|
Jeg fandt ud af, at jeg var syg ved et tilfælde i 2017, da jeg skulle undersøges for noget andet. Jeg blev tilbudt rekonstruktion, men det havde jeg stor modvilje mod, for jeg kunne ikke se mig selv med det. Jeg havde god tid til at tænke over det, og de havde allerede booket en tid med plastikkirurgerne, så jeg kunne tage en snak med dem. Skal jeg have nul bryster, to bryster eller et enkelt? Jeg havde forskellige muligheder, men jeg syntes, at ét bryst passede godt til, hvem jeg er, og min vennekreds bakkede mig op. |
|
Det finske fotoprojekt monokini project fik stor betydning for min beslutning. Det var en masse seje billeder af etbrystede kvinder, som gav mig mulighed at se, hvordan det ville kunne se ud. Ved plastikkirurgerne viste de kun billeder af de rekonstruerede bryster. Jeg prøvede faktisk at fjerne mit ene bryst væk på et billede af mig selv ved hjælp af et ubehjælpsomt program på min telefon, men det var ligesom ikke nok. Da jeg fandt billederne af de seje etbrystede kvinder, kunne jeg se, at man ikke behøver at se syg eller mærkelig ud. Det var bare almindelige stylede og smukke kvinder med ar, der tydeligvis ikke skammede sig over at mangle en krospdel. Og hvorfor skulle man også det? |
|
Hvis jeg er nøgen i svømmehallen, lægger folk vildt meget mærke til mig. Så jeg bliver nødt til at tage stilling til, om jeg orker opmærksomheden, før jeg viser mig frem. Men folks stirrende blikker får mig sådan set ikke til at gemme mig eller dække min nøgne krop. Tvært imod. Og når jeg f.eks. er i svømmehallens fællesbad, sørger jeg altid for at stå med kroppen vendt ud imod de andre og lukke øjnene, når jeg vasker hår, så folk har mulighed for at få kigget uden at skjule eller skamme sig. Jeg gør meget gerne gøre mit for at folk får mulighed for at se og vænne sig til kroppe, der ser anderledes ud end deres egen. |
|
Det er ret almindeligt at få fjernest et bryst, men alligevel skammer mange sig over det. Jeg tror på, at repræsentation er vigtigt, og jeg vil gerne vise mig åbent frem og være med til at vise, at man også kan se sådan ud. Det synes jeg faktisk er mit ansvar. Mange mennesker stikker ud på forskellige måder uden at have valgt det, så hvis man har overskuddet, så synes jeg man skal gøre hvad man kan for at stikke ud og give plads til andre. Jeg har også haft blåt hår tidligere, så jeg har ikke noget mod at stikke ud, og jeg var på en måde vant til nogle af de har blikke. |
|
En BH bliver pludselig lidt meningsløs, så oftest går jeg bare rundt uden. Noget tøj, der er figursyet efter bryster, går jeg heller ikke med mere. Jeg havde f.eks. en kjole på hjemme, der fik min datter til at udbryde, at det så ud som om, jeg havde to bryster, og at det så helt fjollet ud. Det var et år efter operationen, hvor hun havde vænnet sig så meget til, at jeg har et bryst. Første gang jeg så mig selv i spejlet efter operationen, tænkte jeg ”fuck, hvor det ser godt ud,” så jeg har lige fra starten syntes, det var rigtig sejt. |
|
Der har været øjeblikke, hvor jeg har tænkt, at det ville være dejligt at have en normal krop, og hvor jeg har været træt af den kamp, det nogen gange kan være. Men det har mere været en træthed over vores samfund, hvor det kan være svært at stikke ud, men aldrig oprigtig ærgrelse over, hvordan min krop ser ud i dag. Jeg synes, jeg ser fantastisk ud. |
Tekst: Trine Amazon fortalt til Frej Bramming
Foto: Hans Bach
Publiceret: November 2022