Syv tilbagefald har frarøvet Theis en almindelig ungdom

Modermærkekræft med spredning har i seks år begrænset Theis Nybo fra leve et almindeligt ungdomsliv fyldt med frihed, dating og planer for fremtiden. Når han ikke er på hospitalet, er han ofte ude at fortælle andre om livet som kræftsyg, og hvor han tidligere gruede for spørgsmål om død, svarer han i dag på alt.

                                                             

- Jeg har altid sagt, at jeg gerne vil forsøge at styre mit eget liv i forhold til mit sygdomsforløb. Men nu må jeg nok erkende, at sygdommen desværre styrer mit liv mere, end jeg selv gør.

Den bitre erkendelse kommer fra 28-årige Theis Nybo, der for tiden opholder sig på Herlev Hospital 3-4 gange om ugen for at tale med læger, blive scannet og få taget biopsier eller blodprøver.

Sygdom og behandling har været det ufrivillige omdrejningspunkt for Theis’ tilværelse, siden han i 2016 blev diagnosticeret med modermærkekræft, der havde spredt sig til lymferne.

Allerede få uger senere blev Theis erklæret fri for kræft, efter lymferne blev fjernet, og sidenhen mærkede Theis intet til sygdommen indtil 2019, hvor han fik sit første af i alt syv tilbagefald inden for bare tre år.

Siden har sygdom og et utal af hospitalsbesøg spillet en altoverskyggende rolle i Theis’ liv, og et almindeligt ungdomsliv og drømme for fremtiden er blevet udskudt på ubestemt tid.

- Det er hårdt at få at vide, at man har kræft hver eneste gang, men det er alligevel blevet nemmere. I begyndelsen af mit sygdomsforløb anede jeg ikke noget om sygdom, behandling, eller hvem man skulle tale med, men det gør jeg nu. Det giver en tryghed midt i den store tvivl og bekymring, siger han.

%%banner%%

Drømmer om almindelige bekymringer

Theis beskriver sig selv som et enormt socialt menneske, og samvær med gode venner giver ham meget af den energi, han bruger til at klare sig igennem det ene drænende behandlingsforløb efter det andet.

Men når han spiser middag med venner, kan han sjældent bidrage til samtalen med opløftende eller sjove anekdoter fra sin hverdag, der i de seneste tre år har handlet mest om kampen for at blive kræftfri.

Det savner han.

- Når jeg skal fortælle om, hvad der sker i mit liv, kan jeg jo kun tale om sygdom og hospitalsbesøg. Jeg drømmer om at stå op, før fanden får sko på, og brokke mig over mit job, fordi jeg skal skynde mig på arbejde. Jeg vil gerne bekymre mig om nogle mere almindelige ting, siger han.  

- Ligesom alle andre har jeg jo også en masse ting, jeg gerne vil opnå med mit liv, men det kan være meget svært at planlægge, når fremtiden ser så uvis ud. Flere gange har jeg måttet krølle mine planer sammen igen. Hvad gør jeg så? siger Theis, der blandt andet drømmer om at arbejde med journalistik og bruge sin stemme.

I chok på lægens kontor

I efteråret 2015 begynder Theis’ mor at bekymre sig om en lille plet på midten af Theis’ ryg. Hun synes, hans modermærke ser mærkeligt ud, og at han bør gå til lægen for at få det undersøgt.   

- Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke, for jeg er jo en mand, siger han med et skævt smil og himmelvendte øjne.

Men Theis’ mor holder stædigt fast på at få ham til lægen, og efter nogle måneder ringer hun selv til lægen og tvinger sin voksne søn til at følge med til klinikken, hvor modermærket bliver undersøgt og senere skåret væk. Bare for en sikkerheds skyld. Et par uger senere ringer lægen og beder ham komme ned til en samtale.

- Der er desværre fundet kræft i modermærket, siger lægen til Theis, der dårligt nok registrerer, hvad han lige har fået at vide.

- Det er, som om beskeden ikke rigtig bundfældes, og jeg er ikke helt sikker på, hvad lægen lige har fortalt mig. Det lykkes mig alligevel at samle mig nok til at hente min mor ude i venteværelset, for at lægen kan give hende den besked, som jeg på det tidspunkt er for chokeret til at kunne forstå ordentligt, fortæller han.

