Kræftens Bekæmpelse sætter fokus på tidlig diagnostik af kræft. Vi bringer beretninger fra unge, som føler, at de ikke er blevet taget alvorligt af deres praktiserende læge. Det er de unges egne oplevelser fortalt med deres egne ord.
Her kan du læse Christinas historie.
Af: Christina Frederiksen Foto: Privatfotos
Her er mit brev, hvor jeg fik tid til mammografi to år ude i fremtiden.
I oktober 2019 fandt jeg en knude i mit højre bryst. Det var ikke til at tage fejl af – det var en knude. Jeg har i mange år tjekket mine bryster, og derfor vidste jeg også, at den var ny. I 2010 fik jeg en reduktion og et brystløft, så jeg ved, hvor mine ar sidder, hvordan de føles, og hvad der er normalt for mine bryster.
Jeg ringede til min praktiserende læge for at få knuden tjekket.
Lægen målte den og mærkede efter. Han sagde hurtigt, at det formentlig var noget hormonelt. Jeg forklarede, at knuden var ny, og at jeg kendte mine bryster.
Jeg kunne mærke, at han var irriteret over, at jeg ikke accepterede hans vurdering af, at det var noget ufarligt.
Han lavede en henvisning til en mammografi – nok mest for min skyld så jeg kunne få ro i maven. Han pointerede, at jeg var for ung til at have brystkræft, hvis det var det, jeg var bekymret for.
Jeg åndede lettet op.
Læs også: Kræft er ikke det første en læge tænker på - men unge får faktisk også kræft - Temaartikel om unge med kræft
”Han lavede en henvisning til en mammografi – nok mest for min skyld så jeg kunne få ro i maven. Han pointerede, at jeg var for ung til at have brystkræft, hvis det var det, jeg var bekymret for.”
En uge efter mit besøg hos lægen tikkede et brev ind i min e-boks med en tid til mammografi i september 2021. Altså næsten to år ude i fremtiden!
Der stod, at jeg kunne få en hurtigere tid på et privathospital, hvis jeg kontaktede Patientkontoret. Det gjorde jeg med det samme, for jeg kunne ikke gå i uvished i to år.
To uger efter fik jeg en tid til mammografi.
Jeg tog alene på hospitalet, for det var jo ikke noget alvorligt. Det havde min læge sagt.
På privathospitalet undersøgte lægen knuden. Jeg fik lavet en mammografi og en ultralydsscanning. Pludselig gik stemningen fra at være let og snakkesalig til, at lægen blev helt stille. Jeg kunne fornemme, at noget var galt.
Han kiggede på mig og sagde, at han ikke forstod, hvorfor min praktiserende læge ikke havde sendt mig i et kræftpakkeforløb.
Han sagde, at hans alarmklokker ringede, og han satte mig i et kræftpakkeforløb med det samme.
”Du skal forberede dig på, at det er kræft,” sagde han. Herefter tog han en biopsi og fortalte, at jeg hurtigst muligt ville få en tid på hospitalet til svar.
Bagefter kom en sygeplejerske ind og snakkede med mig. Hun lyttede og svarede på mine spørgsmål.
Jeg gik derfra lettet over at være blevet taget alvorligt, men også i chok. Sagde de virkelig, at jeg skulle regne med, at jeg havde kræft?
Jeg gik helt i sort. Det var umuligt for mig at køre med det samme, så jeg gik mig en tur helt alene med tankerne flyvende rundt i hovedet.
Bagefter kørte jeg hjem til mine forældre. Jeg sagde til dem, at jeg vidste, at det var kræft. Jeg var overbevist. Det er sgu kræft.
Jeg er midt i mit kemoforløb og ude at spise brunch. Jeg havde ikke behov for at have paryk på, men orkede heller ikke altid at gå rundt mit skaldede hoved. Og derfor havde jeg taget en strikhue på.
Det var vigtigt for mig, at jeg klippede mit hår af, inden det selv begyndte at falde af. Det var så grænseoverskridende, og det var i det her øjeblik, det gik op for mig, at jeg havde kræft.
En uge efter skulle jeg på Skejby Sygehus og have svar.
Mine forældre var taget med.
I lokalet sad to læger og en sygeplejerske. Min mor brød sammen, og jeg kunne godt fornemme, at alt ikke var godt – hvorfor skulle de ellers sidde tre mennesker derinde?
”Du har brystkræft,” sagde lægen.
En knude på 3x4 centimeter.
Lægen undersøgte mig igen. Hun scannede mine lymfer og tog en biopsi af den ene. Det viste sig senere, at kræften havde spredt sig til seks lymfer.
