Gå til sygdomsliste

Forskere får penge fra Knæk Cancer

29-10-2018
Opbakningen til Knæk Cancer har været overvældende. Hele 141.895.200 kroner blev samlet ind, og de kommende uger får en lang række forskere at vide, at de kan gå i gang med de projekter, som de har søgt penge til. Det er projekter, som blandt andet skal sikre bedre kræftbehandling, støtte og hjælp til kræftramte og deres pårørende.

Pengene fra Knæk Cancer går især til forskning, på billedet ses forskere fra Kræftens Bekæmpelse danne en Knæk Cancer-blomst.

Hele villaveje og bysamfund har stået sammen. Både børn og voksne har oprettet private indsamlinger. Der er arrangeret middage, revyer og motionsløb. Fantasien fejler bestemt ikke noget, når danskerne rykker sammen om at knække cancer. Der er tændt lys, og der er tændt håb.

-Det er simpelthen fantastisk at se, hvordan danskerne har engageret sig i. Overalt i landet har børn lavet armbånd, perleplader, malerier og kager med Knæk Cancer-blomster til den helt store guldmedalje. I indsamlingsshowet lørdag aften mødte vi blandt andre 10-årige Mille, som har samlet flasker i flere måneder, og Henning som lavede 5.353 armstrækninger i den gode sags tjeneste. Jeg er dybt imponeret over, hvor meget danskerne er gået op i det, og jeg er så taknemmelig over det flotte resultat. Opbakningen betyder utroligt meget, siger Jesper Fisker, der er administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Det går pengene til
Lørdag aften stod det klart, at danskerne har givet hele 141.895.200 kroner til Knæk Cancer, og pengene vil hurtigt komme ud og gøre gavn. De går til en lang række projekter, som Kræftens Bekæmpelse på forhånd har udvalgt og prioriteret. 

-Det er alle projekter, som gør os klogere, bedre til at behandle og forebygge kræft, og som hjælper patienter og deres pårørende. Projekter, som giver os håb for fremtiden. Alt det her kunne slet ikke lade sig gøre uden den store opbakning fra danskerne. Hver en krone tæller, så vi er utroligt taknemmelige, siger Jesper Fisker, administrerende direktør for Kræftens Bekæmpelse.

Hver en krone tæller, så vi er utroligt taknemmelige.

Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Forskning og bedre behandling
I år går Knæk Cancer-midlerne blandt andet til to nationale forskningscentre, som kan bidrage med forskningsresultater på højt niveau, og til dygtige unge forskere, som skal være med til at udvikle og forfine behandlingsmetoder. Der er også sat penge af til at støtte pårørende, som ofte har det svært under et sygdomsforløb, og til at hjælpe børn og deres familier, når de bliver ramt af kræft. De kommende uger får forskerne at vide, at de kan gå i gang med arbejdet.

I alt er der 12 forskellige temaer, som får penge fra Knæk Cancer, og inden for disse temaer er der en række konkrete projekter, som fokuserer på kræftforskning, forebyggelse og patientstøtte.

Læs mere om alle projekter på ”Det går pengene til”.

Rørende historier fra hele landet
Det er syvende år i træk, at Kræftens Bekæmpelse og TV 2 er gået sammen om Knæk Cancer-kampagnen. I løbet af ugen har kræftramte og pårørende i en lang række tv-programmer, artikler og på de sociale medier åbenhjertigt fortalt om livet efter en kræftdiagnose.

- Jeg vil gerne sige stor tak til TV 2 og alle de medarbejdere og produktionsselskaber, som har været involveret, for et helt fantastisk samarbejde. Der har været nogle utroligt rørende programmer med danskere, som har kræft tæt inde på livet, historier om ny lovende kræftforskning og om de syv tegn på kræft, som skal minde os om at komme afsted til lægen i tiden. Der er blevet sagt tak for hjælpen til venner, familie, kollegaer og sygehuspersonale. Og så har vi mødt kræftramte, som har haft direkte gavn af Knæk Cancer. De har deltaget i forsøg, som er støttet af Knæk Cancer, hvilket for dem har betydet, at de har levet længere, end lægerne havde regnet med. Det er da fuldstændig fantastisk at se, siger Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Læs mere: Forsøgsbehandling redder uhelbredeligt syge børn

Med det imponerende indsamlingsresultat får vi mulighed for at igangsætte endnu flere forskningsprojekter, som giver håb til os alle.

Jesper Fisker, Administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Der er tændt lys og håb
I løbet af ugen er der også tændt lys flere steder i landet. I Esbjerg, Skive, Vordingborg, Nykøbing Falster og Odense har der været smukke lysceremonier, som frivillige har hjulpet med at arrangere. Der har været en helt særlig stemning, når mørket faldt på, og lysposerne blev tændt, og man kunne gå rundt og læse de personlige hilsner til dem, der har kræft - og til minde om dem, vi har mistet.

Det betyder rigtig meget for Kræftens Bekæmpelse, at danskerne har bakket op om de mange arrangementer og indsamlinger i løbet af ugen:

- Det er helt tydeligt, at der er en bevidsthed om, at man selv kan være med til gøre en forskel. Dels fordi vi helt nede på det nære plan viser, at vi er der for hinanden – men også fordi vi med det imponerende indsamlingsresultat får mulighed for at igangsætte endnu flere forskningsprojekter, som giver håb til os alle, siger administrerende direktør Jesper Fisker.