Vedtægter

Vedtægter for Blærekræftforeningen for patienter med papillomer/polypper eller blærekræft og deres pårørende.

Sidst ændret d. 19.04.2012

§ 1. FORENINGENS NAVN ER BLÆREKRÆFTFORENINGEN

1.1. Foreningens hjemsted er bopæl for den til enhver tid værende formand for Hovedbestyrelsen.

1.2. Foreningen samarbejder med Kræftens Bekæmpelse

1.3. Foreningen er stiftet d. 12. december 2006.

§ 2. FORENINGENS FORMÅL

2.1.

  • at støtte de enkelte medlemmer samt deres pårørende bl.a. gennem information, vejledning og kontaktskabelse med andre i tilsvarende situation
  • at medvirke til at give den enkelte patient tryghed i behandlingsforløbet
  • at optimere kommunikationen mellem behandlere og patient
  • at afholde erfarings- og informationsmøder rundt omkring i landet
  • at etablere regionale eller lokale afdelinger jævnt fordelt i landet samt søge samarbejde med tilsvarende foreninger i udlandet
  • at støtte op om forskning indenfor Blærekræft og papillomer
  • at påvirke myndigheder og politikere til optimal og rettidig udredning og behandling.

§ 3. MEDLEMMER

3.1. Som medlem kan optages enhver, som har eller har haft Blærekræft og/eller papillomer/polypper samt deres pårørende.

3.2. Som medlem kan endvidere optages enhver, som kan tilslutte sig foreningens formål.

§ 4. KONTINGENT

4.1. Årskontingent udskrives i januar og skal være betalt senest ved afholdelse af generalforsamlingen.

4.2. Årskontingent for medlemmer, pårørende og husstand fastsættes på den årlige ordinære generalforsamling.

4.3. Alle medlemmer, der ikke er i kontingentrestance, har ved generalforsamlingen møderet, taleret og stemmeret.

4.4. Stemmeafgivning kan ske ved skriftlig fuldmagt givet til et andet medlem, som er personligt tilstede ved generalforsamlingen. Hvert medlem kan medbringe 1 fuldmagt.

4.5. Kontingent betaling skal ske efter kassererens anvisning.

§ 5. GENERALFORSAMLING MV

Foreningen består af en hovedbestyrelse og lokale/regionsafdelinger, hvoraf sidstnævnte har til opgave at servicere medlemmerne med bopæl i Regionen ved info/erfa møder, nyhedsformidling mv. samt holde kontakt til de sygehuse og hospitaler som befinder sig i regionen. Hver region ledes af en arbejdsgruppe eller en bestyrelse efter eget ønske. De fastsætter efter eget ønske evt. vedtægter inden for rammerne af hovedbestyrelsens vedtægter. Hver arbejdsgruppe eller bestyrelse må som minimum bestå af 5 medlemmer af blærekræftforeningen og med ansvar over for den til enhver tid siddende hovedbestyrelse. Hver region med en bestyrelse eller arbejdsgruppe indstiller max. 5 kandidater til Hovedbestyrelsen på dennes årlige generalforsamling, som afholdes i tilknytning til foreningens årlige seminar inden udgangen af maj måned, - 1.gang i år 2017. Den på generalforsamlingen i april 2016 valgte bestyrelse iht. gældende vedtægter fungerer indtil da som forretningsbestyrelse.

Hovedbestyrelsens opgaver er:

  • Tegner foreningen i forhold til Kræftens Bekæmpelse, Sundhedsstyrelsen og andre offentlige myndigheder
  • Søger om midler hos KB og andre offentlige og private instanser til dækning af fore- ningens udgifter
  • Udarbejder på baggrund af indstilling af budgetter fra Regionerne et samlet budget for foreningen
  • Fastsætter årskontingent for Blærekræftforeningen
  • Tegner foreningen overfor nyhedsmedierne
  • Udarbejder bl.a. efter forslag fra Regionerne – pjecer, mershandise mv til synliggørelse af foreningen
  • Tilrettelægger og beslutter afholdelse af foreningens årlige seminar og generalforsamling
  • Tilrettelægger og beslutter evt. deltagelse i det årlige "Folkemøde"
  • Ansvarlig overfor foreningens hjemmeside og facebookgruppe (kan uddelegeres)
  • Varetager Foreningens internationale profil.

