’Vi vil gerne give lidt tilbage’

Birthe og Thorkild Sønnichsen fra Sønderborg har valgt at betænke Kræftens Bekæmpelse i deres testamente. Det tog dem et par års tilløb til at få skrevet testamente, alt imens det altid lå og nagede i baghovedet. Det er en kæmpe lettelse nu at vide, at der er styr på det, og at der er helt klare linjer for, hvad der skal ske den dag, de ikke længere er her.

Af Rikke Brams    Foto: Claus Thorsted

Birthe og Thorkild Sønnichsen på helholdsvis 72 og 76 år har boet hele deres liv i Sønderborg tæt på vand og skov. De har været gift siden 1975, har ingen børn og nyder i dag tilværelsen som folkepensionister efter et langt arbejdsliv fra deres lille andelshus med have omgivet af gode naboer og venner. 

De er begge aktive mennesker og holder af at komme ud i naturen. De tager gerne på cykeltur i selskab med gode venner og en madpakke. Det bliver snildt til 30-50 kilometer på elcyklerne, når de er afsted – altid med madkurven fuld af kaffe, kage, sild og en lille snaps til at køre på.

Kræftens Bekæmpelse - Mød Birthe og Thorkild

'En dag skulle det altså bare være, for man ved jo ikke, hvordan i morgen ser ud.' 

Birthe Sønnichsen

Tog tilløb længe

Birthe og Thorkild havde længe talt om at få oprettet et testamente, men kunne ikke helt få taget sig sammen til at tage hul på det. 

- Vi vidste ikke helt, hvordan vi skulle gribe det an. Det lå og ulmede i vores baghoveder et par år, før vi fik gjort noget ved det. En dag skulle det altså bare være, for man ved jo ikke, hvordan i morgen ser ud, fortæller Birthe og fortsætter: 

- Så jeg greb telefonen og ringede til en advokat. Og da vi først kom i gang, var det jo ingen sag. Advokaten hjalp os med alt det praktiske. 

Birthe og Thorkild har aldrig selv fået børn, så de har valgt at betænke deres tre nevøer og niece i deres testamente. Den ene nevø er desuden blevet udpeget som bobestyrer og har fået en fremtidsfuldmagt, ligesom de har fået lavet fremtidsfuldmagter på hinanden. Parret har desuden valgt at betænke Kræftens Bekæmpelse i deres testamente. Det er ikke tilfældigt, at det netop er kræftsagen, pengene skal gå til. 

- Kræft er en forfærdelig sygdom, som rammer alt for mange mennesker. Det var vigtigt for os at støtte forskningen. Det er jo igennem forskning, at man kan hjælpe mange. Det koster frygteligt mange penge at forske, og jeg har jo selv haft glæde af det. Så det er vigtig for os, at vi kan være med til at gøre en forskel, siger Birthe.

Kræftens Bekæmpelse - Mød Birthe og Thorkild

Arvedonationer gør en stor forskel

Flere danskere vælger hvert år at betænke kræftsagen i deres testamente. Det er meget forskelligt, hvad og hvor meget testatorerne vælger at donere til Kræftens Bekæmpelse. Vi er meget taknemmelige - uanset beløbets størrelse. Og som uafhængig organisation er arvedonationer og private bidrag helt afgørende for vores arbejde med forskning, oplysning og hjælp til patienter og pårørende.

Vil du vide mere om arvereglerne?

Få vores arveguide og bliv klogere på, hvordan du opretter testamente og hvad du skal være opmærksom på. Du kan også læse om arveloven og se eksempler på, hvordan arven fordeles med og uden testamente.

Få arveguiden her 

Få arveguiden
 

Kræftens Bekæmpelse - Mød Birthe og Thorkild
 

Birthe fik brystkræft

Birthe ved, hvad hun taler om. Hun har selv oplevet kræft på egen krop. I 2001 fandt Birthe en lille knude i sit bryst. Hun gik til lægen, som dog ikke mente, at det var noget. Men da Birthe også fik problemer med skulderen, gik hun til lægen igen. Og det priser hun sig lykkelig for i dag. 

- Jeg er glad for, at jeg fik problemer med skulderen, ellers var jeg aldrig gået til lægen igen. Vi er nogle gange lidt for autoritetstro. Hvis man kan mærke på sig selv, at der er noget galt, så skal man lytte til det, siger Birthe.

 Og derfra gik det hurtigt. Birthe blev opereret inden for 14 dage og startede derefter i behandling med både stråler og kemoterapi. Birthe blev kræftfri og har lige siden gået til kontrol hvert andet år, hvilket hun skal fortsætte med, til hun fylder 80. 

Både Thorkild og Birthes fædre døde af kræft. Det samme gjorde Birthes fars tre søskende og hendes mormor. Parret har desuden oplevet kræft i omgangskredsen blandt både naboer og arbejdskolleger. Så der var ingen tvivl om, at det var Kræftens Bekæmpelse, der skulle arve parret. 

- Vi er også medlem af Kræftens Bekæmpelse og giver altid til indsamlinger. Det er en sag, der står os meget nær, fortæller Birthe.

En stor lettelse

Det har været en stor lettelse for parret at få styr på testamentet. 

- Det er sådan en dejlig følelse, at det endelig er gjort. Nu skal vi ikke tænke mere på det. Det var en tung byrde at bære på i de år, hvor vi ikke fik handlet på det. Og så var det jo slet ikke så slemt eller svært, da vi først fik fat på en advokat. 

