Emma har mistet sin mor:
'Hendes kram er dét, jeg savner allermest'

17-årige Emma Møller har mistet sin mor efter et langt sygdomsforløb med hjernekræft. I en sorggruppe har Emma fundet et fællesskab, der giver styrke og håb – både under sygdomsforløbet og i sorgen, der følger efter.

Af: Nanna Kathrine Riiber   Foto & video: Privatfotos, video af Nis Vording Andersen 

Emma får ofte at vide, at hun ligner sin mor, Babette. Privatfotos. 

Når vennerne på Virum Gymnasium skal beskrive Emma Møller, siger de, at hun er udadvendt og smilende. Sådan kan 17-årige Emma godt lide det: Hun er den glade pige. Imødekommende og hjælpsom. Har en sød kæreste og dejlige veninder. Men hun er også Emma, der har mistet sin mor for et halvt år siden. Emma, der nu skal lære at leve uden sin mor.

Gennem sin mors tre år lange sygdomsforløb har Emma gået i en sorggruppe på Virum Skole med andre børn og unge, der enten har en alvorligt syg forælder eller har mistet en forælder. Gruppen er vigtig for Emma:

- Jeg har brug for sorggruppen. Den er et trygt rum, hvor jeg kan åbne mig fuldstændig op og fortælle om de ting, der fylder. Grundlæggende er det bare fantastisk at møde andre, som man er fuldstændig på bølgelængde med, siger Emma.

"Hun var den mest fantastiske mor, man kunne have. Og jeg ligner hende på en prik, har jeg fået at vide. Det gør jeg virkelig, jeg kan godt se det. Så når jeg ser i spejlet, så ser jeg også hende, og det er så dejligt."

Emma Møller

Et langt sygdomsforløb

Emmas mor døde af kræft i hjernen i december sidste år. Sygdomsforløbet startede pludseligt en februar-morgen, da Emma går i 7. klasse. Hun skal i skole, og ligger stadig og vågner i sengen, da hun hører et tungt bump og et uhyggeligt brøl ude fra køkkenet. Emma gemmer sig under dynen og håber på det bedste. En knude samler sig i maven. Så råber hendes far ude fra køkkenet, at hun skal ringe efter en ambulance.

Emma husker øjeblikket alt for tydeligt, selv om det er over 3 år siden. Lydene. Følelsen i kroppen. Emmas mor har fået et epileptisk anfald. Til at begynde med tror de, at det skyldes en godartet svulst. Det viser sig i stedet at være aggressiv hjernekræft.

Hun får kemobehandlinger, men hver gang vender kræften tilbage kort efter, at behandlingen er afsluttet. Da kræften spreder sig til frontallapperne, ændrer Emmas mor personlighed. Hun bliver vred, voldelig og helt anderledes end den kærlige mor, Emma kender.

- Det var forfærdeligt. Hun kunne sætte en facade op, når der var andre mennesker, men så snart vi lukkede døren derhjemme, var hun et monster. Jeg havde det meget svært. Jeg spiste ingenting, og begyndte at træne meget. Fitnesscenteret var et frirum, og jeg kunne ikke komme hurtigt nok derhen. Jeg spiste kun ét rigtigt måltid, det var frokosten i skolen. Morgenmad og aftensmad var jo derhjemme. Derfor spiste jeg meget hurtigt, så jeg kunne komme væk igen. Jeg tabte mig meget, og min far var meget bekymret for mig, fortæller Emma.

barndoms-foto af Emma og hendes mor

Emma med sin mor før en hjernetumor ændrede alt. Privatfoto.

Sorggrupper i skoler

Ingen børn skal stå alene med deres sorg, når mor, far eller søskende rammes af alvorlig sygdom eller dødsfald. Derfor arbejder OmSorg i Kræftens Bekæmpelse målrettet for, at flere kommuner etablerer sorggrupper på deres skoler.

