Thomas Wendelboe Lund nævner en specifik læge på Aarhus Universitetshospital, som han og hans hustru, Kristine Sommer, mødte ret tidligt i hendes kræftforløb, og som ”gerne ville tale om andet end sygdom”.

Da Kristine fik sin diagnose, havde kræften allerede spredt sig fra brystet til det meste af hendes krop, og de vidste, at hun skulle dø af sygdommen. Nu ville Thomas gerne vide, hvordan forløbet frem til hendes død ville blive.

- Hvordan kunne vi forvente, at døden ville blive? Hvad ville der ske, når hendes krop blev nedbrudt? Hvor grimt ville det blive? Jeg havde på forhånd spurgt Kristine, om jeg måtte stille disse spørgsmål til lægen, og det måtte jeg gerne, fortæller Thomas.

- Lægen havde sit lægefaglige udgangspunkt, men det blev også en samtale om, hvad der sker efter døden. Bagefter stod der i journalen, at vi havde snakket om tunge og eksistentielle emner. Det er en af de få lægesamtaler i Kristines forløb, jeg stadig kan huske, fortæller Thomas i dag.

’Hvordan er humøret?'

Kristine døde i juli 2022, kun 50 år gammel. Kræftens Bekæmpelse interviewede Kristine og Thomas 13 dage, før hun døde, om deres kærlighed gennem et langt kræftforløb og om deres sidste tid sammen.

Læs artiklen her:

Den sidste stjernestund

Thomas og Kristine var gode til at tale sammen. Alligevel kunne han godt have ønsket sig flere sundhedsprofessionelle, der ligesom lægen i Aarhus inviterede til at snakke om eksistentielle og åndelige behov.

Han er derfor meget positiv over for, at sundhedsvæsenet netop har fået en såkaldt klinisk retningslinje for eksistentiel og åndelig omsorg i den palliative indsats.

Billedet herover: Thomas Wendelboe Lund sammen med sin hustru Kristine Sommer, der havde uhelbredelig brystkræft. "Hun og jeg havde talt om alt. Der var intet usagt mellem Kristine og mig," fortæller Thomas. Privatfoto

En klinisk retningslinje indeholder anbefalinger, der bygger på den bedst mulige evidens og sundhedsfaglige konsensus. Med den kan patienterne forvente, at sundhedspersonalet, der tager sig af alvorligt syge og døende mennesker, også vil imødekomme de åndelige og eksistentielle behov hos patienterne, på samme måde, som de tager sig af deres fysiske behov.

Og det er helt indlysende, at det bør være sådan, mener Thomas.

- Det ville være rart, hvis sundhedspersonalet generelt gik lidt mere ind i, hvilke tanker man gør sig om sin situation, når man er alvorligt syg og døende. For det meste er det bare noget med, at en sygeplejerske spørger ’hvordan er humøret?’, fortæller han.

At finde mening i tilværelsen

Forskning viser, at mennesker, der lider af alvorlig sygdom som kræft, og især hvis de er døende, kan stå over for adskillige eksistentielle og åndelige udfordringer, og at de kan opleve, at støtte og omsorg for disse udfordringer er vigtige for deres velvære og livskvalitet.

- De kan have spørgsmål som ’er der et liv efter døden?’, ’har jeg levet et godt liv?’, eller ’giver det mening for mig at nærme mig døden med det liv, jeg har levet?’ Det handler om at finde mening i tilværelsen, forklarer Niels Chr. Hvidt.

Alligevel er det ikke noget, sundhedsvæsenet har særlig meget fokus på, især ikke i samfund som det danske, hvor religion ikke har nogen ’tvingende’ autoritet.

- Det har længe været et ønske blandt det sundhedspersonale, der arbejder med palliation, at få disse retningslinjer. Men samtidig har der været en enorm usikkerhed i forhold til, hvordan man skulle gribe det an, og en stor berøringsangst, selv på de hospicer, vi har haft kontakt til, fortæller Niels Christian Hvidt.

Billedet herover: Professor ved Syddansk Universitet, NIels Christian Hvidt, har været med til at koordinere arbejdet med den nye retningslinje for åndelig omsorg. - Dybest set handler det om at være til stede, siger han. Foto: SDU

Ikke et missionsprojekt

Han fremhæver, at retningslinjen ikke er et ’missionsprojekt’.

- Personalet skal være åbne for alle livsanskuelser, som er vigtige for patienterne. Det udelukker ikke, at der er døende, som har meget specifikke tanker om, hvad der sker, når de dør – og har specifikke religiøse behov.

Men hvad er det så personalet skal gøre? Dybest set handler det om at være til stede, forklarer Niels Christian Hvidt.

- Man behøver som personale ikke at have de samme åndelige grundforudsætninger for at kunne hjælpe patienten. Man skal være til stede som menneske og være opmærksom på patientens behov, siger han.

Henvise til professionelle

Retningslinjen indeholder forskellige værktøjer til at vurdere, om en patient er i en eksistentiel krise.

Hvis man som sundhedsprofessionel ikke selv kan yde den nødvendige eksistentielle/åndelige støtte, anbefaler retningslinjen at henvise patienten og/eller pårørende til en kollega, præst, imam etc., psykolog eller andre professionelle.

Det skete også for Kristine Sommer. Kort efter at hun fik sin diagnose, og de vidste, at kræften var uhelbredelig, fik hun en samtale med en hospitalspræst. Kristine var ikke troende, men hun var glad for samtalen, fortæller hendes mand Thomas.

- Præsten ville gerne trække evangeliet ind i samtalen, men det gad Kristine ikke høre på. Hun var ateist. Men hun ville gerne tale om det eksistentielle og om, hvordan det var at blive rystet i sin grundvold, som man bliver, når man får at vide, at man har uhelbredelig kræft, fortæller han.