Bliv caféfrivillig for kræftpatienter i Aalborg
Vil du være med til at give kræftpatienter et bedre liv under og efter deres kræftsygdom? Så kan du nu blive frivillig i Café Mageløs, som er Kræftens Bekæmpelses cafe i forlængelse af Aalborg kommunes træningstilbud til kræftpatienter.
Formålet med cafeen er at skabe et frirum for kræftpatienter, hvor der er plads til erfaringsudveksling med ligesindede og hvor frivillige understøtter samtalen og skaber en hyggelig ramme for det sociale samvær.
Der afholdes cafe hver mandag og onsdag formiddag.
Vi søger
Engagerede personer, som har tid og lyst til at indgå aktivt i et nyt team af frivillige, der skal arbejde tæt sammen om opgaven. Du skal være interesseret i mennesker og have overskud til både at lytte og til samtale, og derved medvirke til, at cafeens brugere får en god oplevelse.
Vi tilbyder
Som frivillig er du vært i cafeen, og du bliver en del af et velfungerende frivillig team, som er engagerede i opgaven og har det sjovt sammen. Du får en god introduktion til opgaverne i cafeen og bliver via kursus i Kræftens Bekæmpelse introduceret til organisationen og øvrige frivillignetværk
Vi glæder os til at høre fra dig!