Da hun kort efter tager plads ved siden af Theis, og lægen gentager den urovækkende besked, får Theis’ mor et 'mærkeligt udtryk i ansigtet', og hun vipper rastløst med fødderne, der lige nøjagtig ikke når jorden fra den høje stol, hun sidder på.

Lægen bryder flere lange sekunders larmende stilhed.

- Hvordan har du det, når du hører det, jeg fortæller dig? spørger han Theis, der stirrer tomt ud i luften.

- Jeg har ikke så god tid, for jeg skal nå et tog om et kvarter, svarer han og beder sin mor om at køre ham til stationen i Korsør, hvor han skal skifte for at nå på arbejde i København.

Både Theis og hans mor kigger direkte ud gennem bilens forrude, og ingen af dem siger et ord i de syv minutter, som køreturen fra lægen til stationen varer.

Først halvejs på togturen fra Korsør til København går det op for Theis, at han har fået kræft.


Kærlighed er svært

Sygdom har gjort mange ting i Theis’ liv mere komplicerede, end de ellers ville have været.

- Kærlighed er svært. Skal man indlede første date med at sige, at man er syg med kræft, eller er det noget, man siger længere henne i forløbet, når man kender hinanden lidt bedre? Det synes jeg ikke, der er noget særligt godt eller entydigt svar på, siger han.

Udfordringerne ved at balancere kærlighed og kræft er ikke begrænset til dating og det indledende romantiske møde med et andet menneske. Også kræftsygdommens iboende smerte og uvished kan være svær at få plads til i faste parforhold. 

- Jeg fik på et tidspunkt en kæreste, som også gerne ville være involveret i de svære dele af mit liv. Men det endte alligevel med at blive for hårdt, da jeg fik et ret alvorligt tilbagefald. Det er meget vanskeligt at invitere et nyt menneske ind i ens liv med den overvældende byrde, jeg bærer rundt på, siger han.

Sex med T-shirt og slukket lys

Et liv med kræft sætter også nogle mere praktiske barrierer for intimitet og romantik. For eksempel har Theis for nyligt deltaget i en eksperimentel behandling på Herlev Hospital, der sætter væsentlige begrænsninger for seksuel aktivitet, fordi medicinen er så giftig.

- Jeg fik at vide, at hvis jeg skulle have sex, ville kondom ikke være nok, og jeg ville både skulle tage en masse piller og forholdsregler. Forestil dig lige at møde op på en date med tasken fuld af medicin og creme? Det ville jeg bare ikke udsætte nogen for, siger han og smågriner.

Syv tilbagefald og adskillige operationer har sat sine tydelige spor på Theis’ krop, og de mange ar under armene og på ryggen fortæller en årelang historie om sygdom, som han i lang tid gjorde meget ud af at skjule i livets mere intime stunder.  

- I dag er jeg ligeglad, men det har tidligere været svært for mig at være nøgen med et andet menneske. Hvad ville andre mon tænke om arrene? Derfor har jeg gjort meget ud af at tage en T-shirt på eller slukke lyset, så ingen skulle forholde sig til de synlige tegn på sygdom.

Holder foredrag om kræft 

Theis kalder sig privilegeret, fordi han selv har været sparet for at have kræft tæt inde på livet i løbet af sin opvækst. Men det betyder samtidig, at han ikke anede, hvad han skulle stille op, da han blev diagnosticeret med modermærkekræft i 2016. 

- Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle snakke med, eller hvor jeg skulle gå hen. Når jeg så kiggede mig omkring på nettet, fandt jeg overvejende frem til kvinder eller ældre mænd, og det havde jeg lidt svært ved at spejle mig i, fortæller Theis, der af samme grund har valgt at engagere sig i blandt andet Ung Kræfts fortællerkorps, som rejser land og rige rundt for at fortælle om livet som ung og kræftsyg.

Siden 2019 har Theis været ude og tale om kræft på et hav af skoler, uddannelsesinstitutioner, foreninger og arbejdspladser, men første gang han skulle dele sin historie, var han meget tæt på at aflyse.

Dagen inden hans debut som fortæller ved et stort arrangement hos Kræftens Bekæmpelse i København med hundredevis af fremmødte fik han at vide, at han igen var blevet syg med modermærkekræft efter at have været sygdomsfri i tre år.

