Da kræften svandt ind og lægerne jublede, følte Denise ingen glæde

Først tror Denise Andersen, at det er en joke. En rigtig dårlig joke:

- Jeg havde jo lige vænnet mig til tankegangen om, at jeg skulle leve med at være syg.

Nu sidder hun til en samtale på Aarhus Universitetshospital og har netop modtaget en besked, som vender alt, hvad hun tænkte om sin fremtid, på hovedet:

- Metastaserne er skrumpet, siger lægen. Hun kan blive rask! 

Denise har på det tidspunkt været igennem to kræftforløb og en kæmpe følelsesmæssig rutsjebanetur. Nu forventes beskeden at få hende til at ånde lettet op og være glad.

Lige dér er det bare slet ikke sådan, hun har det.

Ordene brænder sig fast

Det hele starter som smerter i knæet i foråret to år tidligere. Denise tænker, at det må være vokseværk. 

Hun er 17 år gammel og den ældste i en søskendeflok på fem, som bor sammen med deres forældre i Silkeborg. Tanken om, at der kan ramme hende noget alvorligt, har end ikke strejfet hende på det her tidspunkt.

Smerterne bliver dog værre og begynder også at gå op i hoften. Det får hende til at gå til lægen.

Ét af buddene fra lægen er, at det er et springerknæ – en skade, som er særligt hyppig blandt idrætsudøvere, der laver mange hop.

Ifølge Denise er der bare noget, som ikke stemmer:

- Alle, der kendte mig, ville sige, at jeg var det mest dovne menneske. Hvis jeg kunne sidde på sofaen hele dagen, så gjorde jeg det.

Så i august bliver hun sendt videre til røntgenfotografering og efterfølgende scanning af sit knæ og sin hofte.

Hun er begyndt at halte, når hun går. Hun har svært ved at sove. I den butik, hun arbejder i, får smerterne hende til at bryde ud i gråd, når der ikke er kunder. Og i skolen har hun svært ved at sidde stille på en hård træstol hele dagen.

Alligevel tænker hun, at det er hende selv, der overdriver. Lige indtil hun sammen med sin mor er hos lægen for at få svar på scanningen.

- Det kunne godt gå hen og blive noget grimt noget, siger lægen.

En formulering, der siden har brændt sig fast i hendes hukommelse. Ordet kræft bliver ikke nævnt, men det er her, hun første gang fornemmer alvoren. Hun skal have foretaget en biopsi og så til endnu en samtale. Men svaret på biopsien kommer før end ventet. 

Den højeste knæklyd

En tidlig morgen, da Denise rejser sig fra sengen, knækker hendes ben sammen under hende. Hun går fuldstændig i panik.

- Det er den højeste knæklyd, jeg nogensinde har hørt. Den kan stadig give ekko inde i mit hoved, husker hun.

Denise begynder at skrige, og de fire yngre søskende, der sover i samme afdeling af huset som hende, kommer stormende ind.

Hun ryger på det lokale hospital i en ambulance, men bliver sendt videre til Aarhus Universitetshospital, hvor hendes udredning er i gang.

Hun ligger i en hospitalsseng og er med sine egne ord ’helt dopet op på smertestillende’, da en læge kommer ind med den afgørende besked.

- Jeg har mange minder fra mit sygdomsforløb, som er tågede på grund af al det dér smertestillende. Men så er der lige nogle få ord og ansigter, jeg kan huske tydeligt, fordi det har påvirket mig så meget, fortæller Denise.

Denne læges ansigt er, ligesom ordene til scanningen, ét af dem.

'Det grimme’ har vist sig være kræft i lårbensknoglen, fortæller han. Og det er det, der har fået hendes ben til at brække.

I Denises tilfælde vil lægerne forsøge at skrumpe kræften med ti ugers kemoterapi og derefter erstatte et stykke af lårbensknoglen med metal. Desværre lykkes det ikke.

Da tre læger og to sygeplejersker en torsdag tager opstilling omkring hendes hospitalsseng, ved hun godt, hvad klokken er slået.

De bliver nødt til at amputere hele hendes ben, lyder beskeden. Nu kan hun få lov at tænke over, om hun vil opereres om tirsdagen, fem dage efter, eller vente to dage yderligere til om torsdagen.

