Dette er anden del af Thomas og Kristines kærlighedshistorie gennem et voldsomt kræftforløb. Hvis du ikke fik læst første kapitel, kan det være en god idé at starte her:

Den sidste stjernestund

Klokken lidt over seks ændrer Kristines farver sig. Hun ligger helt stille uden at blinke. Men hendes øjne følger Thomas' mindste bevægelse på stolen.

- Jeg elsker dig, siger han.

- Du har betydet alt for mig, men jeg er klar til at tage over med Laurits nu. Du må godt give slip.

Kristine holder fast i begge hans hænder med stor kraft. Kigger intenst på ham, mens han taler. Og så holder hun op med at trække vejret.

Thomas sidder lidt alene på stolen og lader det hele synke ind. Så ringer han efter sygeplejersken.

- Jeg tror, hun er død, siger han stille. 

Så åbner han de kæmpestore døre og vinduer op ud til søen, markerne og skovene. Kristine og Thomas fik 11 år sammen. Nu skal Thomas pludselig lære at være alene. 

Det er tre år siden, at Kristine ud af det blå får konstateret brystkræft med spredning til store dele af kroppen. Det sidste halve år går det voldsomt ned ad bakke. 

Hun når at få fem dage på det fredfyldte hospice på Djursland. Fra sin seng har hun udsigt ud over Århusbugten. På et tidspunkt kører sygeplejerskerne sengen ud på terrassen, så hun kan ligge og mærke den lune brise og duften af den sidste sommer. 

En enkelt gang siger Kristine ja til, at Thomas må skubbe hende en tur i kørestolen rundt om den lille sø tæt på. Men ellers vil hun helst bare ligge i sengen. Hun trækker sig mere og mere ind i sig selv. Men det er vigtigt for hende, at han er helt tæt på.

- Hvor skal du hen? Hvornår kommer du tilbage? spørger hun, hver gang han rejser sig for at gå ud i køkkenet eller på toilettet.

For ham er det en kæmpe kærlighedserklæring, at hun stadig har brug for ham.

Allerede om morgenen den 13. juli kan Thomas se på hende, at det er ved at være slut. Han spørger personalet, hvor lang tid hun har igen. De mener godt, der kan gå flere uger. Men inde i sig selv tænker han, at hun nok ikke kommer til at se solen stå op i morgen tidlig.                       

Kristines familie kommer forbi. De sidder omkring sengen og snakker, mens hun ligger med lukkede øjne. På et tidspunkt prøver en af dem at forklare hende, hvad de taler om. 

- Jeg ved det godt, jeg ligger og hører, siger Kristine klart.

Ved sekstiden om aftenen er der kun de to tilbage på stuen. Han spørger, om hun har smerter, og om hun er bange eller ked af det? Det siger hun nej til. Og få minutter senere er det slut.

Døden bliver, som de næsten kun har turdet håbe på; fin, rolig og uden smerter. Når nu situationen er, som den er, med den skide sygdom.

Thomas sover i sengen ved siden af Kristines den nat. Han taler med hende uafbrudt, selv om han godt ved, hun ikke er her mere. Det føles bare som det eneste rigtige. 

Næste morgen kommer Laurits. Den 14-årige dreng er infantil autist, og indeni er han som et barn på tre. Thomas og Kristine har hele tiden været enige om, at han skal se sin mor, når hun er død, men de har diskuteret det meget med familien. Heldigvis ser Kristine så fin og fredfyldt ud nu, at alle nu er enige om, at det er en god idé.

Det bliver en fin oplevelse. Laurits drikker en cola, mens Thomas fortæller, at mors hjerte er holdt om med at slå, og derfor er hun rejst op til stjernerne og planeterne. Så nusser Laurits hende lidt i panden og giver hende et kys. 

Bagefter kommer resten af familien ind, de synger et par sange – og så bliver hun kørt væk i rustvognen.

Så kører Thomas og Laurits hjem. Alene.

Thomas skriver sin tale ud i én køre aftenen inden bisættelsen, og så lægger han den væk. Han ved nøjagtigt, hvad han vil sige.

Om morgenen giver han en kopi til bedemanden i tilfælde af, at han ikke kan gennemføre. Men det går fint. Også til sidst, hvor det virkelig gør ondt.

Det er vigtigt for Thomas at få lov at være med til kremeringen. Han ved godt, at det lyder morbidt, at han skal være der, når hans hustru bliver brændt. Men de har talt så meget om det, og for hende var det en rar tanke, at han ville være der. Så nu vil han være med på hele rejsen. Også den allersidste del.

Det kræver lidt overtalelse, men til sidst indvilger krematoriemedarbejderen, for han kan godt se på Thomas, at det ikke bare er en fiks idé. Så to dage efter bisættelsen ringer han til Thomas og siger, at 'nu er det nu'.

Først hælder de vand over kisten, og så siger Thomas et par ord. Han er rolig og fokuseret, da de sammen kører kisten ind i ovnen.

Han har ikke lyst til at kigge gennem den lille glasrude under brændingen. Det er alligevel for voldsomt. Men bagefter hjælper han med at få asken op fra den lille glødekasse i bunden af ovnen.

