Midt i coronakrisen:
Kræftramte Anne og Franz holdt digitalt bryllup

Brylluppet var planlagt ned til mindste detalje. Men så kom coronavirussen. Det tvang Anne Smidt og Franz Posch til at tænke kreativt. For Anne er alvorligt syg af kræft og kan ikke tåle at blive udsat for smitte. Men hun har heller ikke tid til at udskyde brylluppet, da ingen ikke kan sige, hvor længe hun har igen. Og her opstod idéen om en stor, festlig fejring, hvor folk deltog over computeren.

Af: Charlotte Taarnhøj Dahlstrøm    Foto: Mads Due Egeslund og private fotos 

Opdatering: Anne Smidt sov stille ind den 3. juni 2020, mens hun var omgivet af sin allernærmest familie. Efter aftale med familien har vi valgt stadig at have artiklen om Anne og Franz' bryllup liggende. Artiklen og bryllupsvideoen betød rigtig meget for både Anne og Franz, og det er en livsbekræftende fortælling, som vi håber og tror, at mange stadig kan finde inspiration i.
De varmeste tanker går til Anne og hendes famlie for modet til at dele denne smukke kærlighedshistorie med os alle.
Hvil i fred.

- Vi svæver stadig på en lyserød sky. Det var en fantastisk dag, selvom den kom til at foregå anderleder end vi oprindeligt havde planlagt. Men nu er vi endelig blevet gift. Det har længe stået øverst på min ønskeliste over ting, jeg skal nå i mit liv – og vi nåede det! Vi fik ovenikøbet lov til at fejre dagen sammen med vores venner og familie – uden at vi selvfølgelig var fysisk sammen. 

Sådan fortæller Anne Smidt efter, at hun lørdag den 21. marts – på sin 29 års fødselsdag – hjemme i huset i Århus sagde ja til sin kæreste, Franz Posch.

Billedet ovenover: Stuen var pyntet op til bryllupsfest, da Anne og Franz blev gift. Alle gæster, der deltog digitalt havde pyntet op på samme vis. 

At blive gift har længe stået øverst på min ønskeliste over ting, jeg skal nå i mit liv - og vi nåede det! 

Anne Smidt, 29 år, nygift kræftpatient

'Livet kom på tværs'

Anne har drømt om at blive gift, siden hun var en lille pige. Da hun i februar 2018 mødte Franz, med det band han spiller i, var hun ikke i tvivl om, at det var ham, hun en dag ville give sit ja. At det skulle ske så hurtigt og på denne måde, havde ingen af dem dog regnet med. 

Men pludselig livet kom på tværs. Og det endda af flere omgange. Først i december 2018, da Anne efter mange lægebesøg fik konstateret den sjældne form for kræft, bløddelssarkom. Det er en kræftsygdom, der opstår i kroppens støttevæv, f.eks. muskler, bindevæv, fedtvæv og kar. I Annes tilfælde sidder den i ryggen.

Til at starte med var lægerne optimistiske, men i december sidste år måtte de desværre erkende, at de ikke kunne få bugt med Annes sygdom. Anne var uhelbredelig syg. 

Inden alt dette, havde Franz friet, og brylluppet skulle fejres til sommer. Men lægerne anbefalede, at Anne og Franz blev gift hurtigst muligt.

En ny dato blev lagt fast, og de seneste måneder har stået i brylluppets tegn. Alt var planlagt ned til mindste detalje. Invitationerne sendt ud til omkring 100 mennesker. Brudekjolen købt, ringene specieldesignet, maden bestilt og pynt til festen i hus.

Anne sidder i hospitalesseng med ryggen til kameraet, man kan se, hvor hun er blevet opereret.

Billedet ovenover: I januar 2018 blev Anne opereret for kræft i sin ryg. Det var en omfattende operation, men det lykkedes lægerne at sy hende så flot sammen, at Annes smukke tatoverede sommerfugle stort set forblev intakte. 

Men så kom livet på tværs igen. Denne gang i form af coronavirussen, der for 14 dage siden for alvor rullede ind over Danmark. 

- Jeg havde lige gennemgået en stor operation i ryggen, hvor jeg næsten havde mistet min førlighed – og så kom det her oveni. Vi kunne jo godt se, at vi nok var nødt til at aflyse vores bryllup, og det kunne jeg slet ikke kapere. Der gik faktisk fire dage, hvor vi slet ikke talte om det.

- For vi kan ikke bare udskyde brylluppet og vælge en ny dato, da ingen kan sige, hvor jeg er henne om bare en uge på grund af min sygdom. Og jeg kan heller ikke udsætte mig selv for at blive smittet med coronavirus, så vi kunne ikke se nogen anden udvej end at aflyse, fortæller Anne.

Men det kunne Annes svigermor. Så hun præsenterede Anne og Franz for idéen om et virtuelt bryllup: 

- Hun foreslog, at vi skulle opsætte et konferencekald via et program, der hedder Zoom. Alle vores gæster skulle være på med video, og på den måde kunne vi stadig være sammen – bare i hver vores bolig Da den plan tog form, kunne jeg pludselig trække vejret igen. Og så begyndte vi at glæde os.

Anne ligger i hospitalsseng, Franz kysser hende

Billedet ovenover: Franz har stået ved Annes side gennem hele hendes kræftsygdom. I slutningen af januar oplevede Anne pludselig nedsat kraft i sine ben og skarpe smerter. Hun blev indlagt akut, det viste sig at være tværsnitsyndrom, en forsnævringen på rygsøjlen samt et brud på rygsøjlen.

'Nu kan det ikke gå galt!'