- Det var, som om klappen gik ned, og jeg befandt mig i en eller anden form for choktilstand. Jeg rendte rundt det meste af dagen kun i underbukser og anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg husker, at jeg havde nogle pizzarester fra dagen før, som jeg stod og spiste foran køleskabet, imens jeg stirrede ud i luften, siger Theis, der trods lægens urovækkende melding tog afsted til arrangementet og fortalte sin historie med en mindre omskrivning af slutningen, der gjorde historien meget mindre opløftende end planlagt.  

’Jeg er ikke klar til at dø’

Flere af tilhørerne fortalte bagefter, at det var gået rigtig godt, og lige siden har Theis delt sin historie med enhver, der ville høre den. I dag holder han meget af at være ude og fortælle om sine oplevelser og erfaringer.

- Hvis bare en enkelt blandt publikum kan bruge de ting, vi taler om, eller jeg kan hjælpe til at gøre folk lidt klogere på kræftområdet, så bidrager jeg meget gerne til det,” siger han og uddyber.

- Spørgsmålene fra publikum tvinger mig til at reflektere over en masse ting, jeg har været igennem, og det er nok også grunden til, at jeg aldrig har følt behov for at gå til psykolog, forklarer Theis og tilføjer, at han i begyndelsen var meget bange for at blive spurgt ind til døden, når han var ude med fortællerkorpset.

- Jeg har altid været bange for døden, også inden jeg blev syg, og som barn kunne det for eksempel give et sug i maven, når en rustvogn kørte forbi. Men kræftsygdommen har alligevel ændret mit syn på døden og bragt den lidt tættere på. Jeg er ikke klar til at dø, og jeg vil gerne leve længe, men jeg har indfundet mig med, at døden er en naturlig del af livets cyklus. Men det har taget mig nogle år at finde mig til rette i den tanke.

Og døden kom for et halvt år siden meget tæt på.

Døden og dinosaureren

Theis gennemgik en forsøgsbehandling med immunterapi, hvor man lærer kroppens immunceller at genkende kræftcellerne, så kroppen selv slår sygdommen ned.

Behandlingen endte med at gå til angreb på hans lever og nyrer.

- Jeg blev helt gul i huden og både vanvittigt syg og træt. Til en opfølgningssamtale 14 dage efter jeg havde fået det bedre og var blevet udskrevet, sagde lægerne, at jeg var meget tæt på at dø af organsvigt. Det reagerede jeg meget kraftigt på at få af vide, fordi jeg følte, at døden pludselig kom meget tæt på, siger han. 

 Da Theis var allermest syg, fik han Bob, en blå dinosaurbamse, af sine gode venner. I dag har han altid Bob med i baglommen som en slags maskot, når han er ude for at holde foredrag, fordi den har fulgt ham i en særligt svær tid og minder ham om den lange rejse, han har været igennem, siden han blev diagnosticeret i 2016.

Theis skal netop til påbegynde en helt ny forsøgsbehandling, der kun er blevet brugt på en enkelt anden person med samme kræftsygdom.

- Jeg vil helst ikke sige det, men jeg er pissehamrende nervøs. Noget af det, der virkelig slår mig, er min forfængelighed. Som et led i behandlingen skal jeg gennemgå tre dages meget intens kemoterapi for første gang i mit seks år lange sygdomsforløb, og der kan man risikere at miste håret. Det har faktisk ikke tidligere været muligt for fremmede mennesker at se, at jeg er syg, men det kommer det måske til nu, og det har jeg det rigtig svært ved, siger Theis, der ser med optimisme på fremtiden.

- Lige nu tager jeg én dag ad gangen og kigger fremad. Jeg har indrettet mit liv sådan, at jeg ikke altid kan forpligte mig til aftaler langt ude i fremtiden. Og så sørger jeg for at holde mig i gang, for jeg er også lidt bange for at falde hen og blive mere syg, hvis jeg ikke kommer ud og foretager mig noget med andre. Så er man også alene med sine tanker og bekymringer om alle de frygtelige ting, der kunne ske.

Tekst: Frej Bramming      Design: Maria Daring Haack       Video: Jon Bonde Eriksen & Nis Vording Andersen      Foto: Privat og Tomas Bertelsen
Publiceret: Februar 2022