Gå til sygdomsliste

Forskningsprojekter i cannabis

Der forskes bredt i cannabis som medicin til mange forskellige tilstande og sygdomme - altså ikke kun kræft. Her kan du læse om udvalgte danske forskningsprojekter, som undersøger cannabis som medicin. Forskningsprojekterne er uafhængige af Kræftens Bekæmpelse.
  • Evaluering af forsøgsordningen med medicinsk cannabis

    Ved forsker Carsten Hjorthøj, Region Hovedstadens Psykiatri

    Projektperiode: Januar 2019 til april 2020

      

    Projektets mål

    At undersøge positive virkninger og bivirkninger ved medicinsk cannabis hos en gruppe mennesker, som vi sammenligner med en lignende gruppe mennesker, der ikke får medicinsk cannabis.

       

    Formål

    Der er relativt lidt viden om brugen af medicinsk cannabis blandt de mennesker, som principielt kan få en recept på det. Den viden, der trods alt er, er baseret på enten små undersøgelser og/eller undersøgelser uden en kontrolgruppe, som er en sammenlignelig gruppe af mennesker, der ikke modtager medicinsk cannabis.

       

    Grundet manglen på undersøgelser af god kvalitet, har projektet til formål at evaluere på positive virkninger og bivirkninger af medicinsk cannabis hos en gruppe mennesker og sammenligne dem med en kontrolgruppe, der ikke modtager medicinsk cannabis.

      

    Dette er dels for at undersøge virkningen på de tilstande, som medicinsk cannabis konkret udskrives til, dels for at undersøge eventuelle uforudsete virkninger – altså positive virkninger på andre områder end det, den medicinske cannabis er udskrevet til, og dels for at undersøge bivirkninger. Til dette formål er det vigtigt at have en kontrolgruppe at sammenligne med.

       

    Forskernes opgaver

    • Ved at se på informationer fra registre, kan forskerne sammenligne mennesker, der bruger medicinsk cannabis, med en kontrolgruppe, der ikke gør. Det gør det muligt at se, om den medicinske cannabis har en bestemt effekt hos gruppen der bruger det sammenlignet med dem der ikke gør.
    • Vi vil lave interviews med mennesker, der både bruger og ikke bruger medicinsk cannabis.
    • Vi vil lave test af mentale funktioner og processer på samme gruppe.
  • Udvikling af nye strategier til behandling af spasmer forårsaget af rygmarvsskader

    Ved forsker Eva Maria Meier Carlsen, Københavns Universitet

    Projektperiode: maj 2018 til sept. 2021

      

    Projektets mål

    At undersøge om cannabis kan bruges til at afhjælpe overdrevne muskelspændinger (spasmer), f.eks. forårsaget af skade på rygmarven.

       

    Projektet vil undersøge hvad der er afgørende for cannabis’ virkning, og hvordan cannabis påvirker det netværk af nerveceller, som er involveret i spasmer.

      

    Formål

    Cannabis bruges i behandlingen af spasmer ved multipel sklerose. Måske kan cannabis også bruges til at behandle spasmer forårsaget af andre årsager – f.eks. forårsaget af rygmarvsskader. Det er også muligt, at cannabis kan bruges til at behandle andre tilstande, hvor nervefunktionen, der har med bevægelser at gøre, er unormal, som f.eks. ved ufrivillige rystelser.

        

    Forskerne ønsker at forstå cannabis’ virkning på tilstande, som hænger sammen med unormal nervefunktion, der har betydning for bevægelser, som f.eks. ufrivillige rystelser eller spasmer.

        

    Den forståelse kan potentielt lede til nye måder at behandle sådanne tilstande på, hos blandt andre patienter med rygmarvsskade.

       

    Forskernes opgaver:

    • For at forstå hvordan cannabis påvirker det netværk af nerver, der har betydning for spasmer og rystelser, laves der eksperimenter på rygmarvsskiver fra mus.Hermed kan man undersøge, hvordan nerveceller i rygraden kommunikerer med hinanden og hvordan denne kommunikation påvirkes af cannabis.
    • Derudover undersøges adfærden hos mus, der lider af ufrivillige rystelser, og om og hvordan cannabis kan påvirke graden af rystelser.

  • Læger og patienters holdninger til og erfaringer med cannabis til medicinsk brug

    Ved forsker Jens Søndergaard

    Projektperiode: feb. 2018 til dec. 2020

      

    Projektets mål

    At beskrive og analysere holdninger til og erfaringer med medicinsk cannabis blandt praktiserende læger og udvalgte speciallæger, sygehuslæger og patienter.

       

    Formål

    Flere udenlandske undersøgelser har set på lægers receptudskrivning på medicinsk cannabis. Mange føler sig usikre i forhold til at skulle udskrive recept på medicinsk cannabis til patienterne, fordi de simpelthen ikke oplever at have nok viden og uddannelse om stoffet.  

