Arven kommer til at glæde mange
I mange år har Leif haft et testamente, som har betænkt kræftsagen. Mod slutningen af sit liv besluttede han sig for at lave et nyt testamente, som også tilgodeså hans ”nye” familie Pia og Tom. Og de penge er landet som en uventet gave i familiens skød. Resten af arven går til Kræftens Bekæmpelse, hvor pengene kommer til at gøre en stor forskel for kræftramte og deres familier.
- Vi vil altid huske Leif. Det har været et smukt venskab, vi har haft. Det har givet os så meget at have haft Leif i vores liv, og jeg savner ham. Vi er meget taknemmelige for den gave, han valgte at give os, og vi vil investere dem i hans ånd, så jeg kan gå tidligere på pension. Det var meget vigtigt for ham. Han sagde altid, at jeg arbejdede for meget, smiler Pia og fortsætter:
- Jeg tror, vi har gjort en større forskel i hans liv, end vi lige er klar over. Det kræver selvfølgelig noget at turde åbne op og lukke et menneske ind i sit liv. Men det har givet både os og vores børn så meget at have haft Leif i vores liv de sidste mange år. Man får så meget igen ved at give lidt af sig selv.
Tom og Pia kender ikke den præcise årsag til, hvorfor Leif netop har valgt at betænke kræftsagen. Men det var tydeligvis en vigtig sag for ham. Og de glæder sig over tanken om, hvordan pengene via Kræftens Bekæmpelse kommer til at gøre en forskel for mange – det er lige i Leifs ånd.
Arvedonationer er helt afgørende
De arvedonationer, som Kræftens Bekæmpelse modtager, gør en stor forskel for kræftsagen. Pengene går til forskning, oplysning og hjælp til patienter op pårørende. Kræft rammer desværre én ud af tre danskere. De fleste møder derfor kræft som enten patient eller pårørende på et tidspunkt i deres liv.
Arvedonationer giver liv og håb til mange. Med pengene har Kræftens Bekæmpelse mulighed for at gøre en forskel i dag og skabe endnu bedre muligheder for de kommende generationer. Arvedonationer og private bidrag er helt afgørende for Kræftens Bekæmpelses arbejde, og selv en lille del af en arv gør en kæmpe forskel.