Thomas føler, det er noget af det bedste, han nogensinde har gjort for sig selv. Det giver ham ro og afklaring som intet andet – en afslutning. Han ved med sig selv, at han har gjort alt, hvad han kunne for Kristine, hele vejen igennem. Det er en god følelse at sidde med her bagefter. Når nu ikke det kunne være anderledes.

Der går et par uger, før Laurits begynder at spørge efter sin mor. Thomas siger, at hun er oppe på stjernerne nu.

I spisestuen hænger der et stort billede af Kristine fra før, hun blev syg. De siger godmorgen og godnat til billedet hver dag, og Laurits går meget op i det. Han aer på glasset, og de taler meget om mor.

Nogle dage er han i aflastning. Thomas føler sig som en rigtig lortefar, når han sender sin adoptivsøn afsted – for hans følelser fortæller ham, at drengen har brug for sin far hele tiden. Men han ved, at det er nødvendigt. Der skal være plads til hans egen sorg, for at han nogensinde kan komme ovenpå igen. Det mente Kristine også var det eneste rigtige.

Tiden efter Kristines død flyder underligt sammen i Thomas' bevidsthed. I begyndelsen er han i chok – også selv om han var forberedt på, at døden ville komme. Dernæst går han i praktisk mode. Først senere hen bliver der plads til sorgen.

De har planlagt alting sammen, og det er rart. Men det betyder også, at der ikke er så meget for ham at give sig til nu. Så han beslutter sig for, at han vil betræde alle stierne på kirkegården og læse alle gravstenene.

Kirkegården er kæmpestor, så det tager 30 timer, som han deler op i mindre bidder. Men pludselig føles det meget nødvendigt for ham at gennemføre.

Thomas bliver vred, mens han går rundt deroppe. Der ligger alt for mange yngre kvinder deroppe. Han forestiller sig, at de alle sammen er døde af brystkræft. Det er fandeme ikke i orden, at de ligger her og er døde nu!

Han hidser sig virkelig op. Men da han tager hjem fra kirkegården den sidste dag, er vreden væk. Alle gåturene har gjort noget godt for hans helingsproces.

To måneder efter Kristines død er hun stadig overalt i huset. Klipklapperne står i hjørnet af stuen. Tørklædet i entreen dufter af hende, hver gang Thomas går forbi. Han ved godt, at det snart er tid til at pakke det væk, men han er ikke helt klar endnu. 

Sengetøjet har han dog vasket. Det var en god ting at gøre, men samtidig følte han, at han slettede noget af hende. Det gjorde ondt.

Thomas sætter sig tit på skamlen i køkkenet, når han er alene. Derfra har han udsigt til det store billede af hende. Så taler han til hende – om hvad han laver og tænker, hvordan det går med Laurits, og hvor meget han savner hende.

Han kommer altid til at græde, når han sidder der. Hvis nogen så det, ville de nok tænke, at han var vanvittig sådan at sidde og snakke med et billede, men han er ligeglad. Det føles godt at få luft på den måde.

Han føler sig meget alene, når Laurits ikke er der. Især om morgenen, og når han kommer hjem fra arbejde til et tomt hus. Men batterierne er helt tomme, så han har også brug for at være alene. Det har været et hårdt år, og der er en masse, der skal bearbejdes.

Han ved, at sorgen vil tage tid. Mindst et år. Men det er også okay – sådan skal det være.

Thomas gik i pårørendegruppe i flere år, mens Kristine var syg, og det var fantastisk at tale med nogen i samme båd. Derfor starter han også snart i en sorggruppe. Det glæder han sig til.

Der er også mange bekendte, der har kontaktet ham i de sidste par måneder. Nogle af dem er gamle venner og veninder fra før Kristines tid.

- Har du noget i fryseren? Har du brug for at snakke? spørger de.

Det er han glad for, selv om det også er hårdt hele tiden at tale om sin sorg.

En gammel veninde har tilbudt at lære ham at ro i kajak. Først følte han sig lidt skyldig ved at sige ja – på en måde var det lidt upassende. Men det er jo ikke på den måde. Og han kan mærke, at det vil være godt for ham at komme lidt ud på vandet. Det kan måske blive en god hobby, så han ikke bliver spist af sin sofa. Det kunne nemlig godt ske, hvis ikke han passer på.

Selvom livet gør ondt lige nu, er Thomas positiv omkring fremtiden. Han skal igennem det her, for han har masser af planer. Han har ikke tænkt sig at sidde alene og blive en trist gammel mand.

Hvis han gjorde det, ville han i øvrigt også få en ordentlig røffel af Kristine, når engang de mødes igen på den anden side. Han har lovet hende ikke at lade sit liv gå i stå. Og det løfte har han tænkt sig at holde.

- I de sidste 2,5 år var jeg med i en pårørende-gruppe hos Kræftens Bekæmpelses lokale rådgivning, og bagefter fortsatte jeg i en sorggruppe. Det er en uvurderlig hjælp at have nogen at tale med, som er i samme båd. Kristine og jeg lånte også et sommerhus af Kræftens Bekæmpelse, hvilket gav en dejlig ferie i en svær tid. I det hele taget er det vigtigt, at du igennem et langt sygdomsforløb tager imod den hjælp, du kan få. Der er masser af gode tilbud, som jeg vil opfordre alle til at tage imod.

Find tilbud hos din lokale kræftrådgivning her:

Hjælp og Viden