- Og jeg siger bare, at jeg skal ikke have weekenden til at tænke. Hvis det er så slemt, at I vil skære i min krop og fjerne så meget, så vil jeg have det af tirsdag. Det skal bare væk, husker Denise.

En amputation og fem kemobehandlinger senere bliver hun erklæret sygdomsfri.

Hun får en lavet en protese og lærer at gå så godt, at den nærmest ikke bemærkes af omgivelserne. Med genoptræning og en stor portion stædighed kan hun efterhånden føle sig som den gamle Denise.

Det bliver dog kun for en tid.

Uhelbredeligt syg

Anden gang er der ingen smerter. Faktisk mærker hun slet ikke noget. Men ved en rutinemæssig kontrol sommeren efter er der pletter på Denises lunger, fortæller en tårnhøj mandlig læge, som hun kommer til at se meget mere til. 

Pletterne viser sig at være metastaser - det vil sige kræftceller, der har spredt sig. Og denne gang er udsigterne noget anderledes. 

- Når metastaserne sad de steder i lungerne og havde den størrelse, så havde lægerne ikke erfaring med at kunne kurere det, husker Denise. 

Rask skulle hun aldrig regne med at blive.

 - De havde kun oplevet at kunne indkapsle kræften med kemoterapi, så jeg forhåbentlig kunne leve mange år med det. Men enten ville jeg dø af det, eller også kunne de forlænge min tid ved at indkapsle det.

Hun får besked på at tage hjem og lade det hele synke ind. Det er lettere sagt end gjort.

De følgende dage sover hun på en madras på gulvet på én af sine søskendes værelse. Når hun er vågen, skal tv’et konstant være tændt, eller hun skal sidde foran en computer. Hun bliver nødt til at distrahere sig selv. Hun vil ikke være alene. Ellers kan hun ikke være i det.

- Jeg var jo lige begyndt på mit liv igen. Jeg var begyndt i skole. Jeg var begyndt at gå igen. Jeg var begyndt at lære alt igen, fortæller Denise. 

- Så står jeg dér som 19-årig, og jeg troede lige, at jeg havde fået mit liv tilbage. Og nu er det ikke sikkert, der er noget liv… rent faktisk.

Fokuserer kun på i dag

Da chokket har lagt sig, begynder Denise at vænne sig til det nye vilkår: At skulle leve med at være syg.

- Jeg kunne ikke klare tanken om at skulle håbe på at blive rask, fortæller Denise.

At gå med et håb bliver for urealistisk og skrøbeligt. Det får stor betydning for den måde, hun tænker på:

- Jeg ved ikke med sikkerhed, om jeg har i morgen. Men jeg ved, jeg har i dag. Og det er dét, jeg fokuserer på.

Hun har udsigt til livsvarig behandling med den kemo, som i første sygdomsforløb gjorde hende så dårlig, at hun kastede op hver time. Alligevel beslutter hun sig for, at nu skal hun sige ja til så mange ting som muligt:

- For så fik jeg oplevelser – og jeg ville hellere fortryde at gøre noget end fortryde ikke at have gjort det, husker hun.

Samtidig får hun en fast cyklus, hvor hun skiftevis går halvanden uge i skole og så har halvanden uge, hvor hun får kemo og kommer sig oven på det. Indimellem bliver hun scannet, så lægerne kan følge med i, hvordan det går med behandlingen. Der er kommet rutiner og en grad af forudsigelighed ind i hendes hverdag.

Men pludselig sprænger lægerne, hvad der for Denise føles som en ny bombe.

Kunne ikke være glad

- De var overraskede og helt oppe at køre, da de fortalte mig det, husker Denise.

Tasken er pakket, som den plejer, og hun er mødt op på hospitalet i forventning om at blive de næste fire dage og få kemo.

Men nu sidder hun til den samtale, hvor lægen vender alt på hovedet, da han siger:

- Metastaserne er skrumpet. Vi kan operere det ud nu.

Der er sket det, hun ikke turde håbe på: Hun kan blive kræftfri.

Faktisk er lægerne allerede i gang med at planlægge næste skridt. Og det føles, som om det hele pludselig går megahurtigt, husker Denise.

Hun skal ikke længere have den planlagte kemo, men skal i stedet beslutte, hvor hun vil opereres. Derefter skal hun faktisk bare hjem igen og vente på en operationsdato.