I dag samarbejder OmSorg med 11 kommuner, der enten har eller er i gang med at etablere sorggrupper på deres skoler. OmSorg uddanner lærere, pædagoger og sundhedsplejersker. Desuden vejleder og støtter OmSorg skolerne i at oprette og drive sorggrupper for børn i sorg.

Pårørende – herunder børn som pårørende – er desuden et særligt fokusområde i Kræftens Bekæmpelses lokalforeninger, som arbejder på at indsatsen vokser sig endnu større de næste par år.

Hvis du vil vide mere er du velkommen til at kontakte OmSorg eller din lokalforening:

Kontakt Bettina Ragna Olesen, projektleder for sorggrupper i skoler: betro@cancer.dk eller mobil: Tlf. 30 38 15 19

Du kan også læse mere på OmSorgs hjemmeside:

Omsorg

Find din lokalforening

Ville ikke i sorggruppe

Til at begynde med havde Emma slet ikke lyst til at gå i en sorggruppe. Hun forestillede sig at sidde med en masse andre børn, der græd og fortalte sørgelige historier. Det var ikke tillokkende. Men hendes klasselærer blev ved med at tale om det, og en dag sagde Emma ja til at give det en chance.

- Det var en helt fantastisk oplevelse. Vi bearbejdede jo vores oplevelser og tanker ved at snakke sammen, og jeg følte mig 10 kilo lettere bagefter. I gruppen var der nogle drenge, der alle havde mistet deres mor. Jeg var bekymret for, om det ville tage håbet fra mig, for min mor levede jo stadig. Men det virkede helt modsat. De kunne genkende alle de ting, jeg sagde. Jeg havde f.eks. sådan nogle egoistiske tanker om økonomi, og hvad der skulle ske, hvis min mor døde. Havde min far og jeg penge nok? Kunne vi blive boende i huset? Alt det kunne de genkende, og det hjalp mig rigtig meget, siger Emma.

I videoen ovenfor fortæller Emma om sin mors kræftforløb og om sorggruppen, der viste sig at være helt anderledes, end hun troede. 

Samtalegruppe for unge pårørende

Hvis du er mellem 15-21 år og har en forælder med hjernetumor, har du mulighed for at deltage i en online samtalegruppe, hvor du møder andre unge i samme situation. 

Gruppen mødes online seks torsdage kl. 17-18.30, første gang torsdag den 24. september. Følgende fem mødegange: 8/10, 5/11, 19/11, 3/12 og 17/12.

Tilmelding og info:

Tlf. 70 20 26 58 /E-mail: hillerod@cancer.dk

Er du over 21 år og har en forælder med hjernetumor er der også en online samtalegruppe for dig. Gruppen mødes online en gang månedligt, første gang torsdag den 17. september kl. 16-17.30. De kommende mødegange aftales løbende. Denne gruppe varetages af HjernetumorForeningen.

Tilmelding og info:

Kontakt gruppeleder Anjee Gitte Carlsen på: anjee@hjernetumorforeningen.dk  

Læs mere og se alle online-samtalegrupper:

Online-samtalegrupper for kræftpatienter og pårørende

Emma flytter væk

I de sidste måneder af sygdomsforløbet, flyttede Emma ind hos sin onkel og tanke, og kom kun hjem på besøg. Det var for voldsomt for Emma at være hjemme hos sin mor på fuld tid.

- Det er svært at beskrive, hvordan det var. Jeg savnede min rigtige mor. Nogle gange ønskede jeg, at min mor ville dø, fordi jeg havde læst, at man ville glemme alle de dårlige ting, når et menneske dør, fortæller Emma.

I sorggruppen mødte Emma andre, der havde mærket nogle af de sammen følelser. Det var en stor lettelse at opdage, at hun ikke var alene om at have det sådan.

- I gruppen føler jeg mig ikke mærkelig. Nogle af de ting, jeg gør og tænker, troede jeg først var mærkelige. Jeg troede, at jeg var den eneste i verden, der havde det sådan. Men jeg opdagede, at det var jeg slet ikke. Der er faktisk børn i samme kommune, som har været ude for næsten det samme. Vi connecter på en helt anden måde. Vi kan dele vores liv og de dybeste, mørkeste tanker, siger Emma.

