Mie er kronisk syg af brystkræft:
’Jeg vil ikke bare overleve, jeg vil leve’

Midt i barselsboblen for 7 år siden fik 42-årige Mie Mikkelsen brystkræft. I dag er hun kronisk syg, men bevarer troen på, at forskerne en dag finder noget medicin, som kan gøre hende rask. For hun er Carls mor – og derfor har hun tænkt sig at forsøge at blive 90 år.

Af: Camilla Rich & Senem Aydinoglu.          Foto & video af Claus Møller samt privatfotos. 

Tilbage i 2017 var Mie med til at stifte foreningen, Danish Dragon Abreast, og samle brystkræftoverlevere til dragebådsholdet. Foto: Claus Møller

8. januar 2021: Mie gik desværre bort i slutningen af 2020. Mie var meget glad for artiklen og videoen, så i følge aftale med hendes pårørende, har vi valgt at de fortsat skal ligge på vores hjemmeside. Vores tanker går til Mies familie. Hvil i fred.

Små dråber regn rammer den 8 meter lange dragebåd, der gynger let på vandet. I en rundkreds på kajen i Sydhavn står 16 vindblæste kvinder klar til dagens træning. De varmer op, alt imens snakken går livligt. De taler sjældent om brystkræften, selvom det er den, der for 3 år siden bragte dem tæt sammen. For når de er samlet, handler det mest om fællesskabet, frirummet og om træningen, der skal sikre dem en vinderplads i dragebådsturneringen for brystkræftoverlevere i New Zealand i 2022.

I baggrunden står Mie Mikkelsen sammen med holdets træner. Mie er styrmand på båden, og sammen med træneren gennemgår hun dagens rute en sidste gang.

'Livet rummer så meget mere end dårlige scanningsresultater. Det skal min sygdom ikke have lov til at overskygge.'

Mie Mikkelsen

Beskeden der braste boblen

Det skulle have været den lykkeligste tid. Men midt i barselsboblen, da Carl var 10 måneder gammel, opdagede Mie knuden i brystet en tidlig morgen i oktober 2013. Hun lå i sengen og mærkede pludselig, at noget ikke var, som det plejede. Hun kørte hånden over stedet flere gange. Måske det bare var en mælkeknude. Men det var det ikke. Det var brystkræft.

Knuden blev fjernet, og Mie blev erklæret kræftfri. Efter cirka 8 måneder med forebyggende efterbehandling med kemoterapi og stråler var hun klar til at komme på arbejde igen. Som socialpædagog på et botilbud skulle hun starte et nyt bosted op for psykisk syge unge. Mie brændte inderligt for at komme tilbage og genfinde følelsen af at gøre en forskel.

Selvom det var hårdt, og arbejdet tærede på Mies kræfter, fandt hun, Carl og kæresten Jan hurtigt tilbage til den hverdag, de havde længtes efter. Alt var sådan set, som det skulle være i et helt år – indtil juni 2015.

 

barndoms-foto af Emma og hendes mor

Mie med sin kæreste, Jan, og søn, Carl. Privatfotos.

Bliver jeg nogensinde rask?

Til en rutinemæssig kontrol viste scanningen, at kræften var tilbage. Denne gang i lymfeknuderne i armhulen. Mie blev igen opereret og fik fjernet 10 lymfeknuder, begge bryster og fik efterfølgende foretaget en brystrekonstruktion. 

’Vi fandt en knude på 5,5 cm i det ene bryst’. Mens lægens ord stadig hang i luften, følte Mie skiftevis vrede og lettelse. For selvom det var ubegribeligt for hende, at lægerne i første omgang havde overset så stor en knude, så hæftede hun sig ved, at knuden var væk, og at hun igen var kræftfri.

Men efter kun 3 måneder sad Mie igen foran lægen. Denne gang til beskeden om, at kræften havde spredt sig til hud, lever og knogler.

– Bliver jeg nogensinde rask? spurgte Mie lægen, der langsomt begyndte at ryste på hovedet.

En mindre almindelig type brystkræft

Brystkræft rammer knap 5000 kvinder om året og er den hyppigste kræftsygdom blandt kvinder i Danmark.

80 pct. af alle brystkræfttilfælde opstår i mælkegangene og er den mest almindelige brystkræfttype. Kun 15 pct. opstår i mælkekirtlerne og kaldes ’lobulær brystkræft ’, som også er den type, Mie har.

