Gå til sygdomsliste

Grundkursus Røgfrit Liv: Individuel rådgivning om rygestop

Grundkurset om individuelt rygestop er for dig, der ønsker at arbejde professionelt med rygestop og afholde individuelle rygestopforløb.

Grundkursus - individuel rådgivning af rygestop

Kursets indhold
På kurset får du grundlæggende forudsætninger for på en hensigtsmæssig og virksom måde at varetage individuel rygestoprådgivning. Du bliver uddannet i afholde rygestopforløb med udgangspunkt i Kræftens Bekæmpelses materialer til individuel rygestoprådgivning, hvor borgeren via dialog, øvelser og psykoedukation støttes gennem rygestopforløbet.

På kurset får du

  • Træning i grundlæggende rådgivningsmæssige færdigheder, samt i arbejdet med at motivere og støtte deltagerne gennem forløbet. Med udgangspunkt i den motiverende samtale lærer du konkrete teknikker til at støtte borgerne i deres rygestop.
  • Viden om både de fysiske, psykiske og sociale sider af tobaksafhængighed, herunder nikotinens virkning i nervesystemet, samt rygestoppets effekt på helbredet.
  • Viden om og træning i at vejlede i brugen af nikotinprodukter.

Form og varighed
Undervisningen veksler mellem oplæg, øvelser og samtaler i plenum. Desuden inddrages film og cases i undervisningen. Du vil få redskaber, som du kan anvende direkte i dit arbejde som rygestoprådgiver.

Kurset varer tre dage – fra kl. 9.00 til 16.00 alle tre dage.

Der er mødepligt på kurset.
 
Underviser
Kræftens Bekæmpelses psykologer underviser på kursets første to dage. På tredjedagen varetages undervisningen af en række eksterne eksperter inden for hver deres felt.

Forudsætninger for deltagelse
Kurset er for dig, der har en sundhedsfaglig eller pædagogisk baggrund på bachelorniveau – og som ønsker at arbejde professionelt med individuel rygestoprådgivning.

Deltagelse forudsætter, at du selv har været helt røg- og nikotinfri i mindst tre måneder op til kurset.
 
Kursusbevis
Du får et kursusbevis efter gennemført kursus.

Da kurset er tre dages intensiv undervisning, vil du få kursusbeviset ved fuldt fremmøde. Det er altså ikke muligt at være fraværende en del af tiden.

Har du allerede et Grundkursus Gruppe?
Vil du gerne afholde individuelle rygestopforløb, men har allerede været på grundkursus i rygestop i grupper? Så behøver du ikke tage et nyt 3-dages grundkursus i Individuel rygeafvænning, men kan nøjes med at supplere med dag 2, hvor du introduceres til individuel rygeafvænning og de tilhørende materialer, samt træner brug af konceptet.


Har du allerede et grundkursus Unge?
Vil du gerne afholde individuelle rygestopforløb, men har allerede været på grundkursus i Rygestoprådgivning for unge, der blev udbudt tidligere? Så behøver du ikke tage et nyt 3-dages grundkursus i Individuel rygestoprådgivning, men kan nøjes med at supplere med dag 2 og 3 på grundkurset Individuel Rygeafvænning. Kontakt os for at høre nærmere.

Se kursuskalenderen

Praktiske forhold

  • Dato og tilmelding
    Se kursuskalenderen.

  • Antal deltagere
    Max. 20 deltagere på kurset.

  • Sted
    Kurset afholdes hos Kræftens Bekæmpelse på Strandboulevarden 49, 2100 København Ø.

    Kurset afholdes også i Aarhus. 

  • Pris
    Kurset koster 4.500 kr. inkl. forplejning. Dertil kommer materialer 

  • Materialer
    Til kurset hører to materialer:

    * Grundbogen for professionelle rådgivere koster 200 kr. ekskl. moms / 250 kr. inkl. moms.
    * Manualen til Røgfrit Liv - Individuelt Rygestop koster 520 kr. ekskl. moms / 650 kr. inkl. moms.
    Disse to materialer skal bestilles separat ved kursustilmelding.

     

Kurset og manualen er gennemarbejdet og opdateret i 2018.

Du kan også afholde kurset lokalt
Hvis du vælger at afholde kurset lokalt, afregner du som arrangøren en kursuspris med Kræftens Bekæmpelse på 2.200 kr. pr. deltager + materialer (min. 12, max. 20 deltagere). Dertil kommer udgifter til transport og evt. overnatning for undervisere fra Kræftens Bekæmpelse. Som arrangør står du ligeledes for mødelokale og forplejning samt eksterne oplæg.

Kontakt os for at høre nærmere om mulighederne.

Yderligere oplysninger

Har du spørgsmål til kurset, er du velkommen til at kontakte kursussekretær Birgitte Ødegaard på tlf. 35 25 76 83 eller stopkurser@cancer.dk.

 

E-kvit er hjælp til rygestop

E-kvit er et gratis tilbud, som følger dig i stopforløbet.
Beskeder, øvelser og videoer - lige når det passer dig.
Findes som app og på web.

e-kvit.dk