Skip navigation

En uhyggelig besked i E-boks ændrede Mark Le Fêvres syn på livet

Komikeren Mark Le Fêvre blev opereret for modermærkekræft, men slap med skrækken. Nu har han et klart budskab: Gå til lægen, hvis du oplever mistænkelige forandringer i dine modermærker.

""

- Jeg får en besked. Det er min læge, der ret afslappet skriver, at det ikke ser helt godt ud med modermærket. Der kan være tegn på kræft.

Mark Le Fêvre tager en tår af sin kaffe, mens han tænker tilbage på den dag i slutningen af 2019, der ændrede hans syn på tilværelsen.

Men selvom oplevelsen har haft en helt særlig betydning for standupkomiker, radio- og tv-vært Mark Le Fêvre, har sygdom altid fyldt meget i hans hverdag. Han havde længe været plaget af sygdomsangst og havde derfor styr på sin krop ned til mindste detalje. For altid at kunne spotte forandringer.

Tragikomisk nok kom meddelelsen om tegn på kræft netop efter, at Mark var blevet færdig med sit debutshow ’BØVL’, der tog udgangspunkt i hans overtænkende sind og angst for sygdomme – særligt kræft.

Alligevel var det ikke Marks sygdomsangst eller frygt for kræft, der fik ham til at gå til lægen for at få tjekket sit modermærke.

- Jeg er ret tyndhåret, så det var nemmere bare at barbere al håret af. Da jeg havde gjort det, viste der sig en lille gevækst. Den irriterede mig, så jeg tog til lægen for at få den fjernet. Forfængelighed er ofte et negativt ladet ord. Men for mig endte det med en positiv betydning.

Fem farlige forandringer. Hold øje med modermærker

Lægen lød alt for alvorlig

Når man får fjernet modermærker, bliver vævet rutinemæssigt sendt til undersøgelse. Som en forsikring på, at der ikke er nogen kræftceller.

Da modermærket på Marks baghoved var skrabet af, var mærket på samme vis fjernet fra hans tanker. Lige indtil en helt normal torsdag aften hjemme i sofaen tog en pludselig drejning. Marks læge skrev, at modermærket var en smule mistænkeligt.

- Det satte virkelig gang i min panik at få at vide, at modermærket ikke så så godt ud som først antaget og måske kunne have tegn på kræft.

Marks praktiserende læge var dog ikke lige så bekymret. Han skulle bare komme forbi efter et par uger og få en henvisning til hudlægen. Men sygdomsangsten rasede, og Mark ringede som det første fredag morgen til sin læge, der gik med til at sende ham videre til en hudlæge med det samme.

Fredag eftermiddag var Mark på vej hjem i sin bil. Telefonen ringede, og i den anden ende af røret var hudlægen. Hun havde skimmet Marks journal og ville ikke have ham forbi til tjek. Der var stærke tegn på modermærkekræft, men lægerne var ikke fuldstændig sikre. Derfor skulle han tage på plastikkirurgisk afdeling på Rigshospitalet om mandagen. Her ville han komme i et kræftpakkeforløb.

Mark kunne høre på hudlægen, at det var alvorligt

- Det var et kæmpe chok. Den weekend skulle virkelig bare overstås. Min kæreste prøvede at være rolig, mens jeg gik i panik. Hun var virkelig god, for jeg kunne ikke gøre noget. Jeg måtte bare sætte min lid til eksperterne.

Om mandagen blev Mark lagt i narkose og opereret for modermærkekræft.

- Lægerne ville ikke fjerne for meget og var kede af det store ar, de ville efterlade. Jeg var ligeglad og sagde, at de hellere skulle tage for meget end for lidt. Jeg kunne ikke overskue tanken om, at der ikke ville blive fjernet nok.

Mark efter operationen

Ventede på dommen

Operationen gik godt, og efter nogle timer i narkose var Mark helt høj over, at alt var gået, som det skulle. Modermærket og nærliggende lymfer var væk, og det samme var angsten for kræft – for en stund. For efter bedøvelsens rus var forsvundet, gik det op for Mark, at han skulle vente to uger på svar. Indtil da ville han ikke være sikker på, om der faktisk var kræft i modermærket, og om det havde spredt sig til andre steder i kroppen.

- Ventetiden var det værste… Det føltes, som om jeg ventede på en dom over mit liv. Jeg kan huske, jeg søgte på de latinske ord, som lægerne havde beskrevet min tilstand med. Det var svært ikke at prøve selv at komme med en diagnose. Men det kan man jo ikke.