Der var allerede lagt en plan for min behandling, og en uge efter var jeg i gang:
12 kemobehandlinger, 28 gange stråler, brystbevarende operation, fjernelse af en æggestok og endnu en operation, hvor de fjernede alle lymfer i min ene armhule på grund af spredning.
Hvert år får 1400 unge mellem 15 og 39 år konstateret kræft i Danmark. Det er 3-4 unge, som hver dag får beskeden: ”Du har kræft.” De hyppigste kræftformer blandt de unger er*:
KVINDER
Modermærkekræft
Livmoderhalskræft
Kræft i hjerne- og centralnervesystem
MÆND
Modermærkekræft
Kræft i hjerne og centralnervesystem
Non-Hodgkin lymfom
* Kilde: Nordcan 2016
Det har været et hårdt forløb fysisk og mentalt, men jeg er kommet godt igennem min behandling. Da jeg endelig blev sendt i et kræftpakkeforløb og fik konstateret kræft, følte jeg mig godt passet på af dygtige læger og sygeplejersker.
Nu er kræften væk fra kroppen. Mentalt vil det nok altid fylde, og angsten for tilbagefald dukker op engang imellem. Jeg har fået nogle gode veninder igennem Ung kræft, som jeg taler meget med. Jeg er også kommet med i en samtalegruppe for unge med kræft på hospitalet. Det betyder alverden. Man skal ikke gå og gemme på alle sine tanker og bekymringer, man skal snakke om dem. Det hjælper.
Jeg troede, jeg bare havde været uheldig. At jeg bare lige var den ene unge, som ikke blev sendt i et kræftpakkeforløb med mistanke om kræft. Men undervejs i min behandling har jeg mødt flere unge, som har haft en knude eller smerter, der ikke er blevet undersøgt ordentligt af deres praktiserende læge.
Og derfor lavede jeg i maj et opslag i to af Ung kræfts lukkede Facebookgrupper for unge med kræft. Jeg modtog lynhurtigt 18 beretninger fra unge, som ligesom mig havde oplevet ikke at blive taget alvorligt af deres praktiserende læge. Mange af de beretninger, jeg har modtaget fra andre unge, indledes med: ”Min historie minder meget om din.”
De ramte mig lige i hjertet. Jeg blev både ked af det og vred. Det kan ikke være rigtigt.
Jeg deler min historie for at sætte fokus på, at kræft også rammer unge.
Jakken købte jeg, da jeg fik kræft. Når man har kræft, er der så mange dage, hvor man føler sig grim og syg. Men når jeg tog den her jakke på, følte jeg mig sej og stærk.
"Jeg deler min historie for at sætte fokus på, at kræft også rammer unge."
Min allerførste selfie med karseklippet hår, som jeg tog, da jeg lige havde klippet håret af.
Jeg er ikke vred på min praktiserende læge. Jeg kan faktisk godt forstå, at han ud fra statistikken ikke tænkte ”kræft” som det allerførste, da han mødte mig. Men jeg forstår ikke, at når man opdager en knude hos en ung, at man ikke med det samme sender personen i et kræftpakkeforløb.
Jeg forstår heller ikke, at hospitalet ikke med det samme booker en tid til mammografi på et privathospital, hvis de først kan tilbyde en tid om to år. Hvorfor løbe den risiko, at den unge ikke får bestilt en ny tid, fordi den praktiserende læge har sagt, at det ikke er alvorligt? Alle, som har en knude, skal da undersøges nærmere. Og hvad med dem som ikke reagerer på brevet, men bare venter på deres tid, som måske ligger et år ude i fremtiden? Det kan jo gå grueligt galt.
Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvad nu, hvis jeg ikke havde insisteret på at få en mammografi? Hvad nu, hvis jeg havde lyttet til min praktiserende læge, som sagde, det ikke var kræft? Hvad nu, hvis jeg ikke havde kontaktet Patientkontoret og fået en hurtigere tid, havde jeg så været i live i dag?
Ung kræft er Kræftens Bekæmpelses indsats for unge, som har eller har haft kræft, i alderen 15-39 år. Ung kræft har 11 grupper over hele landet, hvor unge spiser sammen, bowler, klatrer i træer og går til stand up. De deler erfaringer, hænger ud, griner og bakker hinanden op i det svære. Ung kræft har også en enkelt gruppe for unge pårørende og efterladte til unge kræftpatienter.
Kræftens Bekæmpelses kampagne Støt Brysterne sætter fokus på og samler penge ind til forskning, forebyggelse og patientstøtte i relation til brystkræft.
Læs mere om se hvordan du kan støtte:
