Af: Rikke Brams Foto: Lars Horn Illustration: Dorte Kayser + Adobe Stock
Af: Rikke Brams Foto: Lars Horn Illustration: Dorte Kayser + Adobe Stock
Ellen Margrethe Christensen bor i Hjørring og er 76 år gammel. Hun har lungekræft – nærmere bestemt sidder der en cancertumor på højre lungelap. Diagnosen blev stillet i slutningen af 2011. I november samme år gik hun til lægen, fordi hun syntes, at hun ikke kunne trække vejret helt, som hun plejede. Og da der var udbrud af kold lungebetændelse det år, tænkte hun, at det nok var sådan en, hun døjede med.
Lægen sende hende til røntgen allerede næste dag, og hun fik med det samme at vide, at hun sandsynligvis havde kræft.
- Jeg fik et kæmpe chok. Jeg var overbevist om, at mit liv var forbi, fortæller Ellen.
Det var ikke første gang, kræften sneg sig ind i Ellens liv. I 2003 døde Ellens mand af modermærkekræft efter et hårdt sygdomsforløb over 10 år, så hun havde fra første række oplevet, hvad kræft gør ved et menneske.
Ellen blev sendt til udredning på Aalborg Universitetshospital. Svaret kom efter fem uger – lige efter jul. Med sig på hospitalet var Ellens datter, der i dag er 54 år gammel. Foruden svulsten på højre lungelap havde lægerne også fundet en forstørret lymfeknude. Det kunne være endnu en kræftknude eller skyldes, at hendes krop var på overarbejde på grund af kræften i lungen. Operation var fra starten udelukket, da kræften sad på en måde, der ikke kunne opereres. Lige efter nytår startede Ellen på den første omgang kemo.
- Jeg havde det ikke særlig godt, når jeg havde været igennem kemo. Jeg havde kvalme og fik også væske i kroppen. Men jeg forsøgte at leve normalt imellem kemobehandlingerne hver 3. uge. Jeg fortsatte med at dyrke yoga, rejse og se mine veninder og min skønne familie, fortæller Ellen.
'Jeg var optimist og troede på, at hver gang noget holdt op med at virke, så ville de finde noget nyt, der kunne hjælpe mig. Men jeg havde også mine sorte øjeblikke, hvor jeg blev bange og frygtede for, hvordan det ville gå.'
Og sådan fortsatte hun. Kemoen virkede i et stykke tid, hvorefter effekten forsvandt. Hun kom derfor igennem 4-5 kemokure i løbet af de første år med sygdommen.
- Jeg var optimist og troede på, at hver gang noget holdt op med at virke, så ville de finde noget nyt, der kunne hjælpe mig. Men jeg havde også mine sorte øjeblikke, hvor jeg blev bange og frygtede for, hvordan det ville gå. Jeg talte meget med mine nærmeste om det. Men jeg kunne jo også se, at det var en hård omgang for dem, mindes Ellen.
I 2014 var der ikke mere kemo tilbage på hylderne. Næste skridt for Ellen blev stråleterapi. Efter 13 hårde strålebehandlinger gik det godt i et stykke tid, men så begyndte kræften desværre at røre på sig igen.
- I starten af 2016 blev jeg sendt over til Fase 1-Enheden på Rigshospitalet i København. Her tog de for første gang en biopsi af tumoren. Da svaret kom, foreslog de mig at prøve immunterapi, som netop var blevet frigivet. Det startede jeg på i maj 2016 i Aalborg, fortæller Ellen.
Ellen reagerede godt på behandlingen og oplevede kun ganske få bivirkninger. Og sådan gik det indtil slutningen af 2018, hvor immunterapien desværre holdt op med at virke. Igen blev det Fase 1-Enheden på Riget, der fandt den næste behandling.
- Undervejs gennem immunterapien blev jeg jævnligt ringet op af personalet fra Fase 1-Enheden, som spurgte til, hvordan jeg havde det. Jeg følte mig i virkelig gode hænder, selv om jeg ikke var i behandling på Riget på det tidspunkt, og de nævnte flere gange, at de muligvis havde en anden behandling, som jeg kunne prøve, hvis immunterapien ikke længere virkede, siger Ellen.
Lungekræft ses kun hos voksne, rammer sjældent personer under 45 år, og er mest almindeligt hos personer over 70-75 år.
Hvert år for knap 4.600 personer konstateret lungekræft i Danmark, ligeligt fordelt på køn (gennemsnit for årene 2012-2016).
