Sense og vægtvedligeholdelse

Sense er mest kendt som et redskab til vægttab, men det fungerer lige så fint til vægtvedligeholdelse. Sense er en simpel måde til at få styr på mad og mængder.

Kort fortalt går Sense ud på at sammensætte et måltid – også kaldet en spisekasse – ud fra tre til fire håndfulde mad og en til tre spiseskefulde fedtstof. Mælkeprodukter er valgfrie. De første 14 dage spiser du tre måltider om dagen, og derefter finder du din egen vej. Du kan spise det, du kan lide, og behøver ikke at følge en kostplan – du støtter dig blot til håndfuldsystemet.

Håndfuld 1 er grøntsager, håndfuld 2 er grøntsager og/eller frugt, håndfuld 3 er protein, og håndfuld 4 er stivelse og/eller frugt. Du kan se fordelingen i håndfulde under hver opskrift.

Du kan læse mere om Sense på www.sensekost.dk, hvor der ligger gratis materiale og guidevideoer. Du kan også gå ind og kigge på #sensekost på Instagram, hvor der ligger over 100.000 inspirationsbilleder.

Sense læner sig op ad de 10 kostråd og er ikke en kur, men et redskab til at finde egen vej til sundere spisevaner – uanset om man taler vægttab eller vægtvedligeholdelse.

Ud over de tre hovedmåltider  det vil der være plads til et til to mellemmåltider i løbet af dagen, hvis du har behov for det. Det kunne eksempelvis være et stykke frugt og et stykke knækbrød med ost eller et lille stykke kage. På den måde lander du kaloriemæssigt i ligevægt og har god chance for at vægtvedligeholde.

Mænd har typisk større hænder end kvinder, og de har dermed som udgangspunkt behov for lidt større mængder, end der er angivet i opskrifterne. Står der således ”1 skive rugbrød” i opskriften, vil en mand typisk kunne spise halvanden skive, ligesom han ved angivelsen ”1 æg” vil kunne spise to.

Sense sætter fokus på mad og mængder: Tre til fire håndfulde mad per måltid.

Suzys dagskost

Suzy Wengels bud på en mulig dagskost ser således ud og går fint i tråd med de officielle anbefalinger fra Fødevarestyrelsen. Der er cirka 600-700 gram grønt og frugt, 2075 kcal, 37 % fedt, 46 % kulhydrat, 17 % protein og kosten indeholder cirka 33 gram kostfibre.

Støt og gør en forskel for forskning i forebyggelse Støt nu