- Lobulær brystkræft er således en mindre almindelig form for brystkræft. Det, som adskiller den fra andre brystkræftformer, er, at den ikke altid danner en knude, som ellers er et almindeligt symptom på brystkræft. Kræftcellerne i brystet kan forveksles med det omkringliggende brystvæv og kan derfor være sværere at opdage ved mammografi, forklarer professor i brystkræftkirurgi og overlæge Niels Kroman.

I videoen ovenfor fortæller Mie Mikkelsen om sit brystkræftforløb, dragebådsholdet og om, hvorfor hun vælger at kalde sig kronisk syg og ikke uhelbredelig.

Med Carl er fokus på nuet 

Mie har altid været en målrettet og handlekraftig pige. Trods den barske besked har hun været fast besluttet på at finde mening i det meningsløse. Ud over familie og venner sørgede hun derfor for at sætte sit helt eget hold af betroede livliner bestående af en hospitalspræst, læger, sygeplejersker, terapeuter og psykologer. Fagpersoner, som giver hende værktøjer til at turde tro på livet trods en kronisk kræftsygdom.

– Livet rummer så meget mere end dårlige scanningsresultater. Det skal min sygdom ikke have lov til at overskygge.

Det positive sind betyder ikke, at Mie ikke også har angstfyldte dage, hvor tankerne om fremtiden vælter ind over hende. For det har hun. Særligt op til scanningerne, der hver 3. måned skal afsløre, hvordan det går, og om den nuværende behandling holder kræften i ave.

Ud over livlinerne, der hjælper med at genfinde balancen, når de mørke tanker begynder at buldre, så er legen med 7-årige Carl den bedste terapi. For her kan Mie blive i nuet.

– Når jeg træder ind i Carls leg og gør som ham, så tænker jeg kun på legen. I timevis bygger vi Lego, smutter sten på stranden eller prøver veteranbilerne i Tivoli, om og om igen. Her forsvinder alle bekymringer for en stund. Jeg mærker i stedet, at jeg lever og suger øjeblikket til mig. 

For Mie er Carl ren terapi. I hans univers forsvinder sygdommen for en stund. Privatfotos.

Mie fylder kalenderen med koncerter, sommerhusture og rejser med venner og familie.

Mie fylder kalenderen med koncerter, sommerhusture og rejser med venner og familie. Foto: Claus Møller og privatfotos. 

Lykken er en gæst, du skal byde inden for

– Vi skal være i nuet for rigtig at kunne gribe de lykkestunder, der byder sig. Jeg ved, at lykken ikke er en varig tilstand men nærmere en gæst, der byder sig til. Og når den gør det, er det bare med at byde den indenfor og nyde den, inden den forsvinder igen. Og dét er jeg blevet meget bedre til.

Kontrasterne er blevet et tydeligt livsvilkår for Mie. Sorg og glæde følges ad. Det ene er ikke noget uden det andet. Til gengæld føles de lyse dage meget stærkere, når Mie er kommet igennem de sorte. Derfor fylder hun også kalenderen med koncerter, sommerhusture og rejser med venner og familie. For hun samler på de gode oplevelser og stunder, der bygger hende op.

To gange om ugen er det træning med dragebådsholdet Copenhagen Dragon Boat Team, der giver hende et boost.

– Holdet giver så meget. Vi er så at sige i samme båd og har et fælles mål. I båden er vi stærke sammen. Det giver energi og mod til at kæmpe videre for et langt og dejligt liv. For livet er virkelig smukt, smiler hun og tilføjer:

– Og jeg vil ikke bare overleve – jeg vil leve.

Mie har aldrig spurgt lægerne om en tidshorisont.

– Hvad skal jeg bruge det til? Lægerne kan have formodninger, men kan ikke vide det med sikkerhed. Så vil jeg hellere leve i troen på, at jeg nok skal nå tingene. For mig er det et meget lysere sted at stå.

– Carl ved godt, at jeg er syg, og at det ikke bare går væk. Men han ved ikke helt, hvor alvorligt det er endnu. Nogle gange leger vi, at han er en tryllelæge, som kan få min sygdom til at forsvinde ved at tælle ned fra 10. Hans ubekymrede tanker om fremtiden og umiddelbare lege minder mig om, at ingen i princippet ved, hvad fremtiden bringer. Det eneste, vi ved, er, at nuet er sandt.

