Gå til sygdomsliste

Mindsker økologisk kost risikoen for kræft?

15-06-2020
I dag ved forskerne ikke, om man har lavere risiko for at få kræft hvis man spiser økologiske fødevarer, end hvis man spiser konventionelle fødevarer. Nu skal et nyt forskningsprojekt hos Kræftens Bekæmpelse skabe mere viden.
Frugter på et fad

Har det betydning for vores risiko for at udvikle kræft, om den mad vi spiser er økologisk? Det vil forskere fra Kræftens Bekæmpelse finde ud af. Foto: Colourbox

Gennem mine 20 år som forsker i kost og kræft, er det hyppigste spørgsmål, jeg har fået: ”mindsker økologisk mad risikoen for at få kræft?”. Det kan vi ikke svare på i dag, men håbet er, at den nye undersøgelse gør os klogere

Professor Anja Olsen, Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning

Mange af os vælger den økologiske mælk i køledisken, eller tager posen med ”Ø”-mærkede æbler, når vi står i supermarkedet. 

En af årsagerne til at vælge økologisk kan være, at man formoder, det er et sundere valg, og at man ved at købe disse varer eksempelvis mindsker sin risiko for at få kræft. Men netop i forhold til kræft er der i dag kun sparsomt med videnskabelig baseret viden om, hvilken betydning det har, om man spiser økologisk. 

Det vil et nyt forskningsprojekt, ledet af professor Anja Olsen fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, imidlertid lave om på. Gennem de næste tre år vil hun sammen med ph.d.-studerende Julie Munk Andersen undersøge, om danskere, der spiser økologisk, har lavere risiko for at få kræft. Forskerne vil også undersøge, om mennesker, der spiser økologisk, har en anden bakteriesammensætning i tarmen end andre. 

– Gennem mine 20 år som forsker i kost og kræft, er det hyppigste spørgsmål, jeg har fået:  ”mindsker økologisk mad risikoen for at få kræft?”. Det kan vi ikke svare på i dag, men håbet er, at den nye undersøgelse gør os klogere, siger Anja Olsen og fortsætter: 

–  En anden ting, vi vil se på, er sammensætningen af bakterier i tarmen, både hos mennesker, der spiser økologisk, og hos dem, der ikke gør. Bakterierne i tarmen har stor betydning for vores sundhed, og det vil være interessant at vide, om sammensætningen af dem kan påvirkes af, om vi spiser konventionelt eller økologisk – uanset om vi finder en sammenhæng med kræft eller ej, siger Anja Olsen. 

Foruden kræft vil forskerne også undersøge, om risikoen for type 2-diabetes og hjertekar-sygdomme bliver påvirket af, om den mad, vi spiser, er konventionel eller økologisk. 

Solide befolkningsundersøgelser gør forskningen mulig
Den nye undersøgelse bliver baseret på viden fra 57.053 danskere som i årene omkring 1993 har deltaget i befolkningsundersøgelsen ”Kost, kræft og helbred”. Deltagerne udfyldte dengang omfattende spørgeskemaer om deres livsstil og kostvaner. Forskerne har siden fulgt deltagerne i mere end 20 år og har dermed en stor viden om, hvordan det er gået dem i forhold til deres helbred. 

Til analyserne af tarmbakteriesammensætningen har forskerne adgang til afføringsprøver fra 500 danskere, der har deltaget i en ny befolkningsundersøgelse hos Kræftens Bekæmpelse. 

Teorierne om hvorfor økologiske fødevarer mindsker risikoen for kræft, går især ud på, at de indeholder færre rester af sprøjtegifte, og forskning har vist, at mennesker, der spiser økologisk, har lavere niveauer af sprøjtegifte i deres urin. Andre teorier er, at økologiske fødevarer har højere mængder af de såkaldte fytokemikalier. Det er naturlige stoffer, som planter blandt andet bruger til at forsvare sig mod skadedyr, og som nogle forskere mener, kan mindske risikoen for kræft. 

Den nye undersøgelse vil ikke kunne give svar på årsagerne til en eventuel effekt af økologiske fødevarer, men den kan forhåbentlig være med til at gøre os alle en lille smule klogere: 

– Uanset om vi finder, at personer, der spiser økologisk kost, har en lavere forekomst af kræft eller ej, er det et vigtigt spørgsmål at få svar på, siger Anja Olsen.

Det ved man i dag

Der findes i dag kun to befolkningsundersøgelser, der har set på, om mennesker, der spiser økologisk, har en lavere risiko for at udvikle kræft. Den ene er udført af engelske forskere og havde kun kvindelige deltagere. Den anden er udført i Frankrig og havde både mænd og kvinder med. Begge undersøgelser viste en lavere risiko for blodkræft af typen non-Hodgkin lymfom. Det franske studie fandt desuden en generelt lavere risiko for at udvikle kræft, mens det engelske ikke gjorde.

Enestående danske befolkningsundersøgelser

’Kost, kræft og helbred’ er en af de største danske befolkningsundersøgelser til dato. Undersøgelsen blev startet hos Kræftens Bekæmpelse i 1993 og indeholder tusindvis af prøver fra de 57.053 danskere der har bidraget til den.

Foruden detaljeret viden om livsstil og kost, har deltagerne afleveret biologisk materiale som prøver fra blod-, fedtvæv, urin og tånegle.

’Kost, kræft og helbred’ er en stadig kilde til masser af viden om sammenhænge mellem kostvaner, livsstil og udviklingen af kræftsygdomme. Målet for forskerne er på længere sigt at forbedre vores levevaner og forebygge sygdomme.

Forskerne bag har i 2019 afsluttet en ny stor indsamling af data, hvor de supplerer de informationer, de har, med data fra de oprindelige deltageres efterkommere.

Undersøgelsen 'Kost, kræft og helbred '

Kræftens Bekæmpelse støtter forskningen

Professor Anja Viendahl Olsen, Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, har modtaget 585.000 kr. til forskningsprojektet 'Er indtaget af økologiske fødevarer associeret med risikoen for at udvikle kræft og en sund bakteriesammensætning i tarmen?' 

For Kræftens Bekæmpelse er forskning en kernesag, og 60 pct. af de penge danskerne giver til foreningen, går til forskning. Kræftens Bekæmpelse driver både sit eget forskningscenter på Østerbro i København, og støtter derudover hvert år forskning landet over, med omkring 200 mio. kr.

Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg
  • Hovedopgaven for Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg (KBVU) er at forestå fordelingen af midler til forskning inden for det læge- og naturvidenskabelige område.
  • KBVU består af 15 medlemmer, der er aktive erfarne forskere med indsigt i kræftområdet, samt to patientrepræsentanter. Medlemmerne er valgt af Kræftens Bekæmpelses hovedbestyrelse.
  • Forskere ansat i Kræftens Bekæmpelse har ikke fortrinsret i forhold til at få penge fra KBVU. De søger på lige fod med andre forskere.
    Uddelingen er mulig på grund af de penge, som danskerne hvert år donerer til Kræftens Bekæmpelse.

Læs mere om Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg

Din støtte er vigtig

Uddelingerne gennem Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg er blevet mulige takket være danskernes støtte til kræftsagen.

Kun tre procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Så vi har brug for støtte fra dig og andre, der vælger at støtte kræftsagen og derved er med til at sikre, at færre får kræft, at flere overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med sygdommen.

Se hvordan du kan støtte