Mens Mark var sengeliggende i ventetiden, havde han et fast ritual. Han tjekkede dagligt sin online sundhedsjournal for at se, om der var kommet svar på prøverne. Egentlig havde han fået at vide, at det ikke var en god idé at tjekke det selv, for frygtscenariet kan være en voldsom besked at modtage alene. Men Mark kunne ikke lade være. Efter ti dage sad han alene derhjemme og tjekkede endnu en gang. Der var kommet svar.

- Jeg har aldrig oplevet, at mit hjerte hamrede så hurtigt. Ikke før et show, ikke under en løbetur. Det var fuldstændig sindssygt, som jeg sad der og tastede tallene for mit nem-id ind. Men så sagde mailen, at der ikke var fundet tegn på kræft. Det var en sindssyg forløsning. Fra det ene øjeblik at være i fuld adrenalin og hjertebanken til at være helt høj og i ekstase. Jeg dansede rundt med vores hund og var helt oppe at køre. Det var meget overvældende.

Mark ser arret i et spejl

Psykisk rutsjebanetur

Lægen ringede kort efter og gentog den gode nyhed. Mark havde ikke kræft. Til et møde et par dage senere gennemgik de forløbet. Lægen sluttede af med at fortælle, at efter at have haft frygten for kræft tæt inde på livet, kan man godt opleve følelsesmæssige op- og nedture. Men det blev hurtigt kastet hen.

Mark kigger tænksomt ud ad vinduet:

- Dengang tænkte jeg bare, hvad snakker du om? Jeg er kræftfri, jeg er så lykkelig og glad, og nu kan verden bare komme an. Men lægen, der arbejder med det, vidste faktisk mere om det, end jeg selv gør. Hvem skulle have troet det?

Mark smiler hovedrystende af sin egen naivitet. For præcis som lægen havde forudset, begyndte Marks overskud og følelser at løbe af med ham.

- Det var en meget speciel følelse. Jeg var så glad og i ekstase, men også meget skrøbelig og sensitiv. Ting, der før ikke kunne vælte læsset, kunne sagtens vælte det hele. Jeg havde haft en idé om, at alt ville være lyserødt bagefter og med stort overskud. Det tog overraskende lang tid, før der var noget, der mindede om det igen.

Som en offentlig person og som komiker er der altid folk, der har holdninger til én. Før i tiden påvirkede det aldrig Mark og hans humør. Men pludselig kunne det få ham helt i kulkælderen. Hans skjold var krakeleret, og pludselig kunne han ikke opretholde den samme distance. Hvis der var for mange aftaler, kunne det også smelte sammen i hans hoved.

Mark og kæresten Sidsel

Skift i prioriteringerne

Marks syn på livet ændrede sig. Pludselig var der ikke længere grund til at udskyde ting, han havde lyst til. Mark og hans kæreste købte det hus, de havde drømt om. Og Mark købte en motorcykel. 

- Jeg har intet ønske om at dø, men jeg vil hellere dø, mens jeg kommer flyvende på en motorcykel end af en latterlig sygdom, som man får besked om på e-boks en torsdag aften. Før tænkte jeg, at det er farligt at køre på motorcykel. Men hvis det er så farligt bare at leve, så vil jeg gøre de ting, jeg drømmer om, mens jeg er her.

Mark og Sidsel med deres hund foran deres nye hus

Mark kører hånden hen over arret på baghovedet. I dag er han taknemmelig for det synlige ar, der dagligt minder ham om vigtigheden af at tjekke modermærker og reagere, hvis man opdager forandringer.

- Jeg er heldig, at jeg fik fjernet mit modermærke, inden det eventuelt nåede at udvikle sig til kræft. Jeg slap med skrækken. Men jeg har også lært af at være heldig.

Og netop ordet heldig satte sig fast hos Mark. Det blev navnet på hans seneste one-man show, hvor han fokuserer på at skabe grin, når der ikke er så meget at grine af.

- Der er noget tilfredsstillende ved at tage en situation i sit liv, hvor man har været helt magtesløs, og så tage magten over det tilbage. Og så håber jeg, at humoren kan hjælpe til, at vi taler mere frit om kræft og om angsten for at få det. Forhåbentlig får det også flere til at tjekke deres mærker.

Mark med sin højtryksrenser