'Der er så mange forskere verden over, der hver dag forsker i den her sygdom. Jeg tror og håber på, at de en dag finder noget medicin, som kan gøre mig rask'

Mie Mikkelsen

Jeg vil kæmpe til, jeg ikke har mere at kæmpe med

– Der er så mange forskere verden over, der hver dag forsker i den her sygdom. Jeg tror og håber på, at de en dag finder noget medicin, som kan gøre mig rask. Indtil da vil jeg fortælle min historie til alle, der vil lytte. Især til dem, som er i samme situation som mig. For de skal vide, at der er håb.

Mie har skrevet en bog om sit forløb og sine tanker. Titlen ’Jeg har da tænkt mig at blive 90’ har flere betydninger.

– Jeg har fortalt Carl, at jeg vil forsøge at blive ældgammel. I hvert fald 90 år. Og det vil jeg kæmpe for, til jeg ikke har mere at kæmpe med. For jeg vil se ham vokse op, møde hans første kæreste og måske få den ære at blive farmor.

Mie træder ned i båden til sine holdkammerater. Som styrmand stiller hun sig for enden af den lange smalle båd. Snakken er stilnet af blandt kvinderne, der sidder to og to. De griber deres lyserøde årer.

– Paddles up – go. Til lyden af Mies stemme rammer årerne synkront vandet, og båden stævner langsomt ud fra kajen.

I løbet af den næste halvanden time kan de 16 holdkammerater fokusere på træningen og målet om sejren i New Zealand. Langsomt bliver de grå skyer og regnen skiftet ud med solens varmende stråler

Mie er styrmand på båden, og har ansvaret for retning og kurs. Foto: Claus Møller. 

Klik herunder og læs mere

  • Fakta om brystkræft

    Fakta om brystkræft

    I Danmark rammes hver 9. kvinde af brystkræft, og årligt rammes knap 5.000 danske kvinder. Hvert år dør omkring 1.150 danske kvinder af brystkræft.

    Brystkræft er arvelig i ca. 5-10 pct. af tilfældene. BRCA1 og BRCA2 hedder de to kendte gener, som du kan testes for, og hvor i der hyppigst kan være fejl, som giver en øget risiko for brystkræft.

    Brystkræft rammer sjældent kvinder under 25 år, og er mest almindelig hos kvinder mellem 60 og 80 år.

    Overlevelsen efter en brystkræftdiagnose er gennem de seneste 15-20 år forbedret. For perioden 2016-2018 er 5-års overlevelsen (relativ overlevelse) 88 pct. for brystkræft.

  • Om Danish Dragon Abreast

    Om Danish Dragon Abreast

    Danish Dragon Abreast er Danmarks første dragebådsforening og -hold for brystkræftoverlevere. Foreningen blev stiftet i 2017 og holder til i Københavns Roklub. 

    I foreningen sættes der fokus på alle fordelene ved fysisk aktivitet efter brystkræftbehandling. Det sker både til lands og til vands ombord på en dragebåd.   

    Gevinsten ved at padle dragebåd kan være mange. Fysisk styrke, fællesskab og samhørighed, mentalt overskud og mange positive oplevelser med andre der har været igennem samme forløb. Alle, som har været eller er i behandling for brystkræft er velkomne i foreningen.  

  • Gratis rådgivning og støtte

    Gratis rådgivning og støtte

    Hvis du eller en i din familie har brystkræft, kan du få gratis hjælp og støtte hos Kræftens Bekæmpelse:

    Ring til Kræftlinjen på 80 30 10 30

    Tal med en rådgiver eller deltag i forskellige aktiviteter på en af vores kræftrådgivninger landet over.

    Mød andre i samme situation i en onlinesamtalegruppe.

    Del erfaringer med andre på Cancerforum.

    Få hjælp og støtte i en af de sygdomsspecifikke patientforeninger. Har du eller en af dine pårørende en brystkræft kan I kontakte Dansk Brystkræft Organisation. 

Derfor er din støtte vigtig

Der er sket mange fremskridt inden for behandlingen af brystkræft gennem de seneste 15-20 år. Overlevelsen efter diagnosen er forbedret og betyder i dag, at brystkræft er en af de kræftformer, hvor overlevelsen er størst. For perioden 2016-2018 er 5-års overlevelsen 88 pct. for brystkræft. Men der er forsat meget arbejde forude, hvis vi skal blive endnu bedre til at forebygge, diagnosticere og behandle brystkræft.

'Støt Brysterne’ er Kræftens Bekæmpelses kampagne, som sætter fokus på og samler penge ind til forskning, forebyggelse og patientstøtte – i relation til brystkræft. 

Kun tre procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Så vi har brug for støtte fra dig og andre, der vælger at bakke op om brystkræftsagen. 

Støt Mies indsamling