5.1. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

5.2. Generalforsamlingen finder sted en gang årligt - senest ved udgangen af maj måned, og skal være skriftlig indvarslet med mindst 5 ugers varsel. Indkaldelsen skal være vedlagt dagsorden samt bilag til denne.

5.3. Skriftlig indvarsling kan ske ved opslag på hjemmesiden, udsendt mails eller ved almindeligt brev.

5.4. Medlemsforslag som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden skriftlig i hænde senest 3 uger før afholdelse af generalforsamlingen.

5.5. Dagsorden for generalforsamlingen skal som minimum indeholde følgende:

1. Valg af dirigent

2. Bestyrelsens beretning og godkendelse af denne

3. Fremlæggelse af regnskab godkendelse af dette

4. Godkendelse af budget samt forslag til kontingent for næste regnskabsår

5. Valg af formand, kasserer samt valg af 5 medlemmer til bestyrelsen samt evt. 2 supplean-ter. Formand og kasserer vælges for 2 år. For resten af bestyrelsen gælder ved 1. valg i´2017, at der foretages lodtrækning, således at 3 af de valgte vælges for 2 år og resten for 1 år.. Bestyrelsen konstituerer sig selv med evt. næstformand og sekretær.

6. Valg af 2 revisorer + 1 revisorsuppleant.

7. Behandling af indkomne forslag

8. Eventuelt

5.6 Vedrørende stemmeret og fuldmagt henvises til pkt. 4.4.

5.7 Alle beslutninger på generalforsamlingen vedtages ved simpelt flertal. Dog kræves

ved vedtægtsændringer, at mindst 2/3 af de fremmødte inkl. afgivne fuldmagter

er for ændringen. Der føres protokol over alle generalforsamlinger.

Ekstra ordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen, eller såfremt mindst 1/3 af de stemmeberettigede skriftligt kræver det. Indkaldelse skal ske med 4 ugers varsel med angivelse af dagsorden. Der kan ikke træffes bindende beslutninger, som ikke fremgår af dagsordenen.

§ 6. REGNSKABSÅR

6.1. Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Den valgte kasserer varetager økonomien og aflægger regnskab for hele landet på generalforsamlingen.

6.2. Regnskabet revideres af to på generalforsamlingen valgte revisorer.

§ 7. MEDLEMMERNES HÆFTELSE

7.1. Medlemmerne hæfter ikke for foreningens gæld overfor 3. mand.

§ 8. TEGNINGSRET

8.1. Foreningen – såvel i Hovedbestyrelsen som i lokalbestyrelser - tegnes af formand og næst formand i forening.

8.2. Foreningen er pligtig til at lade sig registrere ved Erhvervs - og Selskabsstyrelsen.

§ 9. OPHØR

9.1. Ophør skal behandles på en ordinær generalforsamling og kan kun vedtages med 2/3 flertal af de fremmødte inkl. afgivne fuldmagter.

9.2. Ved beslutning om ophør påhviler det Hovedbestyrelsen at drage omsorg for, at alle foreningens økonomiske forpligtelser opfyldes med foreningens til rådighed værende aktiver, og at foreningens evt. resterende midler tilfalder kræftens bekæmpelse øre-mærket til fordel for forskning i Blærekræft.

§ 10. DATERING

Således vedtaget på generalforsamling i Odense d. 30 april 2016

 
Besøg cancer.dk

 

Du kan læse dybdegående og opdateret information om blærekræft, behandling og statistik på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.


Læs om blærekræft på cancer.dk

 

Besøg cancer.dk