Emma og hendes far Martin

Emma med sin far, Martin. Privatfoto.

Emmas far betyder alt 

Gennem hele forløbet har Emmas far været hendes stærke støtte. Alligevel er der nogle ting, som selv han ikke forstår fuldt ud. Som Emma siger, er han er jo ikke teenager – og det er ikke hans mor men hans kone, der er syg. Netop den en-til-en forståelse finder Emma til gengæld i sorggruppen.

- Som lille tror man, at ens forældre er superhelte. Så opdager man, at de også har fejl. Men i den her periode med min mors sygdom har min far virkelig været min superhelt. Han har været min klippe. Og jeg har været hans, fortæller Emma.

Sammen i den sidste tid

Den sidste dag i november 2019 bliver Emmas mor indlagt. Hun er i naturligt koma, og de ved, at der ikke er langt igen. Så Emma flytter ind ved siden af sin mor på Herlev Hospital.

- Jeg fik at vide, at min mor kunne høre mig, selv om hun sov. Så hver aften fortalte jeg historier til klokken tre om natten. Og når sygeplejerskerne kom ind for at vende hende i løbet af natten, så lå hun altid med hovedet vendt mod mig, fortæller Emma.

I en uge bor Emma i hospitalssengen ved siden af sin mor, indtil hun dør den 7. december 2019.

- Det lyder meget mærkeligt at sige det, men i starten efter hun døde, så var det virkelig en lettelse. Fordi det havde været så hårdt. Men efter de første måneder, glemte jeg den person, hun var i de tre år, hun var syg. Og så savnede jeg bare min mor.

Billedet viser et af de sidste kram, Emma gav sin mor, før hun blev indlagt på hospitalet. I den sidste tid boede Emma på hospitalet med sin mor. Privatfotos.

Barndoms-fotos af Emma og familien

Glade minder fra Emmas barndom med mor Babette og far Martin. Privatfotos.

Det særlige mor-kram

Emma er glad for, at minderne om hendes rigtige mor er vendt tilbage, så det nu er hende, hun savner. Monsteret, som sygdommen skabte, er trådt i baggrunden.

- Min far er så god. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden ham. Han har selvfølgelig prøvet at påtage sig morrollen også. Men der er bare nogle ting, en far ikke kan på samme måde. Han er omsorgsfuld, men han kan aldrig være mor-omsorgsfuld. Det kan være svært at forklare helt præcist, hvad det er, men de andre i sorggruppen forstår det fuldstændig, fortæller Emma og er stille lidt, før hun fortsætter:

- Jeg savner allermest hendes kram. Sådan et rigtigt mor-kram. Og måden hun tørrede tårer væk fra mit ansigt på. Med undersiden af hånden i stedet for med fingerspidserne. Jeg blev altid så gal, fordi det tværrede min mascara ud. Men nu savner jeg det bare så meget. Det er helt fjollet, siger Emma.

En nat drømmer hun, at hun møder sin mor. I Lagkagehuset, hvor de plejede at komme sammen. Instinktivt vil hun flygte fra det vredesudbrud, der kan komme, da hun indser, at det er hendes rigtige mor. Hun står dér i køen og siger ’hej skat!’ og giver Emma et kæmpe mor-kram. 

- Det var virkelig skøn drøm. Hun var den mest fantastiske mor, man kunne have. Og jeg ligner hende på en prik, har jeg fået at vide. Det gør jeg virkelig, jeg kan godt se det. Så når jeg ser i spejlet, så ser jeg også hende, og det er så dejligt, fortæller Emma.

Sorggruppen er vigtig

Emma ved, at hun også fremover har brug for sorggruppen og de gode venner, hun har fået der. De har et særligt fællesskab. De forstår hinanden, og de hjælper i hinanden, når kassen med tunge tanker og følelser, har brug for at blive åbnet, mødt og forstået.

