Gå til sygdomsliste

Mobiltelefoni påvirker ikke overlevelsen efter hjernekræft

27-11-2018
For patienter, som udvikler hjernetumorer af typen gliom, har det ikke betydning for deres mulighed for at overleve sygdomme, om de har brugt mobiltelefon inden de blev syge. Det viser en ny international undersøgelse, som Kræftens Bekæmpelse har deltaget i.

Der er i dag kun sparsom viden om, hvorvidt brug af mobiltelefon påvirker sandsynligheden for at overleve hjernetumorer. En ny undersøgelse gør os lidt klogere. Foto: Colourbox

Man ved i dag kun lidt om, hvad årsagerne er til gliomer, og hvad der påvirker overlevelsen. Derfor er det godt nyt, at vi kan fortælle patienterne, at deres brug af mobiltelefon ikke har indflydelse på sandsynligheden for, at de overlever denne alvorlige sygdom

Professor Christoffer Johansen

Den nye undersøgelse er en af de få, som har set på, om brugen af mobiltelefoner har betydning for overlevelsen blandt patienter med gliom. Undersøgelsen er baseret på data fra tre lande og resultaterne er godt nyt til de patienter, som rammes af den livstruende sygdom. 

Det forklarer professor Christoffer Johansen, som har deltaget i den nye undersøgelse. Han er forsker ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning og professor og overlæge ved Onkologisk Klinik på Rigshospitalet. Desuden er han rådgiver for Sundhedsstyrelsen i spørgsmål om magnetfelter og helbred og har deltaget i den nye forskning sammen med en række internationale kolleger:

 – Man ved i dag kun lidt om, hvad årsagerne er til gliomer, og hvad der påvirker overlevelsen. Derfor er det godt nyt, at vi kan fortælle patienterne, at deres brug af mobiltelefon ikke har indflydelse på sandsynligheden for, at de overlever denne alvorlige sygdom, siger Christoffer Johansen. 

Stærke resultater
Den nye undersøgelse er udført på basis af data fra Danmark, Finland og Sverige. I alt 806 patienter med gliom indgik i undersøgelsen samt data fra raske kontrolpersoner, som blev interviewet om deres brug af mobiltelefon. 

De deltagere, som brugte mobiltelefon mindst en gang om ugen i mindst seks måneder, blev klassificeret som ”jævnlige brugere”, og de blev spurgt mere detaljeret om deres brug, blandt andet om, hvor hyppigt de har brugt telefonen, og hvor længe de talte, hvilket netværk de brugte, og om de brugte de såkaldte headset – hvor man taler i telefon med små højttalere i ørene og ikke holder telefonen op til øret. 

– Resultaterne bliver bestyrket af flere ting: For det første er det en stor undersøgelse. Gliomer er heldigvis sjældne, så det er sjældent at få data fra så mange patienter. Derudover indgår der data fra flere lande, som viser det samme. Det er altså ikke et resultat, som er specielt for Danmark, og som måske kunne skyldes forhold, der kun gælder for danskere – eksempelvis fordi vi brugte mobiltelefoner på en særlig måde, siger Christoffer Johansen. 

Kun anden undersøgelse om overlevelse
Den nye undersøgelse er kun den anden af sin slags, hvor forskere ser på, om brugen af mobiltelefon påvirker sandsynligheden for at overleve hjernetumorer. Øvrige undersøgelser af hjernetumorer og mobiltelefoni har nemlig haft fokus på, om brugen af mobiltelefoner påvirker risikoen for at få sygdommen. 

Resultaterne fra den eneste tidligere undersøgelse af overlevelse viste, at et stort brug af mobiltelefon måske forlængede overlevelsen ved de mindst aggressive former for hjernetumorer, men forkortede overlevelsen ved de mere fremskredne former. 

I den nye undersøgelse ser forskerne delvist den samme tendens – at de patienter, som havde haft den højeste brug af mobiltelefon måske levede lidt længere. Men det er endnu for usikkert at træffe en endelig konklusion: 

– Ingen af undersøgelserne har en forklaring på, hvorfor brugen af mobiltelefon skulle kunne forøge overlevelsen af gliomer. Samtidig er data endnu for usikre og undersøgelserne for få, til at vi kan udelukke at det fund skyldes tilfældigheder, siger Christoffer Johansen.

 

Læs mere om Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning

 

Resultaterne er offentliggjort her: Olsson A. et al.: Survival of Glioma Patients in Relation to Mobile Phone Use in Denmark, Finland and Sweden. J Neurooncol. 2018, Nov 12.

Hjernekræft

Man kender kun få årsager til gliomer, som blandt andet kan skyldes genetiske fejl eller ioniserende stråling, som er den type stråling, der stammer fra atomkraftværker og anlæg der anvender radioaktivt materiale. Stråling fra mobiltelefoner er ikke-ioniserende stråling og har andre fysiske egenskaber, men har længe været i forskernes søgelys i forhold til kræft – især for, om det kunne øge risikoen for at få sygdommen.

Mere om hjernetumorer

Mobiltelefoner og kræft

Alle hidtidige undersøgelser viser, at op til 20 år brug af mobiltelefoner ikke medfører en øget risiko for at få kræft, men fordi der endnu er ubesvarede spørgsmål om blandt andet risikoen hos børn, har WHOs kræftforskningsinstitution IARC klassificeret stråling fra mobiltelefoner som 'muligvis kræftfremkaldende' for mennesker. Det betyder, at de er på en mistankeliste. Men der er behov for større og bedre undersøgelser, før det er muligt at give en mere sikker risikovurdering.

Du kan læse mere om mobiltelefoner og kræft, på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside