Bliv tovholder i et netværk for kræftramte unge imellem 18 og 45 år i Kræftrådgivningen i Esbjerg
Formålet med netværket er, at unge med nuværende eller tidligere kræftsygdom kan møde andre i samme situation og dele oplevelser og erfaringer om operation, behandling, senfølger, psykiske reaktioner, udfordringer på arbejdsplads eller i privatlivet m.m., med hinanden.
Vi søger
Som tovholder er det din opgave, sammen med en anden tovholder, at tage imod deltagerne i netværket og være ansvarlig for rammerne. Det betyder at du skal have mod på at byde velkommen, sætte samtaler i gang og sørge for at alle kommer til orde. Du vil også have ansvaret for at afrunde mødet.
I samarbejde med de øvrige drivkræfter i netværket skal du deltage i at arrangere de aktiviteter, som ungenetværket laver. Det kan være brætspils-aftener, fællesspisninger og lign.
Vi søger dig, som selv har været igennem et kræftforløb og oplever at have fået fodfæste igen. Det er en betingelse at du har dit eget forløb så meget på afstand, at du kan være til stede for de andre
Vi tilbyder
Som frivillig kommer du på et 2-dages patientstøttekursus, og der vil være jævnlig støtte og sparring i forhold til opgaven.
Netværket mødes som udgangspunkt den første tirsdag i måneden, men enkelte aktiviteter kan ligge på andre tidspunkter. Tovholderne mødes lidt før og har lidt tid efter hvert møde.
Lyder dette frivilligjob som noget for dig? Så kontakt rådgiver Elsebeth Bech Myhre Kristensen på mail esbjerg@cancer.dk eller telefon 70202671 mandag – torsdag imellem 10 og 15.
Vi glæder os til at høre fra dig!