I dag er det tre og et halvt år siden, at Maja og Ida mistede deres far. Og de har meget på hjerte omkring sorg, og hvordan man kan støtte børn og unge bedst muligt gennem den.
- Det er så vigtigt for os at være med og at fortælle vores historie til andre, så man ikke føler, man står alene. Det er helt i vores fars ånd, og det ville han have ønsket. At vi kunne bruge hans historie til at hjælpe andre, siger storesøster Ida.
At miste en mor eller en far er en svær og belastende oplevelse. Desværre sker det for 1.700 børn og unge under 18 år hvert år.
Det skete også for Maja og Ida. I 2019 måtte de to døtre - og deres mor Jonna - sige farvel til verdens bedste far og det dejligste familiemenneske i verden.
Michal Lykkegaard Kristiansen elskede at arbejde som elektriker og at være sammen med familie og venner. Og så var han en hjemmeværnsmand, der elskede far-jokes og var madglad.