Gå til sygdomsliste

Danmark er et dårligt land at dø i

30-06-2019
Vi kan ikke år efter år stiltiende se på, at mennesker med livstruende sygdomme ikke får relevant hjælp. Vi kan ikke være bekendt at lade familier stå alene med alvorligt syge og døende uden støtte, skriver formand i Kræftens Bekæmpelse Helen Bernt Andersen.

- Vi kan ikke være bekendt at lade familier stå alene med alvorligt syge og døende uden støtte, skriver Helen Bernt Andersen.

Danmark er på mange områder et fantastisk land at leve i. Men for alt for mange uhelbredeligt syge kræftpatienter er Danmark også et dårligt land at dø i. Hver femte døende kræftpatient med behov for specialiseret lindrende behandling og pleje når desværre at dø, inden hjælpen når frem. Det handler om cirka 2.000 døende, som ikke får den specialiserede hjælp.

Det fremgår af den nye årsrapport for 2018 fra Dansk Palliativ Database. Det fremgår også, at hver fjerde kræftpatient, der henvises til specialiseret lindrende indsats, må vente længere på at få hjælp end de ti dage, der er målet. Samtidig fastslår rapporten, at mange kræftpatienter henvises meget sent i deres sygdomsforløb. Typisk lever de kun lidt mere end en måned med den specialiserede hjælp.

Tilbuddet om palliation er heldigvis blevet udbredt til andre patientgrupper end kræftpatienter. Det lægger yderligere pres på forholdene.

Helen Bernt Andersen er formand i Kræftens Bekæmpelse. Foto: Tomas Bertelsen

Det er den beklagelige virkelighed, som de nye tal for 2018 udtrykker. Men desværre er forholdene ikke nye. Det dystre billede er kun marginalt forandret i forhold til tidligere. På nogle punkter en lille smule bedre. På andre en smule værre.

Døende står uden støtte

Og det kan vi som samfund ikke være bekendt. Vi kan ikke år efter år stiltiende se på, at mennesker med livstruende sygdomme ikke får relevant hjælp mod smerter, angst, depression og andre psykiske, fysiske og eksistentielle problemer. Vi kan ikke være bekendt at lade familier stå alene med alvorligt syge og døende uden støtte.

Her er et anonymt eksempel fra vores kræftrådgivning:

En mandlig kræftpatient bliver tiltagende dårlig og bliver indlagt på kræftafdelingen. Familien er bekymret over situationen og føler sig nedslidt efter flere måneders pasning. Kræftlægen siger, at manden er for svækket til yderligere sygdomsbehandling. Lægen fortæller samtidig manden, at han er døende og opfordrer ham til at tage hjem for at afslutte livet dér. Manden og hans familie er utrygge ved situationen, og manden overflyttes i stedet til en anden afdeling. Her oplever familien igen et pres for, at de skal tage hjem. Familien får kontakt til palliativt team, men der er flere ugers ventetid. Afdelingen giver derefter familien en udskrivelsesdato mod deres ønske. Patienten dør på den planlagte udskrivelsesdato.

Ja, vi kan glæde os over, at en forstærket indsats med kræftpakker og nye behandlingsmetoder har ført til, at stadigt flere borgere overlever kræft og lever længere med kræft. Men øget fokus på behandling og overlevelse bør gå hånd i hånd med en øget indsats på de palliative, altså lindrende, områder for patienter og pårørende i alle led af systemet.

Specialiseret hjælp handler ikke kun om sengepladser på hospice. De nye tal viser, at der desværre er alt for lange ventetider nogle steder i landet. Men vi vil aldrig kunne tilbyde hospicepladser til alle. Og det er langtfra alle kræftpatienter, der ønsker at benytte sig af hospice

Mange patienter ønsker at dø i eget hjem. Og de får desværre ikke den nødvendige hjælp til at få deres ønske opfyldt. Derfor ser vi det som en nødvendighed at udbygge kapaciteten i de palliative teams.

Mange patienter ligger på hospital, hvor der også er behov for flere sengepladser til lindrende indsats.

Mangler godkendte læger

En ef stopklodserne er manglen på læger, som har den godkendte uddannelse inden for fagområdet palliation. Derfor foreslår vi, at der oprettes en ny dansk specialistuddannelse. De otte pladser, vi har på det nuværende nordiske kursus, slår slet ikke til og svarer ikke til dansk specialistuddannelse.

Mange kræftpatienter har ikke brug for den specialiserede palliative indsats. De har brug for en mere basal hjælp på sygehuset, i hjemmesygeplejen og hos egen læge. Og her ser vi et behov for et kvalitetsløft.

Kommunerne har gjort meget, men vi erfarer samtidig, at kvaliteten af den basale palliation er meget svingende. Det skal der gøres noget ved. Blandt andet bør de styrke den tidlige indsats, sikre at sundhedspersonalet har de nødvendige kompetencer og sikre, at samarbejdet mellem læger og hjemmeplejen fungerer.

God palliation handler også om at hjælpe familierne. De spiller ofte en helt afgørende rolle, men desværre får de ikke altid støtte i den vanskelige tid.

I forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med, har vi en ringere kapacitet til at yde lindrende behandling og pleje. Vi håber, at et nyt folketing vil rette op på forholdene for uhelbredeligt syge og døende, så Danmark også bliver et bedre land at dø i.