'Oven i min egen dybe sorg skulle jeg sørge for fire børn, der havde mistet deres mor'

Midt i sorgen over sin kones død oplever Fritz Blikdal, at det er umuligt at få den hjælp fra kommunen, som hans fire børn har brug for. For systemet er slet ikke gearet til at gribe børn, når de bliver pårørende

Af: Rikke Hovn Poulsen     Foto og video: Claus Møller

Aftenen inden Anne Blikdal dør, har hun en lang snak med sin mand, Fritz: 

- Jeg ved godt, at jeg ikke selv kommer til at opleve min 50-års fødselsdag. Men jeg håber, I holder en kæmpe fest alligevel, siger hun.

Sådan er Anne: Hun vil ikke have, at livet går i stå, fordi hun er væk. Fritz lover at sørge for, at de alle sammen nok skal komme videre. Men det skal vise sig at blive et større ønske at opfylde, end han umiddelbart forestiller sig.

For hvordan sikrer man ene mand, at fire børn kommer helskindede igennem traumet, når deres mor dør – samtidig med at man selv har mistet sin kone og bedste ven gennem et halvt liv?

 - Den første tid var et stort logistisk helvede. Jeg var med ét slag blevet alenefar, og oven i min egen sorg skulle jeg både håndtere børn og svigerfamilie, begravelse og være praktisk gris. Og selvfølgelig tog jeg opgaven på mig, for hvem ville ikke gøre det for deres børn? fortæller Fritz Blikdal.

 - Jeg rendte rundt med tunnelsyn og løste alle mulige mærkværdige opgaver. Der er mange ting fra den periode, som jeg simpelthen ikke kan huske. Som tiden gik, begyndte jeg at se mere klart. Men det er dæleme ikke nemt, når man sidder med rigtig mange af de her ting selv, forklarer han.

Pludselig på hospice

Da Anne en dag i slutningen af oktober 2019 får det dårligt, tager hun for en sikkerheds skyld på hospitalet. Hun lider af uhelbredelig brystkræft og har været i behandling i årevis. Og hun kan mærke, at noget ikke er, som det skal være.

- Når jeg i dag kigger tilbage på forløbet, kan jeg se, at hun langsomt blev mere og mere afkræftet. Men det så jeg ikke, mens vi var i det – vi troede på lægernes ord om, at der var lang tid endnu, fortæller Fritz.

Derfor er døden heller ikke noget, de har talt ret meget med børnene om. Og derfor kommer den besked bag på alle, som lægerne nu giver dem: Kræften har spredt sig voldsomt, og de indstiller straks al behandling.

- Så vidste vi jo godt, at det bare var et spørgsmål om tid, husker Fritz.

Anne beder om at komme på hospice. Og et par dage senere flytter hun ind på Hospice Sydfyn i hjembyen Svendborg. Som noget af det allerførste tager hun og Fritz en samtale med lederen om, hvordan de skal fortælle den voldsomme nyhed til børnene. Men allerede samme aften ringer hun til Fritz:

- Hun siger, at jeg skal komme derud med ungerne med det samme, for hun kan mærke, at der er ved at ske noget. Så vi tager straks derud – og vi krisehåndterer selv børnene lige der, for der er ikke mere tid tilbage.

Venner og familie står klar til at tage børnene med hjem. Og tidligt næste morgen sover Anne stille ind med Fritz ved sin side.

Anne og familien i den sidste tid

På billederne: Det kom som et chok for hele familien, da Annes sygdom pludselig havde spredt sig, og hun kun havde få dage igen. Billedet nederst til højre er det sidste, der blev taget af Anne - til en koncert en uge før sin død. Fotos: Privat

Hun lå der i sit rum og var død

Det er dagen før Teas 13-års fødselsdag. Hun står ude på badeværelset og er ved at gøre sig klar til at tage i skole, da hun hører sin far komme hjem fra hospicet.

 - I det øjeblik vidste jeg, at mor var død. Jeg gik ud i køkkenet og krammede min far, og så græd vi sammen. Jeg var bare… fortabt, fortæller hun.

