politikerne ødelægger de gode intentioner, der i øvrigt er på vej, siger Per Kim Nielsen med sigte på rygeloven, der træder i kraft den 15. august.
Skattestoppet spærrer vejen
Blandt medlemmerne i folketingets sundhedsudvalg er prisinstrumentet på ingen måde fremmed, når det handler om at begrænse forbruget. Problemet er blot, at regeringens skattestop reelt forhindrer, at det tages i brug.
- Det er katastrofalt ud fra et sundhedspolitisk synspunkt. Det er totalt overset, at punktafgifterne år efter år ligger og bliver mindre og mindre værd.
Sådan siger det radikale medlem af sundhedsudvalget, Charlotte Fischer.
Hun mener derfor, det bliver mere end svært at sætte ind med nye afgifter på den danske tobak.
Det kan godt være, det er blevet besværligt at være ryger, men stadig flere danskere har fået råd til det.