Denise går ned på den kræftafdeling, hvor hendes taske står. Sygeplejerskerne spørger overraskede, om hun ikke skal have kemobehandling alligevel. De bliver ovenud glade, da hun genfortæller den besked, hun netop har fået.

Derefter sætter hun sig for sig selv i en sofa, ringer til sin mor og får som ventet endnu en reaktion af stor glæde. 

Men for Denise føles det uvirkeligt.

 - Det var jo en fantastisk besked. Men når jeg ligesom havde vænnet min hjerne til at tænke: Vi har ikke mere end i dag. Så var det så overvældende at få at vide, at jeg faktisk blev sur, husker hun.

Nu skal hun ændre sin tankegang til, at hun faktisk har en fremtid. Det forsvar, hun har bygget op for at beskytte sig selv, falder fuldstændig fra hinanden. 

- Det var så hårdt at vænne mig til at være syg og ikke kunne blive rask. At jeg nu skulle vende min tankegang igen – det var lige så hårdt, fortæller Denise.

- Så står man dér: Okay, jeg har et langt liv, som jeg ikke troede, jeg havde. Hvad skal jeg gøre med det? Jeg aner det ikke. 

En reaktion, som ikke nødvendigvis giver mening for hendes omgivelser.

- Jeg blev meget mødt af den dér: Du skal jo bare være glad og taknemmelig for, at du overlevede. Men lige dér kunne jeg simpelthen ikke være glad – fordi det var så stor en omvæltning.

Beskeden skal have tid til at synke ind. Det er faktisk først efter, hun er opereret, at det bliver virkeligt for hende, og hun kan føle glæde over at blive fri af sygdommen.

En rus af kemo og kærlighed

En dag har Denise en veninde på besøg, som sidder med sin telefon og swiper løs på dating-appen Tinder.

- Du skal altså bare prøve det her, siger veninden.

Det er aldrig noget, hun selv havde fundet på. Hun har stadig tre måneders kemo tilbage, før hendes behandling endelig er færdig. Men nu vender hun tilbage til det løfte, hun gav sig selv nogle måneder forinden: At sige ja.  

- Og så ender jeg jo med at swipe til højre på én, der faktisk var ret sød…

De skriver sammen en uges tid. Så vil han gerne møde hende. Og hun beslutter sig for at lægge det hele på bordet: At hun får kemo, har mistet et ben og intet hår har på hovedet.

- De fleste forventer jo, at man har alle kropsdele, konstaterer hun.

Heldigvis er det ikke noget, der afholder ham fra at ville lære hende at kende.

En søndag klokken tolv bliver han inviteret hjem til hende og familien, hvor hun føler sig mest tryg.

Han skulle egentlig kun have været der et par timer. Men det ender med, at hendes far banker på døren til hendes værelse klokken elleve om aftenen. Han spørger, om hendes Tinder-fyr ikke snart skal hjem igen, for hun skal jo op og i skole næste dag.

Daten bliver hurtigt til flere. Derefter følger nogle måneder i en rus af kærlighed og kemo. Tinder-fyren bidrager med noget normalitet i hendes liv:

- På en eller anden måde hjalp det mig i sygdomsforløbet, fortæller hun. 

Svært at komme i gang igen

Når Denise ser tilbage på sit kræftforløb i dag, var hun slet ikke forberedt på, hvordan hun ville reagere undervejs – ikke mindst på beskeden om at blive rask.

- Jeg synes, det er vildt at tænke tilbage på, hvordan jeg egentlig havde det: At jeg ikke bare jublede. At jeg faktisk var mere sur, end jeg var glad, siger hun.

Hun håber, at andre vil give sig selv lov til at rumme alle de skiftende følelser, der kan opstå i et kræftforløb. Også dem, der ikke nødvendigvis giver mening, eller som opstår, efter kræftbehandlingen er ovre. 

- Jeg har, efter jeg har fået mine raskmeldinger, ligesom haft følelsen af, at det var svært at komme i gang igen, fortæller hun.

Efter andet sygdomsforløb oplevede hun, hvordan hjernen var påvirket af kemoen. Hun har bebrejdet sig selv, når hun ikke har kunnet indfri omgivelsernes forventninger om hurtigt at kunne vende tilbage til livet, som det var:

- De forventninger dér... Jeg har jo nogen gange været frustreret over, at jeg ikke kunne de samme ting som før. At det hele skulle læres forfra, forklarer hun.