- Det var en stor frygt for mig, at jeg ikke ville kunne fortsætte mit liv, som det var, før min mor døde. Jeg er glad og social, og det var jeg meget bange for at miste. Jeg var bange for at blive opslugt af sorgen. Det at møde andre i gruppen, der har oplevet at miste deres mor, og som kan smile og være glade – og som mener det oprigtigt. Det er meget inspirerende og giver håb, siger Emma.

Hun er glad for, at sorggruppen ikke er på hendes gymnasium, men på en folkeskole i nærheden. Derfor takkede hun nej til at skifte til en sorggruppe på gymnasiet, da hun begyndte i 1.g sidste år.

- Jeg vil gerne have lov til at også at være andet end ’Emma, der har en mor med kræft’ og nu ’Emma, der har mistet sin mor’. I hverdagen på gymnasiet er jeg den glade pige, og det kan jeg godt lide at være. I sorggruppen kan vi smide facaden, siger Emma.

- Man kan sige, at jeg putter følelserne i en kasse. Nogle gange er kassen fyldt op og måske lige ved at springe. Så har jeg brug for at komme i sorggruppen og snakke med de andre. Det føles rigtig godt. Bagefter kan jeg lukke kassen igen for et stykke tid.

To portrætter af Emma

Emma havde en stor frygt for at blive opslugt af sorgen, da hendes mor døde. I sorggruppen så hun, at man godt kan bære på en stor sorg og samtidig være oprigtigt glad. Det var en stor lettelse. Privatfotos.

Klik herunder og læs mere

  • Hvad er hjernetumorer?

    Hvad er hjernetumorer?

    Kræft i hjernen kaldes også hjernesvulst eller hjernetumor. Der findes forskellige typer, der hver i sær kræver forskellige behandlinger. Hjernetumorer kan ramme både børn og voksne. 

    Man taler om både god- og ondartede tumorer. Kun hvis det er en ordartet tumor, er der tale om kræft.

    De hyppigste symptomer på hjernetumorer er hovedpine, kvalme, krampeanfald (epileptisk anfald), hukommelsesbesvær og ændringer i personligheden.

  • Sorggrupper for børn og unge

    Sorggrupper for børn og unge

    Ingen børn skal stå alene med deres sorg, når mor, far eller søskende rammes af alvorlig sygdom eller dødsfald. Derfor arbejder OmSorg i Kræftens Bekæmpelse målrettet for, at flere kommuner etablerer sorggrupper på deres skoler.

    I dag samarbejder OmSorg med 11 kommuner, der enten har eller er i gang med at etablere sorggrupper på deres skoler. OmSorg uddanner lærere, pædagoger og sundhedsplejersker. Desuden vejleder og støtter OmSorg skolerne i at oprette og drive sorggrupper for børn i sorg.

    Du kan finde en oversigt over sorggrupper for børn og unge på OmSorgs hjemmeside.

  • Gratis rådgivning og støtte

    Gratis rådgivning og støtte

    Hvis du eller en i din familie har kræft, kan du få gratis hjælp og støtte hos Kræftens Bekæmpelse:

    Ring til Kræftlinjen på 80 30 10 30

    Tal med en rådgiver eller deltag i forskellige aktiviteter på en af vores kræftrådgivninger landet over.

    Mød andre i samme situation i en onlinesamtalegruppe.

    Del erfaringer med andre på Cancerforum.

    Få hjælp og støtte i en af de sygdomsspecifikke patientforeninger. Har du eller en af dine pårørende en hjernetumor kan I kontakte HjernetumorForeningen.

Derfor er din støtte vigtig

Kræftens Bekæmpelses arbejde for at støtte kræftpatienter, pårørende og efterladte kan kun lade sig gøre takket være danskernes mangeårige støtte til kræftsagen. 

Kun tre procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Derfor har vi brug for støtte fra dig og andre, der vælger at bakke op om kræftsagen og derved er med til at sikre, at færre får kræft, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med eller efter kræft.

Se hvordan du kan støtte