- De gav mig den støtte, jeg havde brug for. Det var ikke, fordi de spurgte så meget ind til det – men der var ingen pinlig tavshed, de var der bare for mig, og vi kørte videre i vores cykelsystem. Det var afkobling nok for mig. Og det føltes som det bedste sted, jeg kunne være, og de bedste mennesker, jeg kunne være sammen med, fortæller han.

Michael cykler sig igennem sorgen. Og han gennemfører alle ti etaper, før han vender hjem til begravelsen.

- Sådan var mit liv på det tidspunkt – det var bare sandheden og realiteten for mig, og jeg havde jo gjort op med mig selv, hvad jeg ville, inden jeg tog afsted. Selvfølgelig ville jeg gerne have været der for min mor. Men mine brødre var jo derhjemme. Og jeg ved, at min far ville have ønsket det sådan, siger han.

I de efterfølgende år har Michael af og til spekuleret over, om hans stærke fokus på cyklingen og OL betød, at han ikke fik bearbejdet faderens død ordentligt. Om det hele mon pludselig ville ramle ned over ham en dag. Men det er efterhånden 15 år siden, og det er ikke sket endnu.

Træder til for kræftsagen

Alligevel har tabet af en far i så ung en alder naturligvis præget Michaels liv.

 - Han var en primær figur i min barndom, og mange af de valg, jeg har truffet, har nok ubevidst været i jagten på hans anerkendelse. Han gav udtryk for, at han godt kunne tænke sig en speciel Toyota, og så blev det min drømmebil. Og han tog mig med til cykelløb første gang og introducerede mig for sporten – og så blev det mit liv. Selvfølgelig har han manglet de sidste mange år, forklarer Michael.

Det er både i de små ting i hverdagen, som når Michael er i gang med et byggeprojekt derhjemme, og han godt kunne tænke sig at høre sin fars mening om det. Og når han står midt i de helt store livsbegivenheder, mærker han det endnu stærkere.

- Han nåede aldrig at opleve, at jeg blev professionel. Det ville jeg virkelig gerne have fortalt ham, for det var en drøm, der virkede urealistisk, da han døde. Og da jeg blev olympisk mester, tænkte jeg også meget på ham, fortæller Michael.

- Men det primære er jo det her med selv at blive far. Han ved ikke, at jeg har skabt familie. Jeg har tre skønne børn, som aldrig kommer til at møde deres farfar. Det er da enormt trist, siger han.

Michael Mørkøv er generelt ikke typen, der spilder tid med at tænker over ’hvad nu hvis’. Han accepterer de odds, som livet har tildelt ham. Men af og til kan han alligevel ikke lade være med at spekulere over, om det hele ville være gået anderledes, hvis faderens kræftsygdom havde ramt i dag i stedet for for 15 år siden, med alle de fremskridt, der er sket i kræftbehandlingen siden da.

- Det er en trist tanke. Men omvendt giver det også håb, at der sker en masse ting i forskningen. Og når jeg kigger på mine egne børn, håber jeg da også, at de har deres far i mange flere år, end jeg fik lov til at have min, understreger han.

Af samme grund har han nu sagt ja til at blive en del af Kræftens Bekæmpelses indsats TRÆD TIL i forbindelse med den store Tour de France-start i Danmark.

- Hvis jeg kan være med til at sætte fokus på det her, så må det være den vigtigste måde, jeg kan træde til for andre lige nu, forklarer han.

For det første vil cykelrytteren gerne være med til at sætte fokus på, at det er okay at sørge på sin egen måde; at man ikke er følelseskold, bare fordi man ikke sætter sig ned og sørger over et dødsfald, men lader livet gå videre. Og så håber han også, at han kan være med til at samle en masse penge ind til kræftforskningen.   

- Jeg bliver tit spurgt, om jeg vil støtte op om forskellige gode formål. Men lige denne her er efter min mening meget vigtig. Kræft er jo noget, der berører alle mennesker. Her vil jeg gerne træde til, siger han.