Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Germinalcelletumorer

Germinalcelletumorer (kaldes også kimcelletumorer) opstår fra germinalceller, som er de celler, der udvikler sig til at blive kvindens æg og mandens sæd. Germinalcelletumorer kan både være god- eller ondartede (kræft). Hos voksne findes de oftest i æggestokkene eller testiklerne.

Som foster har man germinalceller flere steder, og germinalceller kan nogle gange findes andre steder i kroppen som et levn fra fostertilstanden. Hvis børn får germinalcelletumorer, er det oftest andre steder end i æggestokkene eller testiklerne.

Testikelkræft opstår som regel i germinalceller

Der er to hovedtyper testikelkræft: seminomer og non-seminomer. Begge typer udvikles fra germinalcellerne i testiklerne.

Seminomer

Tumorer i testiklerne, der er 100 pct. seminom, kaldes seminomer. De opstår oftest hos 25-45-årige mænd.

Non-seminomer

Tumorer, der er blanding af seminom og non-seminom, betragtes som non-seminomer. De fleste andre tilfælde af testikelkræft er non-seminomer, som er blandinger af disse forskellige typer germinalcelletumorer:

  • Embryonalt karcinom
  • Teratom
  • Blommesæktumor
  • Koriokarcinom

Non-seminomer ses oftest ses hos 20-35-årige mænd. I England kaldes alle typer non-seminomer som regel teratom. 

Teratomer

Teratomer er en af flere undertyper af non-seminom. Teratomer er som regel godartede i starten, men kan ændre sig og blive til kræft. Teratomer ses hos helt unge mænd ned til teenagealderen.

Germinalcellerne er et levn fra fostertilstanden og kan udvikle sig i forskellige retninger, og germinalcelletumorer kaldet teratomer indeholder ofte forskellige slags væv. Teratomer kaldes i nogle tilfælde fejlagtigt for en tvilling. Læs mere om diagnosen på testikelkræft:

Diagnose og stadieinddeling af testikelkræft

Germinalcelletumorer i æggestokkene

Hos kvinder er mange germinalcelletumorer i æggestokkene godartede, men kan i sjældne tilfælde være kræft. Kræft i æggestokkene er kun i 1-3 pct. tilfælde germinalcelletumorer. De opstår som regel hos teenagere eller unge kvinder, men ses også hos ældre kvinder i 60-årsalderen. Læs mere om germinalcelletumorer i æggestokkene:

Behandling og symptomer ved germinalcelletumorer

Germinalcelletumorer ses sjældent andre steder i kroppen

Det er sjældent, at germinalcelletumorer fører til kræft andre steder i kroppen end i æggestokkene. Nogle gange sker ses det mellem lungerne (i mediastinum), i hjernen eller bagest i bughulen (retroperitoneal cancer).  

Germinalcelletumorer hos børn

Hos børn findes germinalcelletumorer oftest omkring halebenet (sacrococcygealt teratom) eller på halsen, og tumoren er oftest til stede ved fødslen. Læs mere på Børnecancerfondens hjemmeside:

Børnecancerfonden informerer: kimcelletumorer

Undersøgelser for germinalcelletumorer er scanninger og evt. vævsprøve

Germinalcelletumorer opdages ofte ved en ultralydsscanning. Hvis lægen får mistanke om en germinalcelletumor, får man lavet MR- og CT-scanninger, hvor lægen vil se, hvor tumoren nøjagtigt sidder, og om den eventuelt har spredt sig.

Hvis lægerne på basis af scanningerne er i tvivl om diagnosen, får man taget en vævsprøve i fuld bedøvelse.

Blodprøver måler for specielle hormoner

Man får også taget blodprøver, hvor lægen ser efter såkaldte tumormarkører. En del germinalcelletumorer udskiller nemlig specielle hormoner i blodet, kaldet alfa- foetoprotein (AFP) og human chorion gonadotropin (HCG).

Tumormarkørerne kan også bruges til senere at vurdere behandlingens effekt og til at opdage et evt. tilbagefald af sygdommen. Hvis mængden af disse hormoner stiger, tyder det nemlig på aktivitet i sygdommen.

Behandling af germinalcelletumorer

Hvilken behandlingen man skal have, afhænger af ens alder, hvor kræftknuden sidder, hvor stor den er, om der er spredning, og om der er forhøjede værdier af hormonerne AFP eller HCG.

Opfølgning efter behandling

Efter endt behandling bliver man fulgt med MR- eller en CT-scanning og blodprøvekontrol af hormonerne AFP og HCG. Opfølgningsbesøgene foregår ambulant, dvs. uden at man er indlagt. 

Læs mere

Om germinalcelletumorer på engelsk:

Cancer Research UK - Germ cell tumors

 

Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft


Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Rådgivning

Her kan du få rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Opret en profil på cancerforum og mød andre patienter og pårørende, som du kan dele tanker og erfaringer med.