Gå til sygdomsliste

Om naborøg

Hvis der ryges indendørs i lejligheder, kan røgen brede sig til overbo, underbo og nabo. Røgen kan brede sig via ventilationssystemet samt sprækker og utætheder i bebyggelsen. Omkring en fjerdedel af dem, som bor i lejlighed, bliver udsat for naborøg dagligt eller af og til.

Hvis der ryges indendørs i lejligheder og rækkehuse, kan røgen brede sig til naboerne. Røgen kan trænge gennem utætheder ved rørgennemføringer, ventilationsskakte, sprækker i gulve, hulrum i etageadskillelsen mm.

I nogle tilfælde kan røgen også trænge ind udefra, hvis der ryges nær vinduer og døre. Naborøg kan således også være en udfordring, hvis der ryges på altaner, på fælles svalegange eller en terrasse som støder op til nabohuset. 

Tobaksrøg kan sprede sig mellem lejligheder

Danske forskere har målt, hvordan tobaksrøg bredte sig til naboerne, når de tændte to cigaretter i en lejlighed. Forsøget viste, at:

  • 9 pct. af de mindste partikler trængte op til overboen
  • 2 pct. sivede ned til underboen
  • 1 pct. spredte sig til naboen
Om naborøg

Mange ældre ejendomme er blevet mere tætte udadtil, idet de har fået nye vinduer og nyt tag. Desuden er etage-adskillelsen ofte blevet gennembrudt i forbindelse med, at der er indlagt varme, vand og elektricitet. Alt i alt medfører det, at en stor del af luften i en lejlighed kommer fra andre lejligheder og trappeopgangen. Og hvis luften er forurenet med tobaksrøg, bliver naboerne udsat for naborøg.

Lejligheder får 'brugt' luft fra hinanden

I lejligheder tilføres hele tiden ny luft. En dansk undersøgelse viste, at i ældre bygninger tilføres en væsentlig del af luften fra trappen og naboernes lejligheder. Forskerne målte, at ca 20 pct. af luften blev tilført fra under­­­boen. Cirka halv­delen kom fra trappe­­opgange og kun omkring 10 pct. kom udefra.

Om naborøg
Mere end hver fjerde beboer i lejligheder er udsat for naborøg

En dansk undersøgelse fra 2022 viser, at 28 pct. af dem, der bor i lejlighed, bliver udsat for naborøg. Ligeledes er 25 pct. af dem, der bor på kollegie, udsat for naborøg dagligt eller af og til.

Kilder

Afshari et al. Characterization of indoor sources of fine and ultrafine particles: a study conducted in a full-scale chamber. Indoor Air 2005.

Sundhedsstyrelsen. Danskernes Rygevaner 2022. 

Statens Byggeforskningsinstitut. Slutrapport for projektet: Kilder til indendørs luftforurening. Pilotprojekt, 2005

 

Røgfri boligselskaber mm.

Der er stor efterspørgsel efter røgfri boliger. Flere boligselskaber er begyndt at etablere røgfri boligafdelinger, hvor der ikke må ryges indendørs – heller ikke i lejlighederne.

Røgfri boliger


Røgfrit hjem

Et røgfrit hjem er med til at sikre et godt indeklima. Vi tilbringer i gennemsnit 16 timer af døgnet i vores eget hjem. Derfor er det vigtigt med ren luft i hjemmet.

Røgfrit hjem


Røgfri bil

Ved at gøre bilen røgfri bliver bilens indeklima bedre, og børn og voksne beskyttes mod røgens skadelige stoffer.

Røgfri bil