Gå til sygdomsliste

Topbanner - solkampagnen

Solskader i huden kan være permanente

Selvom en solskoldning som regel ikke kan ses efter en uges tid, glemmer huden ikke. Enhver farvning af huden forårsaget af uv-stråling fra sol og solarier kan give DNA-skader, som lagres i de indre hudlag resten af livet

Når man har været for længe ude i solen rødmer huden. Den bliver skoldet, fordi den får mere uv-stråling, end den kan tåle. Mange trækker på skuldrene og tænker ”det går jo væk i løbet af en uges tid”. Og det gør det ofte også for det blotte øje – men skaderne er der, og kan blive synlige på længere sigt i form af både kosmetiske forandringer (f.eks. rynker eller pigmentering) eller kræft i huden.

Særlige uv-fotos afslører solskaderne

På fotoet til højre ses en ung kvinde på 22 år, som allerede har pådraget sig en del solskader fra sol og muligvis solarier. Det blev hun dog først opmærksom på, da hun fik taget et foto med et særligt uv-kamera.

Solskaderne er de fregnelignende prikker, som står frem på uv-fotoet, men som ikke er synlige på almindelige fotos. Solskader forekommer hos alle mennesker, og er en naturlig del af at ældes. Skaderne opstår typisk på ansigtets mest udsatte områder som pande, næse og kinder. Det vigtigt at fastslå, at et uv-foto som dette ikke kan fortælle, om man har eller vil få kræft i huden. Men jo mere uv-stråling man har været eksponeret for, og jo flere skoldninger og solskader, man har pådraget sig, jo større er risikoen for, at man udvikler kræft i huden.

Solbrun kulør er ikke solsikker

En af de mest udbredte misforståelser blandt solariedyrkere er, at solariebrun hud yder effektiv beskyttelse mod yderligere uv-stråling og fungerer som solbeskyttelse. Solariebrunhed er UVA-induceret, dvs. kommer primært fra UVA-stråling, som ikke er ”effektiv pigmentering” og således kun svarer til en faktor 2-4. Solariebrun hud yder altså kun minimal solbeskyttelse, og samtidig udgør selve solariebesøget en kræftrisiko, idet man effektivt øger risikoen for at udvikle kræft i huden ved at udsætte sig selv for store mængder uv-stråling.

Processen bag solskaden

Når huden bliver ramt af solens stråling aktiveres overhudens pigmentceller, som producerer hudens brune farvestof, melanin. Det er melanin, som giver huden farve og er hudens naturlige beskyttelse mod solen. Men når uv-strålingen er for langvarig eller for intens, kan cellerne ikke følge med, og der dannes ikke nok pigment. Hudens brune kulør er en reaktion på, at cellen er blevet påvirket af uv-strålingen, og at den forsøger at beskytte sig mod yderligere stråling. Enhver solbrændthed er en indikation på DNA-beskadigelse, da uv-stråling fra solen og solarier kan medføre fejl i cellernes arvemateriale. Fejl, som kan udvikle sig til kræft i huden.

 

Få nyt fra Solkampagnen

Få Solkampagnens nyhedsmails med gode ideer og de seneste nyheder om solbeskyttelse. Nyhedsbrevene udsendes ca. 4 gange årligt.

Tilmeld dig nyhedsbrevene her


Uv-indeks app

Hent Solkampagnens app til din smartphone. Så kan du se det aktuelle uv-indeks for over 1. mio. lokationer i hele verden og få automatiske påmindelser, når dagens uv-indeks i din favoritby bliver 3 eller derover.

Læs mere om UV-INDEKS appen