|
Fire dage efter det første kys med Christina opdagede lægerne nogle mistænkelige pletter på Charlotte Bøvings lunge. På det tidspunkt havde hun i flere år levet med visheden om, at hun bar rundt på en uhelbredelig tumor i maven. I lang tid havde hun ikke mærket synderligt til den – men nu begyndte kræften igen at røre på sig. - Det var et flammehav af følelser. På den ene side var jeg smaskforelsket, og på den anden skulle jeg nu endnu engang forholde mig til min egen dødelighed, fortæller Charlotte. Hun vidste, at hun netop havde mødt sit livs kærlighed i Christina. Men under disse omstændigheder kunne det ikke blive til mere. - Jeg sagde til Christina: ’Jeg er et dårligt lod. Du skal videre!’. Men hendes eneste svar var, at hun hellere ville være sammen med mig i ti minutter, end slet ikke at være sammen med mig. Og fra da af lænede jeg mig trygt ind i det her forhold, erindrer Charlotte. Og sådan blev det. Få uger senere sad det forelskede par derfor og diskuterede død, begravelse og testamente. - Jeg ville ikke have, at andre skulle tage stilling, til, hvad der skulle ske med mig, hvis jeg lå og rallede på et senere tidspunkt. Jeg havde brug for selv at træffe de vigtige beslutninger, forklarer hun. Pletterne på lungerne forsvandt efter nogle måneder – det var sandsynligvis en virus. Men lige siden den dag for to et halvt år siden har Christina siddet ved Charlottes side gennem hver eneste scanning, undersøgelse og prøvesvar. Alligevel insisterer de begge på, at sygdommen ikke skal være centrum i deres forhold. - Vi er kærester, ikke ’behandler’ og ’syg’. Det kan lynhurtigt tage en drejning, hvor man glemmer alt det, der er vigtigt i et parforhold: Intimiteten, kærligheden, elskoven. De ting vil vi holde liv i, så længe vi overhovedet kan, understreger Charlotte. Men ved siden af passionen og kærligheden lever samtalen om døden videre. For med en uhelbredelig kræftdiagnose i rygsækken er den umulig at komme udenom. Og det skal man – efter Charlottes mening – for guds skyld heller ikke forsøge på. |
Charlotte og Christina taler ofte om, at de er de manglende puslespilsbrikker i hinandens liv. Så da de kom forbi dette gulv på en ferie, var der ingen vej uden om at få kameraet frem.
|
Da Charlotte i 2016 får konstateret uhelbredelig kræft, kommer det som et chok. Tv-lægen er selve billedet på det sunde liv, når hun toner frem på skærmen i Go’ Morgen Danmark og Lægen Flytter Ind. Hun har dyrket dans, håndbold og triatlon på eliteplan. Hun er konstant på farten. Men to dage efter en tv-optagelse må hun lade sig indlægge med tarmslyng. Og det viser sig desværre at dække over noget endnu værre. Det første, Charlotte gør, efter at lægen har overbragt hende den barske nyhed, er at gå på nettet for at tjekke overlevelsesraten for sin kræfttype. Her kan hun læse, at kun halvdelen af patienter som hun er i live fem år efter diagnosen. - Jeg tænkte ’hold op mand, måske er jeg her ikke om fem år?’. Og så traf jeg nogle beslutninger, som jeg nok ikke havde truffet i dag, fortæller hun. |
Charlotte fik fjernet næsten en meter af sine tarme, da kræftknuden blev opereret ud
|
I den første tid er Charlottes fokus kun på at overleve. På rekordtid vender hun tilbage til jobbet. Hun træner benhårdt for at komme tilbage i form. Og midt i sygdommen finder hun sammen med sin ex-kæreste, for kort efter at blive gift. Men langsomt begynder Charlottes drømme at bevæge sig i en ny retning. - Det gik op for mig, at jeg ville mere end bare at være en overlever. Jeg ville leve rigtigt. Og det betød, at jeg tog en masse ting op til revision, forklarer hun. En af dem er kærligheden. Hun og hendes daværende kone har meget forskellige ønsker til livet, og forholdet gør ikke nogen af dem glade. Så en dag i bilen på vej til barnedåb tager Charlotte en stor beslutning: Hun vil skilles. Et par timer senere møder hun Christina. Eller… de kender faktisk hinanden – de er begge faste deltagere til den samme årlige julefrokost, hvor de ofte er faldet i snak. Men pludselig slår lynet ned. Og det med at leve i stedet for bare at overleve får en helt ny betydning. |
7. august 2021 sagde Charlotte og Christina ja til hinanden ved et stort bryllup i hjembyen Varde
|
I dag er Christina og hendes børn flyttet ind i Charlottes villa i Varde. De arbejder sammen i Charlottes praksis, og ved siden af skriver de bøger, udvikler tv-koncepter og holder foredrag. I fritiden står de på ski, cykler, rejser og spiller tennis i baghaven. - Jeg er meget bevidst om, hvordan jeg lever mit liv nu om dage. Tidligere arbejdede jeg sindssygt meget. Der er stadig gang i den – men jeg siger kun ja til sjove eller spændende opgaver. Og vi gør det hele sammen, understreger hun. Charlottes kræftknude er der selvsagt stadig. Men den vokser langsomt, og hendes tal er stabile. - Jeg var til tjek for et par uger siden, og alt så fint ud. Så jeg render ikke rundt og spekulerer på, om jeg er i live om et år. Jeg tager fem år ad gangen: Er jeg i live om fem år, er jeg glad. Og får jeg fem år mere, er det endnu bedre. Det er jeg afklaret med, siger hun. Charlotte er ikke bange for at dø. Hun har efter eget udsagn en meget naturvidenskabelig tilgang til emnet og gør sig ingen forhåbninger om et efterliv. - Jeg tror ikke på et liv efter døden – kun som de aftryk, vi sætter i andre mennesker, mens vi lever. Så vi skal huske at opføre os ordentligt på vejen, smiler hun. |