Den nye behandling, som lægerne på Rigshospitalet snakkede om, er såkaldt personlig medicin. Det er medicin, som er specialdesignet til at hæmme netop den genetiske type kræft, som biopsien viste, findes i Ellens kræftsvulst. I Ellens tilfælde er der tale om en MET-mutation.
- Jeg var til forundersøgelse i december 2018 på Riget, og de ville sætte mig i behandling med et samme. Men jeg spurgte, om de kunne udsætte til efter nytår. Jeg ville bare rigtig gerne nyde julen med min familie. Det gik de heldigvis med til, og jeg startede i behandling den 2. januar 2019, fortæller Ellen.
Efter 3-4 måneder var svulsten halveret.
- Så gode resultater har jeg ikke fået med nogen af de andre behandlinger. Og det bedste er, at den fortsætter med at skrumpe. Nu er den ikke særlig stor længere. Den måler under 1/3 af, hvad den gjorde, og noget af det, de kan se på scanningerne, er sandsynligvis arvæv ifølge lægerne. Det er en rigtig solstrålehistorie, smiler Ellen.
I halvandet år har Ellen fløjet til København hver 14. dag for at modtage behandling på Riget. Hver 8. uge ligger hun sig i en scanner, så lægeren kan holde øje med svulsten. Også lymfeknuden har reageret godt på den MET-hæmmende medicin og er også krympet.
Og det bedste er, at der slet ingen bivirkninger er ved medicinen. Ellen har det godt og dyrker fortsat yoga på 30. år og er også gået i gang med pilates. Hun bor desuden op til et naturskønt område, hvor hun holder meget af at gå lange ture på alle årstider.
'Så gode resultater har jeg ikke fået med nogen af de andre behandlinger. Og det bedste er, at tumoren fortsætter med at skrumpe.'
- Jeg var den første patient i Danmark, som prøver denne medicin. Da det er forsøgsmedicin, vidste jeg ikke, hvad jeg gik ind til. Før vi gik i gang, fik jeg at vide, at lægerne kunne sige stop, hvis de ikke kunne se effekt, og at jeg kunne sige stop, hvis bivirkningerne blev for slemme, og at medicinalfirmaet bag kunne sige stop. Men det er gået over alt forventning. Og det håber jeg, at det fortsætter med, siger Ellen.
- Jeg ved, at jeg aldrig bliver rask, men jeg lever rigtig godt med kræften. Jeg får noget godt ud af hver dag, og det har bragt min familie meget tættere sammen. Mine børn og børnebørn har været meget bekymrede, men de har støttet mig hele vejen. Vi har stået sammen som familie og været der for hinanden. Mit 22-årige barnebarn meldte sig endda frivilligt til at køre mig til behandling i København, da der på et tispunkt under corona ikke afgik fly, og lægerne frarådede mig en lang togtur sammen med fremmede. Så fik vi en tur ud af det.
I 2008 mødte Ellen en ny ven, som også har været en kæmpe støtte igennem hele forløbet. Sammen elsker de at rejse, gå ud og spise og hygge i weekenderne.
- Når man kan leve et normalt liv, bortset fra de dage man er i behandling, kan man kun glæde sig over det. Vi skal huske at leve, mens vi er her. Der er jo mennesker, der falder om og dør af et hjerteanfald hver dag. Vi har kun ét liv, og det skal vi nyde, siger Ellen.
'Vi skal huske at leve, mens vi er her. Vi har kun ét liv, og det skal vi nyde.'
Foto: Tomas Bertelsen
Forestil dig en fremtid, hvor vi ikke længere deler kræfttyper op efter, hvor i kroppen de sidder, som f.eks. brystkræft
og lungekræft. En fremtid, hvor vi i stedet deler kræfttyper
op efter kræftens genetiske egenskaber og skræddersyr behandlingen derefter.
Personlig medicin vinder frem i kræftbehandlingen
og kan føre til det næste store kvantespring inden for
behandlingen af kræft.
I denne artikel kan du læse historien om Ellen, for hvem behandling med personlig medicin blev et vendepunkt. I artiklen på nedenstående link kan du læse om, hvad personlig medicin er, om nogle af de landvindinger der er sket, og hvad fremtiden måske rummer:
Denne artikel er oprindelig bragt i vores medlemsblad 'tæt på kræft'.
Bladet udkommer tre gange om året og sendes via email til alle medlemmer, der ønsker at modtage det.
Din støtte er vigtig. Kun 3 pct. af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Så vi har brug for støtte fra dig og andre, der vælger at bakke op om kræftsagen og derved er med til at sikre, at færre får kræft, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med eller efter kræft.