 - I lang tid derefter var jeg meget forvirret. Vi var vant til, at hun var ude og inde af hospitaler, så vi tænkte ikke så meget over, at hun pludselig skulle på hospice. Vi vidste jo ikke rigtigt, hvad det var – og hvad det egentlig betød. Så derfor kom det bag på os, at hun pludselig skulle dø, fortæller Tea.

Lillesøster Carla var 11 år, da deres mor døde.

- Jeg forstod godt ordet død, men… da jeg først fik at vide, at hun var død, tænkte bare ’okay, det skal nok gå’. Det var først, da jeg kom ind til hende på hospicet, at det for alvor gik op for mig. Hun lå bare der i sit rum og var helt død. Lige der blev det hårdt, fortæller Carla.

I de følgende uger og måneder gør Fritz alt, hvad han kan, for at hverdagen skal hænge sammen – for livet skal jo køre videre med lektier, legeaftaler og opvask. De taler sammen om Anne og sygdommen. Men han kan mærke, at de har brug for mere, end hvad han kan give dem.  

'Jeg vidste, at de gik rundt med nogle svære tanker hver især – men der var også ting, de ikke ville snakke med deres far om. Måske fordi de prøvede at beskytte mig. De havde brug for at tale med nogle andre.'

Fritz Blikdal, pårørende

I forbindelse med Annes død fortalte en sygeplejerske fra det palliative team om sorggrupper til børn. Her kan de møde andre børn i samme situation og tale om de tanker og følelser, der opstår, når et familiemedlem er uhelbredeligt syg eller dør. Det lyder i Fritz’ ører som det helt rigtige. Så efter et par måneder ringer han til Svendborg Kommunes børne- og ungeforvaltning for at høre om kommunens tilbud.

Tager I gas på mig?

Den første person, som Fritz får i røret, aner ikke, om kommunen overhovedet har et tilbud om sorggrupper. Men han lover at undersøge det og vende tilbage. Det sker imidlertid aldrig. Så nogle dage senere ringer Fritz igen. Han bliver sendt videre til en tredje. Og sådan bliver det ved over flere uger.

- Det var enormt frustrerende. Jeg stod jo i en situation, hvor jeg havde ganske meget på mine skuldre, og det her var et ekstra pres. Det havde været rart, hvis jeg ikke skulle bruge en masse tid på at ringe rundt i tunge, bureaukratiske systemer, siger han.

Har du brug for at tale med nogen? Find din lokale kræftrådgivning her

Til sidst får Fritz fat i én, der fortæller, at kommunen har et tilbud om sorggrupper for børn mellem 9-12 år. Men der er tilsyneladende ingen, der har meldt sig de seneste to år – til trods for, at der statistisk set hvert år er 350 børn i kommunen, der oplever, at deres far eller mor bliver indlagt med en alvorlig sygdom, og 17 børn, der mister en forælder.

Fritz Blikdal er alenefar til fire børn, efter at hans kone Anne er død


På billedet: Det er på alle måder et stort ansvar at være alenefar til fire børn - alene det at få hverdagen til at fungere med opvask, madpakker og fritidsinteresser er noget af en kabale at få til at gå op, fortæller Fritz Blikdal 

- Jeg blev rent ud sagt forbavset – de måtte simpelthen tage gas på mig! Det er en mærkelig prioritering, at kommunen ikke har noget beredskab for familier som vores. Det kan ikke ødelægge mange kommunale budgetter at hjælpe disse børn, mener Fritz.

Han er dog fast besluttet på, at hans børn ikke skal lide under kommunens prioriteringer. Så han begynder at søge. Og til sidst finder han en privat sorggruppe i Odense, næsten 50 kilometer væk, der har plads til Carla og Tea.

- De tog heldigvis imod os ret hurtigt – og det gjorde en verden til forskel for pigerne, selvom det da var endnu en logistisk udfordring for mig som alenefar at køre frem og tilbage med dem til Odense på forskellige ugedage. Jeg tror, at det kan være svært for andre i min situation, der måske ikke har mit netværk og mine ressourcer at trække på, siger han.

