Gå til sygdomsliste

Ny viden om mavesyremedicin

12-12-2018
Kræftpatienter bruger ofte medicin, der hæmmer dannelsen af mavesyre. Men medicinen kan have bivirkninger, man ikke før har kendt til. Det viser forskning fra Kræftens Bekæmpelse på baggrund af tal fra registre og forsøg med mus.

Forskning viser, at mavesyrehæmmere måske har bivirkninger, som gør det vigtigt at forske mere i hvordan forskellige typer medicin påvirker hinanden, blandt andet hos kræftpatienter. Foto: Tomas Bertelsen

Der er ingen grund til at patienter selv ændrer på medicinen, for rigtigt brugt, er PPI en effektiv og sikker behandling, der kan forebygge generende og også livstruende tilstande

Overlæge Lars Henrik Jensen, formand for Dansk Selskab for Klinisk Onkologi

Kræftpatienter får ofte flere typer medicin samtidig. Det kan være nødvendigt for at give den bedste behandling. Nogle typer medicin bliver givet for at mindske bivirkninger og gener, der opstår som følge af behandlingen. Men nogle midler kan også påvirke anden behandling, og for eksempel nedsætte eller forstærke dets virkning. 

Dette kan være tilfældet med de syrehæmmende midler, protonpumpehæmmere (PPI), som typisk bliver givet mod mavesår. I en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse har forskere undersøgt, om der er en sammenhæng mellem brug af PPI og overlevelsen efter en kræftsygdom. Resultaterne tyder på, at der er en højere dødelighed blandt kræftpatienter, som bruger PPI. 

Den nye undersøgelse er baseret på registerdata fra knap 348.000 danske kræftpatienter, og forskerne ved ikke med sikkerhed, hvad årsagen til sammenhængen er. 

Gennem opfølgende forsøg med mus er forskerne dog kommet med en mulig forklaring. Her øgede PPI midlet pantoprazol væksten af kræftknuder hos mus med et normalt immunforsvar, men ikke hos særlige forsøgsmus uden immunforsvar. 

Herudover viste museforsøgene, at pantoprazol nedsætter effekten af to typer af kemoterapi – gemcitabin og doxorubicin – som virker ved at aktivere immunforsvaret, som dernæst bekæmper kræftcellerne. 

– En mulig forklaring på det, vi ser i mus, er, at PPI hæmmer immunforsvaret. Hvis dette er tilfældet, er det uhensigtsmæssigt. Både fordi det kan mindske effekten af kemoterapi, der virker ved at aktivere immunforsvaret, men også fordi immunforsvaret i sig selv spiller en stor rolle i bekæmpelsen af visse typer af kræft, siger post doc Siri Amanda Tvingsholm fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, som har deltaget i den nye forskning. 

Bør bruges hvor behandlingen kræver det
Den videnskabelige undersøgelse er den første til at undersøge sammenhængen mellem PPI brug og overlevelse efter kræft og er baseret på data fra en række registre. Og det skal man tage højde for, fastslår overlæge Lars Henrik Jensen, der er formand for de danske kræftlæger i Dansk Selskab for Klinisk Onkologi: 

– Det er et interessant studie, som bidrager til nogle foreløbige antagelser om en mulig sammenhæng mellem PPI og kræftforløb. Det er velkendt, at PPI bliver brugt alt for meget til tilstande, som det ikke er indiceret til. Der er nu en god anledning ude på kræftafdelingerne til at følge op på, om retningslinjerne for brug af PPI er opdaterede. Stofferne skal kun bruges til de godkendte indikationer, siger han og understreger: 

– Der er ingen grund til at patienter selv ændrer på medicinen, for rigtigt brugt, er PPI en effektiv og sikker behandling, der kan forebygge generende og også livstruende tilstande, siger Lars Henrik Jensen. 

Den holdning bakkes op af forskerne bag studiet. De påpeger, at det er vigtigt, at patienter ikke selv stopper med at tage PPI, hvis de har fået lægemidlet udskrevet af lægen. Midlerne kan være udskrevet mod alvorlige lidelser, og det kan være livsfarligt at stoppe med at tage dem. 

Mere forskning kan hjælpe patienterne
Samlet viser resultaterne, at der er brug for mere forskning i, hvordan forskellige typer af medicin spiller sammen. Og Siri Amanda Tvingsholm håber, de nye resultater kan føre til mere forskning omkring effekter af PPI, som kan give kræftpatienterne en sikker behandling: 

– Mere viden om, hvordan PPI virker, kan måske i fremtiden give et bedre grundlag for at benytte midlerne på en optimal måde. Vores resultater peger på, at visse PPI ikke påvirker dødeligheden. En anden mulighed kunne være at begrænse brugen af midlerne, så de kun bliver brugt ved de mest alvorlige lidelser. Det er nogle af de spørgsmål, vi håber kommende forskning kan hjælpe med at give svar på, siger Siri Tvingsholm. 

PPI og ældre medicin
Der findes forskellige typer af PPI, og for flere af de undersøgte typer fandtes en øget dødelighed ved brug hos kræftpatienterne, særligt ved brug af midlet pantoprazol. 

Resultaterne var lidt forskellige afhængig af, hvilken kræftsygdom forskerne undersøgte, men dødeligheden blandt patienter, som brugte PPI, var øget ved flere forskellige kræftformer, inklusiv bryst-, æggestok-, og prostatakræft. 

Hos patienter der brugte PPI både før og efter kræftdiagnosen fandt forskerne ingen forøget kræftdødelighed, hvilket understreger, at der er behov for mere forskning omkring effekter af PPI. 

Forskerne undersøgte også medicin af typen H2-receptor antagonister, som tillige hæmmer dannelse af mavesyre. 

– Vores resultater viser, at brugen af H2-receptor antagonisterne ikke var forbundet med den samme forringede overlevelse som PPI var. Midlerne hæmmer imidlertid ikke mavesyre lige så effektivt som eksempelvis pantoprazol og derfor bliver de kun sjældent brugt i dag, siger Siri Tvingsholm.

Resultaterne er offentliggjort her: Tvingsholm SA et al.: Proton pump inhibitor use and cancer mortality. Int J Cancer. 2018 Sep 15;143(6):1315-1326. doi: 10.1002/ijc.31529

Råd til dig, der tager PPI

Du bør aldrig stoppe med at tage medicin uden at rådføre dig med din læge. PPI kan være udskrevet mod alvorlige lidelser, og det er derfor vigtigt at du bliver ved med at tage midlet. Midlerne, som forskerne har set på i denne undersøgelse er omeprazol, lansoprazol, esomoprazol, pantoprazol og rabeprazol.

Mere om PPI

Midlerne bliver blandt andet givet som behandling mod den kvalme, som mange kræftpatienter oplever under deres behandling. Midlerne bliver også brugt som forebyggelse og behandling mod eksempelvis blødende mavesår, som er en alvorlig og potentielt livstruende tilstand.

Registre giver forskning i verdensklasse

Undersøgelsen har været mulig, fordi forskerne har haft adgang til en række danske registre. Her har forskerne kunnet identificere alle danske kræftpatienter i perioden 1995-2011. De har også kunnet se, hvilken medicin patienterne har fået udskrevet recepter på. Registre er unikke, og den forskning, de muliggør, er yderst solid og således et vigtigt forskningsredskab.