Støttet af
21-02-2017

Jeg burde være glad – det er jeg bare ikke

To år efter Per Holsteen Larsen blev behandlet for modermærkekræft, er han stadigvæk på vej tilbage til livet. Nok er han lettet over at have overlevet, men det har været svært at finde glæden. Det giver dårlig samvittighed, for man skal vel bare være glad for at overleve kræft?

Jeg fik den her meget identitetsskabende diagnose, men var så pludselig kræftfri, men med risiko for tilbagefald. Og hvornår stopper det? Det var som en meget lang overgangsfase, og jeg kunne ikke finde ud af at komme videre.

Per Holsteen Larsen

Julen lå få dage forude, og Per Holsteen Larsen var på vej hjem til kæresten Nanna og deres tre drenge i bofællesskabet i Birkerød. Han havde været i den lånte lejlighed i København. For at få greb om sig selv og mere overskud til familien. Men han skulle ikke komme hjem, lød det i telefonen. Ikke før han havde en plan for, hvordan han ville komme videre. Og det var sådan set forståeligt nok, fortæller han:

- Jeg kunne vitterligt få koldsved over at blive spurgt om, hvad jeg kunne tænke mig til aftensmad. Eller at blive bedt om at købe mælk. Jeg kunne slet ikke overskue noget. Jeg havde aftalt med min kæreste, at jeg var en robot. At hun sagde, vil du ikke smøre madpakken, så jeg ikke selv skulle tage noget initiativ. Og det virkede i en periode. Men op mod julen i 2015 blev det værre, og jeg kunne overskue mindre og mindre.

I stedet for at tage hjem tog Per Holsteen Larsen derfor direkte videre til Hillerød Hospital og lod sig indlægge på Psykiatrisk Afdeling. Her var han indlagt tre dage og kom så hjem for at holde jul i familien. Et egentlig vendepunkt blev det dog ikke. Dertil har der været for mange små og store nedture både før og siden. Og alt for få højdepunkter. Vendepunktet er ellers et typisk element i fortællinger om mennesker, der får kræft. Først rammer ulykken, dernæst kommer glæden og taknemmeligheden over livet, som nu skal leves fuldt ud. Den kasse passer 35-årige Per Holsteen Larsen bare slet ikke ned i. Han føler, at han landede som en sten på bunden af den flod, som alle andres liv bare flød videre ned af.

- Jeg fik den her meget identitetsskabende diagnose, men var så pludselig kræftfri, men med risiko for tilbagefald. Og hvornår stopper det? Det var som en meget lang overgangsfase, og jeg kunne ikke finde ud af at komme videre. Det blev meget eksistentielt. Alle de drømme jeg havde haft som 20-25-årig, og så sad jeg der midt i 30’erne og vidste ikke, hvor lang tid jeg egentlig havde tilbage. Og hvad var det så, jeg gerne ville opnå?

De tanker tumler han stadigvæk med mere end to år efter diagnosen, og depressionen og de psykiske efterdønninger gør stadigvæk, at han ikke kan passe et arbejde på fuld tid. Eller være der for sin familie, som han gerne vil.  

Kræftpatient i fem dage

Det var ømhed og en hævelse under venstre arm, der i oktober 2014 fik Per Holsteen Larsen til at gå til lægen. Diagnosen modermærkekræft kom en fredag. Om onsdagen blev han opereret og dagen efter besked om, at det hele var fjernet. Kræften havde spredt sig til seks lymfeknuder og modermærket, som kræften stammede fra, blev aldrig fundet. Men nu var han kræftfri - efter mindre end en uge som kræftpatient.

- Jeg følte egentlig, at jeg havde ret godt styr på det mentale, men efter noget tid kunne jeg godt mærke, at der kommer flere mentale problematikker snigende. Mange eksistentielle spørgsmål. Hvad vil jeg så med mit liv? Og hvad hvis mit liv ikke er så meget længere?

Samtidig besluttede Per sig for at ville vide alt om sygdommen og prøvede at lave sit eget forsvar i form af styrke- og løbetræning. En strategi, som nogle i omgangskredsen mener kan være årsagen til, at han har haft det psykisk svært efterfølgende, fordi han aldrig lagde det fra sig. Selv følte han, at han blev nødt til at tage tyren ved hornene og forberede sig på, hvad han kunne komme til at stå over for. Men frygten for tilbagefald og de mange eksistentielle spørgsmål kom til at fylde mere og mere.