På ganske få dage blev et helt nyt arrangement stablet på benene., Anne og Franz pakkede gaveposer til alle gæsterne. I dem lå deres bordkort og pynt, så alle kunne pynte op til bryllup i deres eget hjem. Cateringfirmaet portionsanrettede maden, og de piger, der skulle have serveret til festen, sagde i stedet ja til at køre rundt og levere mad, gaveposer og drikkevarer til gæsterne.

 Da Anne og Franz i lørdags vågnede op til en smuk dag med høj sol og rimfrost i græsset, var det med sommerfugle i maven og store forventninger til dagen. Formiddagen gik med at pynte rækkehuset og gøre klar til fest. Gaver og blomster blev leveret på dørtrinnet hele formiddagen igennem, og om eftermiddagen ankom præsten, en fotograf, to vidner og Anne og Franz’ mødre. 

Videokameraet blev sat op og indstillet, så alle gæsterne kunne se brudeparret. Langsomt begyndte de festklædte gæster at dukke op på fjernsynsskærmen i stuen, og så gik vielsen i gang.

Anne og Franz bliver viet i deres stue

Billedet ovenover: Franz' familie er katolikker, så vielsen foregik på katolsk. Og selvom det her ikke er skik og brug at brudeparret kysser, så sneg parret sig til et kys lige efter vielsen. 

- Det var en meget speciel følelse at sidde der i sin egne stue i brudekjole. Vores mødre stod og så på med tårer i øjnene, og jeg tænkte bare: ’ Nu kan det ikke galt – nu sker det endelig!’ Det var helt vildt overvældende. 

Anne og Franz har været isolerede de sidste par uger af frygt for at bliver smittet med coronavirus, og ingen af dem havde set deres mødre længe, så også det var en overvældende oplevelse.

- Jeg græd bare, da jeg så min mor – jeg følte mig som en lille pige igen. Men vi skulle jo stadig holde afstand, så jeg kunne selvfølgelig ikke kramme hende – men det var fantastisk, at hun var med, smiler Anne. 

Efter vielsen tog præsten, vidnerne og de to mødre afsted igen. Kun fotografen blev for at tage et par billeder af det nygifte par ude i haven. 

Og snart efter tonede de 99 gæster frem på skærmen igen. Den første time gik med, at alle hver især præsenterede sig selv og fortalte om deres relation til brudeparret. Dernæst fik alle tid til at varme forretten, og mens selskabet spiste begyndte de første taler og indslag. Alt sammen som ved et helt traditionelt bryllup – eneste forskel var, at gæsterne sad hver for sig og kun fulgte med på skærmen.

Anne og Franz giver hinanden ringe på

Billedet ovenover: Med hunden Tilde i skøddet studerer Anne og Franz deres specialdesignede vielsesringe. 

Bryllupskage, brudevals og brudebuket

Efter middagen skar Anne og Franz bryllupskage, de dansede brudevals, og Anne kastede brudebuketten.

På en særlig hjemmeside, havde de skrevet navnene på alle singlepigernes navne ind. Da Anne kastede buketten, trykkede Franz på en kanp, og hjemmesiden valgte den person, der havde grebet buktten. Og dagen efter blev en lignende buket leveret til den heldige ’griber’'.

Anne klippede Franz sokker, og parret åbnede gaver foran gæsterne, der sluttede af med at synge fødselsdagssang for Anne, der nu endelig kan kalde sig fru Posch. 

- Det var en helt vidunderlig aften. Vi forsøgte at holde fast i alle traditionerne, og det lykkedes virkelig godt. Vi blev siddende foran skærmen indtil kl. 3 om natten og snakkede og grinede med vores venner, fortæller Anne og fortsætter:

- Vi har grædt meget og været rigtig kede af situationen. Det var megahårdt at give slip på drømmen om den store bryllupsfest, hvor vi skulle fejre vores kærlighed sammen med alle vores venner og familie.

- Men da vi begyndte at give slip, kunne vi godt se, at det her også ville blive fedt. Vi var fyldt af lykke hele dagen, og vi er vildt lettede over, at vi på ingen måde er gået på kompromis.

- Jeg håber, at vores ide kan inspirere andre til at gøre tingene på en ny måde. Det kan godt lade sig gøre – og man bliver mindst lige så glad.

Billedet til højre: Fra fjernsynsskærmen i stuen kunne Anne og Franz feste sammen med alle deres venner og familie.

Se video fra Anne og Franz' store dag

Bløddelssarkomer

  • Bløddelssarkomer er en kræftsygdom, der opstår i kroppens støttevæv, f.eks. muskler, bindevæv, fedtvæv og kar. Bløddelssarkomer kan forekomme forskellige steder i kroppen, men opstår oftest i arme og ben.

  • Der er tre symptomer, der kan give mistanke om et bløddelssarkom: En overfladisk bløddelsknude på over 5 cm i diameter. En bløddelsknude, der vokser hurtigt. Alle dybtliggende bløddelsknuder.

  •  Antallet af personer, der får stillet diagnosen, har været stigende gennem de seneste omtrent 25 år. Men der er tale om en sjælden sygdom, der årligt rammer omkring 200 danskere.

  • Behandlingen foregår på et af Danmarks specialiserede sarkomcentre, som findes på universitetshospitalet i Århus og på Rigshospitalet/Herlev hospital. Her samarbejder et tværfagligt team om at tilbyde den bedst mulige behandling.

Læs mere om bløddelssarkomer

Få rådgivning om kræft og corona

Læs også...

Anne og Franz brugte programmet Zoom til deres digitale bryllup. Det er et program, der kan bruges til videokonferencer.

Læs mere om Zoom

Anne har brugt Ung Kræft - Kræftens Bekæmpelses netværk for unge kræftpatienter gennem sit forløb.

Læs mere om Ung Kræft