Kræftens Bekæmpelse- Mød Birthe og Thorkild

'Det er sådan en dejlig følelse, at det endelig er gjort. Nu skal vi ikke tænke mere på det.' 

Birthe Sønnichsen

Advokaten fortalte Birthe og Thorkild om 30 pct.-løsningen, som i sin enkelthed går ud på, at en eller flere velgørende foreninger arver 30 pct. af en formue på betingelse af, at foreningen eller foreningerne betaler bo- og tillægsboafgiften for de øvrige arvinger. De øvrige arvinger arver dermed 70 pct. uden at skulle betale afgift. Det er en fordel, når man som Birthe og Thorkild ikke har børn, da deres nevøer og niece skal betale tillægsboafgift. 

- Når man laver testamente, som vi har gjort det, så vinder både familien og kræftsagen. Vores nevøer og niece får mere ud af det, end de ellers ville have gjort. Og vi er samtidig med til at støtte en vigtig sag. Alle vinder på det, siger Birthe, som også anbefaler andre at få styr på det: 

- Om man har børn eller ej, er det godt at tage stilling og få styr på papirerne. Det giver en kæmpe ro og lettelse at vide, at der er styr på sagerne. 

Advokaten fortalte desuden Birthe og Thorkild, at de kunne få tilskud til advokatregningen af Kræftens Bekæmpelse, netop fordi de har vagt at betænke foreningen. Det var en glædelig overraskelse for parret.

Kræftens Bekæmpelse - Mød Birthe og Thorkild
Mød Birthe og Thorkild

Lever en aktiv pensionisttilværelse

Selv om der nu er styr på sagerne, har Birthe og Thorkild ingen planer om at skulle herfra lige foreløbig. Det har de slet ikke tid til med alle de ting, de har gang i. 

I 2005 solgte Birthe og Thorkild deres store hus med have i Sønderborg og flyttede ind i et lille, hyggeligt andelshus på 120 kvm. med en lille have til. Det var det helt rigtige at gøre, og parret nyder at være flyttet ind i en god, sammentømret andelsforening med godt naboskab og flere gode venner i nabolaget. Birthe, der i sin tid blev udlært kontorassistent, er kasserer i andelsboligforeningen. Hun har været en del af bestyrelsen, siden de flyttede ind. 

Der er ikke meget tid til at sidde hjemme og nyde udsigten, for både Birthe og Thorkild har mange jern i ilden. Thorkild er frivillig på den gamle kaserne i Sønderborg, som rummer Industri- og Hattesamling Sønderborg. Her samler han, sammen med andre frivillige, ting ind fra lokale firmaer, som er lukket, reparerer dem og gør dem klar til udstilling. Det er en snild sag for den tidligere autoelektromekaniker.  

Thorkild er desuden med i Herrehjørnet - en lokal mandegruppe, der mødes hver 14. dag og hygger sig med bl.a. at tage på virksomhedsbesøg, høre foredrag og drikke en kop kaffe sammen. 

Birthe mødes en gang om måneden med sin pigeklub, som har holdt sammen siden 1974. De ni damer har fulgtes ad siden 1. klasse og kender derfor hinanden rigtig godt. En gang om måneden mødes de over god mad og vin på skift hos dem hver især. Hver gang smider de en skilling i kassen og sparer sammen til årets julefrokost, hvor de går i byen sammen. 

Parret holder meget af at komme ud og nyde den smukke natur i Sønderborg. Og så har de mange gode venner, som de holder af at spise gode middage sammen med. Over de seneste år er en ny interesse spiret frem, nemlig at tage på krydstogt. 

- Vi holder meget af den måde at rejse på. Det er total afslapning og forkælelse. Vi har været på togt til Nordkap, de Britiske Øer og Middelhavet. Vi har flottet os i år, hvor vi har været afsted på to ture, fortæller parret.

På fotos: Birthe og Thorkild Sønnichsen. Fotograf: Claus Thorsted.

Få mere at vide om arv og testamente

Du er altid velkommen til at kontakte vores arverådgivere, hvis du har generelle spørgsmål om arv og testamente eller bare har brug for et godt råd.

Der kan være mange tanker og spørgsmål forbundet med at oprette et testamente, og vores arverådgivere er klar til at hjælpe dig. Få svar på spørgsmål om arveloven og oprettelse af testamente, på hvordan du kan tilgodese kræftsagen og få hjælp til at finde en advokat eller et notarkontor i dit lokalområde.

Ring til os på 35 25 77 70 hverdage fra kl. 8:30-16 og fredag til kl. 15:00. Eller kontakt os på mail på arv@cancer.dk 

En lille del af din arv kan gøre en stor forskel

Vi har mærket på egen krop, hvor godt de penge er givet ud

Aleksander på 38 år lever med uhelbredelig kræft. Han var med på familieweekend for kræftramte børnefamilier sammen med sin kone Ditte og deres to børn. Her mødte de et stærkt fællesskab, hvor der var plads til både alvor og leg.

Vi vil altid huske Leif

Et trafikuheld ændrede Leifs liv. For hans historie ville være endt meget anderledes, hvis ikke han havde mødt Pia en skæbnesvanger dag i 2014. 

Det her er Leifs historie – et sjældent indblik i mennesket bag en arvedonation.