Støttet af
11-01-2017

”Jeg er jaloux helt ind til knoglerne, og jeg har haft tanker, jeg er så flov over. ”

Amalie er hudløs ærlig. Hun fortæller om den sorg, det er ikke at kunne få sine egne børn. Vi bøjer os i støvet, for det er ikke nemt at fortælle om det, der gør allermest ondt, om at være jaloux og om smerten.
Amalie og Mads

Det gør så ondt! Sådan en altoverskyggende og drænende smerte og sorg. Jeg har altid drømt om at få børn tidligt. Da jeg blev ramt af æggestokkekræft og stod over for to operationer, der ville berøve mig min mulighed for et genetisk ophav, brød min verden helt sammen.

Det er fire år siden, jeg fik konstateret kræft. Det har jeg lært at deale med. Men jeg kommer aldrig til at deale med det, sygdommen tog fra mig. Det sidste år er jeg blevet både moster og tante og samtidig med, at det er det smukkeste, jeg har oplevet, så har denne altoverskyggende sorg domineret mine følelser. Jeg er jaloux helt ind til knoglerne og har haft tanker, jeg er så flov over, og som jeg sjældent siger højt til andre end min kæreste. Jeg har siddet med tårerne væltende ud af hovedet og tænkt, at de ikke fortjente det, at de ikke kunne være det bekendt, og hvorfor dem og ikke mig? Jeg får helt ondt bare af at skrive de her ord, fordi det er så modbydeligt at være jaloux og tænke sådan nogle grimme tanker.

Men guess what? Hvor meget jeg end prøver, så kan jeg ikke stoppe dem. For det er mine sårede følelser. Det er min smerte, som overtager og taler. Ikke nok med at den nære familie forøges, så har jeg en alder, hvor folk begynder at spørge: "Skal I også snart have børn?" Og når de gør det, har jeg lyst til at råbe dem ind i hovedet, at de er nogle kæmpe skvadderpander, at de kan finde på at spørge.

Jeg har ikke lyst og magter ikke at blive konfronteret med det uden min tilladelse. Min Facebook eksploderer med scanningsbilleder og "pladderromantiske" opslag fra vordende forældre, alt imens jeg sidder og tænker, at jeg håber, deres barn bliver en dum møgunge med fire øjne. Der går ikke én dag, hvor jeg ikke forsøger at finde fordele ved min situation. Men de er enormt svære at finde? Jeg får ofte at vide, at vi skal nyde vores frihed, og at vi kan gøre alt det, vi vil nu. Det prøver vi da også. Men det er lidt som at tisse i bukserne for at få varmen. Det bliver hurtigt koldt igen. Jeg ved godt, folk prøver at opmuntre mig, men det hjælper faktisk ikke. Stop med at tro, der findes et plaster til mit sønderknuste hjerte, for det gør der ikke.

Jeg sagde engang til min kæreste, at han aldrig måtte gå fra mig, fordi jeg er defekt, og ingen andre vil have mig, når jeg ikke kan lave børn til dem.

Det kan godt være, nogle mener, at kvindeligheden er så meget andet, men de har vist ikke mistet deres fertilitet. For følelsen af ikke længere kunne få børn selv er at blive frarøvet hele sin kvindelighed. Jeg føler mig ikke længere som en hel kvinde.

Jeg ved, jeg ikke er alene, og at der er andre, der hver dag kæmper med ufrivillig barnløshed, og hatten af for vi stadig forsøger at hænge sammen.

Af Amalie Sidst ændret 11.01.2017