Tilbage til fællesskabet

For Tea, der i dag er 15 år gammel, var sorggruppen et frirum, hvor hun kunne lufte nogle af de tanker, som ellers føltes forbudte.

- For eksempel følte jeg, at hverdagen var blevet lettere efter min mors død. Mens hun var syg, var hun hele tiden inde og ude af hospitaler, og jeg tænkte altid ’hvad nu hvis...’. Det var faktisk mere krævende end bagefter. Men det var forvirrende at føle sådan, og jeg var i tvivl, om det var normalt, fortæller hun.

Mødet med andre unge med lignende oplevelser i bagagen gjorde Tea mere sikker på sig selv. Og i dag føler hun sig ikke længere så forkert. 

- I sorggruppen følte jeg mig accepteret, og der var ingen, der kiggede mærkeligt på mig. Før var jeg nervøs for at sige, hvordan jeg egentlig havde det, og jeg følte mig anderledes end alle andre på min skole. Men det går meget bedre nu. Jeg er blevet mere åben og en del af fællesskabet igen, forklarer hun.

Døtrene Carla og Tea


Takket være sorggrupperne føler både Tea (15) og Carla (13), at de er kommet et godt sted hen i dag, hvor det er okay at savne deres mor - uden at savnet skal fylde det hele

Lillesøster Carla gik i en sorggruppe for lidt yngre børn. Og også for hende var det en befriende oplevelse.

- Det er rigtig hårdt ikke at have en mor, og det var svært for de andre i klassen at forstå. Men i sorggruppen kunne jeg snakke om min mor på en god måde, fordi der var så mange, som også havde prøvet det, fortæller hun.

- Hvis ikke jeg havde gået der, tror jeg, at jeg ville være trist og sur hele tiden – så ville jeg bare ligge alene i min seng hele dagen. Jeg bliver stadig trist, når vi taler om ordet kræft eller om min mor. Men sorggruppen hjalp mig meget, så jeg ikke flipper helt ud over det, forklarer hun.

Deres far Fritz har også mærket en tydelig forskel på sine døtre.

- De har fået god hjælp, og selvom det stadig er svært at være teenager og have mistet sin mor – så er problemerne slet ikke så store som før. Og når jeg så samtidig kan se på mine drenge, der endnu ikke har fået hjælp, at de stadig har meget at slås med… så kan jeg virkelig ikke forstå, hvorfor der ikke bliver gjort mere på det her område, siger han.

Fritz’ ældste søn, Oskar, skulle på efterskole, da pigerne begyndte i sorggruppe. Og den yngste, Viggo, var endnu for lille. Men efter planen begynder de begge i sorggruppe i Odense inden længe. 

Se video med familien Blikdal

Lokalpolitikerne i Svendborg Kommune har i efteråret 2021 vedtaget, at der fremover skal være sorggrupper på skolerne - ikke mindst på baggrund af familien Blikdals historie og en dedikeret indsats fra Kræftens Bekæmpelses lokale frivillige. 

Læs hele historien:

Da børns sorg kom på dagsordenen i Svendborg

Kræftens Bekæmpelse anbefaler

  • At alle kommuner og regioner har en pårørendepolitik, som også inkluderer børn som pårørende.
  • At lærere, pædagoger og sundhedspersonale kompetenceudvikles, så de er godt klædt på til at støtte børn, som er pårørende.
  • At der oprettes sorggrupper på alle skoler.
  • At der indgås aftaler på tværs af sektorer, som sikrer samarbejde og kommunikation om børn som pårørende.


Læs mere:

Det mener Kræftens Bekæmpelse om børn som pårørende

Kræft er ikke for børn

Kampagnen 'Kræft er ikke for børn' sætter fokus på og samler penge ind til forskning, forebyggelse og patientstøtte i relation til børn og unge, som rammes af kræft – både som patienter og som pårørende.

Læse mere om kampagnen:

Kræft er ikke for børn