|
For Christina er det også befriende, at Charlotte er så afklaret med diagnosen. - Det er ikke tabu, at der er en diagnose i vores liv.Og derfor behøver hun ikke trippe rundt og behandle mig som et råddent æg – altså én, der ikke kan tåle noget. Vi skændes som alle andre, og vi brænder aldrig inde med noget. Og netop derfor lander vi altid sammen igen, forklarer hun. Netop tabuet ligger parret meget på sinde. Lige fra skolegården til lægens konsultation kigger mange af os væk, når samtalen drejer hen mod døden. Men det har Charlotte og Christina sat sig for at ændre på. Så derfor skriver de lige nu sammen på en bog om døden med udgangspunkt i deres eget liv. Forhåbentlig kommer der senere hen også et tv-program ud af det. - Vi vil gerne være med til at fjerne tabuet. For der er faktisk noget enormt smukt ved døden, når man forliges med den. Og det er jo dybt mærkeligt, at vi har en kultur, hvor vi ikke tør tale om døden. Den rammer altså os alle, påpeger hun. |
|
I Charlottes optik er det mest skræmmende ved døden de smerter, der nogle gange følger med i den sidste tid. Og sådan tror hun egentlig, at mange mennesker har det. ”Hvis vi kunne love alle mennesker en rimeligt smertefri død, tror jeg ikke, folk ville frygte den så meget. For de pårørende er det selvfølgelig hårdt at se på et elsket menneske, der ligger og raller. Men når man selv kommer derud, er man faktisk sjældent generet af det. Det er godt at vide, understreger tv-lægen. |
|
Sideløbende med de mange projekter arbejder Charlotte som praktiserende læge i Varde, hvor hun har boet det meste af sit liv. Hun er sikker på, at det at have en alvorlig diagnose har givet hende en dybere forståelse for sine patienter. - Jeg er blevet en mere omsorgsfuld læge, efter jeg fik kræft. Men også en mere direkte læge, der ikke er bange for at skubbe lidt til mine patienter, for at de skal turde tage de vigtige beslutninger, forklarer hun. - Selv om man får en diagnose, er det jo ikke nødvendigvis det, man skal dø af. Så når en patient spørger, om han skal dø af sin sygdom, så siger jeg altid, at det ved jeg da ikke. Det kan også være, han går ud foran en bil på vej hjem. Han skal ikke lade sygdommen styre alt. Han skal turde lade livet gå videre. Samtidig opfordrer hun sine patienter til at tage de vigtige snakke med deres pårørende, inden det er for sent. Både i forhold til død, begravelse og organdonation. Men også praktiske ting som at sætte partneren ind i, hvordan huset og økonomien fungerer. - Det er min oplevelse, at mange af mine patienter finder disse samtaler forløsende. Og der er en anden respekt, når jeg siger de her ting i dag end for ti år siden, for nu er jeg jo også selv midt i det, siger hun. |
|
Charlotte oplever mange patienter, der ligesom hende selv begynder at tage livet mere alvorligt, når de får en diagnose. - Fordi vi står helt ude på kanten, begynder vi at lægge mærke til, at solen skinner, og blomsterne springer ud. På en måde giver det en mulighed for at sætte fokus på det, der er lige nu og her, og ikke alt det, vi skal nå og som ligger ude i fremtiden, forklarer hun. Det betyder naturligvis ikke, at folk ikke bliver kede af det, når de får en alvorlig diagnose som kræft. Sorgen og tårerne er en naturlig del af livet og døden, som man som læge skal kunne håndtere. Og også her kan hun trække på sine egne erfaringer. - Jeg er blevet bedre til at turde være i det, når nogen græder. Jeg behøver ikke sige ’nårh, du skal ikke være så ked af det’ – jeg skal bare rumme dem og deres følelser og måske gå over og hente noget, de kan tørre øjnene i. Nogle gange bliver jeg da også selv ramt, når patienter, jeg har kendt i 10, 20 eller 40 år får en alvorlig sygdom. Det vækker en masse følelser hos mig – og det er helt okay, fortæller hun. |
|
Før Charlotte fik kræft, var hun typen, der ikke kunne få det vildt nok: Ingen pukkelpist var for sort, og ingen bjergside for stejl til at ræse ned ad på cykel – ikke sjældent med livet som indsats. - Jeg tænker mere over tingene i dag, for jeg gider simpelthen ikke dø lige nu, siger hun. Men når hendes tid kommer, er Charlotte klar. Og det samme er rammerne i villaen i Varde, som hun købte og satte i stand for tre år siden med henblik på, at det skulle være et godt sted både at leve og dø: Soveværelse og badeværelse er rykket ned ved siden af køkkenet i stueetagen, og der er panoramavinduer hele vejen rundt. - Uanset hvor jeg er i soveværelset, kan jeg kigge ud. Så kan jeg ligge der og være syg og nyde den smukke natur og vores dejlige hus, fortæller Charlotte. - Og så skal jeg selvfølgelig have mine elskede omkring mig: Christina, børnene og alle vores hunde skal ligge oppe i sengen hos mig. Det er sådan, jeg drømmer om at tage herfra. |
Charlottes hunde er med hende overalt - og det kommer de også til at være i den sidste tid
Tekst: Rikke Hovn Poulsen Foto: Hans Bach og privat