Jeg fik nogle træk, som jeg ikke brød mig om. Jeg blev irritabel, og jeg blev overfølsom over for høje lyde. Jeg gjorde ting, jeg ikke ville have gjort før. Jeg kørte for eksempel for stærkt. Så begyndte jeg at få antidepressiv medicin. Og sovepiller, fordi jeg havde tankemylder og ikke kunne sove. Det hjalp i en periode, men jeg syntes, at det var svært at opretholde et familieliv med tre børn.

Hvem er jeg?

Efter indlæggelsen på Psykiatrisk Afdeling blev Per sygemeldt. Samtidig blev han enig med sin chef om ikke at vende tilbage ved raskmelding.

- Så står jeg uden job og med en familie, der hænger i laser. Jeg flytter tilbage og fortsætter som au pair i mit eget liv.

Det er langt fra lykken, og over sommeren 20016 går det stadig dårligere. I sommerferien mangler han de åndehuller, som han ellers har, når børnene, der er mellem to og otte år, er i skole og institution.

 – Det var som om, der blev lukket for min empati. Når et af mine børn græd, så nogle gange hørte jeg bare den lyd, der gik ind og borede i hjernen, men jeg kunne ikke tage mig af det. Jeg havde ikke overskud til børnene og min kæreste.

Det var en ukendt følelse, og han ved ikke, hvad der skyldes medicin, og hvad der skyldes depression. Det blev i sig selv en frustration. For hvad var egentlig ham? Der skulle ikke ret meget til, før han blev i tvivl om, hvornår det han gjorde var rigtigt eller forkert.

Jeg nåede til et sted, hvor jeg egentlig også var lidt ligeglad. For måske ville det også bare være lettere, hvis jeg fik kræft igen. Det er en sygdom folk kan forstå. Og så havde jeg ikke alle de her tanker mere. Og lige præcis den følelse - og det her har jeg ikke sagt til nogen – at blive sådan lidt skuffet over at få at vide, at der ikke var noget efter en kontrol, det var en meget svær følelse at være alene med.

Per Holsteen Larsen

Nemmere med kræft end depression

Også i forhold til omgivelserne var det svært. Per fornemmede, at de bare gerne ville have, at han kom videre. At han var glad for at have overlevet. Men han var ikke glad.

Derfor var det rigtig svært for mig, når folk sagde, nej hvor er det dejligt, at der ikke var noget og knus og kram. Jeg kunne egentlig godt føle lettelse, men lettelse er jo ikke det samme som glæde. Man bliver jo ikke nødvendigvis lykkelig over, at man har livet. Det fik mig til at føle mig endnu mere ensom.

På et tidspunkt virkede det hele så håbløst, at kræft lignede et mindre problem:

- Jeg nåede til et sted, hvor jeg egentlig også var lidt ligeglad. For måske ville det også bare være lettere, hvis jeg fik kræft igen. Det er en sygdom folk kan forstå. Og så havde jeg ikke alle de her tanker mere. Og lige præcis den følelse - og det her har jeg ikke sagt til nogen – at blive sådan lidt skuffet over at få at vide, at der ikke var noget efter en kontrol, det var en meget svær følelse at være alene med.

I dag er det over to år siden diagnosen, blev stillet, og angsten for tilbagefald fylder mindre, men det går stadigvæk op og ned. Forholdet til Nanna har i perioder hængt på den yderste kant, men de har besluttet, at løsningen ikke skal være, at de går fra hinanden. Til det positive hører også, at Per nu er i gang med et nyt job på nedsat tid. Han er også aktiv i Kræftens Bekæmpelse, fordi han gerne ville give tilbage for den hjælp, han har fået og for at gøre noget for andre. 

Kræft gør ikke stærk, men sårbar

For Per har forløbet været med til at gøre ham klogere på sig selv og åbne hans øjne for nye ting i livet. Men han er også blevet mere sårbar. Han forstår ikke den diskurs, der er om, at man skal blive stærkere af et kræftforløb. Han føler sig snarere utilstrækkelig.

- Jeg er ikke den slags overlever, som netværket kan rumme, og som samfundet har brug for. Staten har postet rigtig mange penge i mig, men jeg har ikke betalt tilbage. Hvis du så ikke har et arbejde, er du endnu mere utilstrækkelig. Jeg svigter ikke bare min familie og min arbejdsgiver, men hele samfundet. Burde jeg ikke bare være glad? Jo det burde jeg måske, men det er jeg ikke. Jeg er jo den af alle, som allerhelst vil lave om på det.

Læs også artiklen: Kræft kan give mere alvor i livet – men også glæde

Læs det seneste nummer af 'tæt på kræft' med tema om reaktioner efter kræft

Læs om reaktioner og følelser på cancer.dk

Af Af Mai Brandi Ludvigsen Sidst ændret 21.02.2017