        

    I en australsk undersøgelse angiver praktiserende læger, at de gerne ville udskrive medicinsk cannabis, hvis der var mere sikkerhed om dets virkninger, og hvis der var mulighed for støtte fra andre sundhedspersoner med ekspertviden om medicinsk cannabis.

      

    I en israelsk undersøgelse ses det, at israelske læger generelt er positivt stemt over for medicinsk cannabis, og de er enige om, at det har potentiale hos langtidssyge og uhelbredeligt syge patienter.

     

    Overordnet er patienter mere positivt stemt end læger over for medicinsk cannabis, og de meddeler betydelig smertelindring og kun få uskadelige bivirkninger ved brugen af det.

       

    Der findes på nuværende tidspunkt ingen dybdegående undersøgelser af danske læger og patienters adfærd i forhold til medicinsk cannabis. Derfor vil projektet skabe et overblik over, hvilke læger der udskriver recept på medicinsk cannabis i Danmark, hvad der er afgørende for, at de udskriver recepten og til hvilke sygdomme.

       

    Forskerne vil undersøge hvorfor nogle læger gerne vil udskrive recept på medicinsk cannabis, hvorfor nogle ikke vil, og ligeledes hvorfor nogle patienter gerne vil bruge det og andre ikke vil. Læger og patienters holdninger og erfaringer med medicinsk cannabis vil blive undersøgt, fordi det formodes, at det har en betydning for anvendelsen.

      

    Forskernes opgaver:

    • Der skal laves interview med læger og patienter med henblik på at undersøge holdninger og erfaringer med cannabis, og andet som kan have betydning for brugen af medicinsk cannabis f.eks. patient/læge-kommunikationen.
    • Der vil blive udsendt spørgeskemaer til et bredt udsnit af læger, hvor det vil blive undersøgt, om der er sammenhæng mellem lægers køn, alder, speciale mm. og deres holdninger og erfaringer med medicinsk cannabis. Udover deres erfaring fra arbejdet vil der også blive set på deres personlige erfaringer med medicinsk cannabis, f.eks. fra deres netværk.
    • Der vil blive udsendt spørgeskemaer til patienter, for hvem medicinsk cannabis kunne være en mulighed. Det vil blive undersøgt om der er sammenhæng mellem patienters køn, alder, uddannelsesniveau mm. og deres holdninger og erfaringer med medicinsk cannabis.
  • Evaluering af patienters behandling, anvendelse og oplevede effekt af medicinsk cannabis

    Ved forsker Jens Søndergaard

    Projektperiode: 01.04.2019 til 30.04.2020

      

    Projektets mål

    At beskrive og analysere patienters erfaringer med brug af medicinsk cannabis og kortlægge patienternes anvendelsesmønstre og behandlingsforløb.

      

    Formål

    Få undersøgelser har forsøgt at finde mønstre for lægernes receptudskrivning på medicinsk cannabis. I de få undersøgelser der findes, har man som regel spurgt lægerne direkte eller ved spørgeskemaundersøgelser. Her fremgår det, at lægerne udskriver medicinsk cannabis til at lindre eller reducere symptomer ved så forskellige lidelser som angst, forhøjet blodtryk, inkontinens, stress og depression.

       

    Den tilstand, de oftest udskriver medicinsk cannabis til, er imidlertid smertelindring hos patienter med længerevarende smerter. Det kan f.eks. dreje sig om smerter ved leddegigt, smerter som følge af sygt nervevæv og muskelspasmer.  

       

    Der findes på nuværende tidspunkt ingen dybdegående undersøgelse af danske patienters behandling, anvendelse og oplevelse af virkning ved medicinsk brug af cannabis.

       

    Derfor skal dette projekt skabe et overblik over, hvilke tilstande medicinsk cannabis udskrives for, hvordan det bruges, hvordan brugen ændrer sig over tid, om patienterne oplever effekt og bivirkninger, og hvis, så hvordan det påvirker deres daglige håndtering af deres sygdom.

      

    Forskernes opgaver:

    • Interviews med patienter, der får medicinsk cannabis under forsøgsordningen. Fokus i interviewene: patienternes personlige erfaringer, oplevede effekt af medicinsk cannabis, og hvordan det har påvirket deres hverdag i forhold til den sygdom/lidelse de er i behandling for. Det skal også give forskerne viden om, hvordan patienterne bruger medicinsk cannabis, om de henter det på apoteket når de får recept på det, om de tager det som anvist af lægen og om det erstatter noget anden medicin, som lægen har givet på recept.
    • Spørgeskemaundersøgelse om patienters erfaringer med medicinsk cannabis, og om brug af medicinsk cannabis har forbedret deres oplevelse af helbred og livskvalitet.
    • Oplysninger fra registre, skal hjælpe forskerne til at kortlægge patienters brug af medicinsk cannabis, der er udskrevet af en læge efter forsøgsordningens start i januar 2018. Forskerne vil ses på, hvordan brugen udvikler sig over tid.

  • Medicinsk cannabis’ virkning på nervesmerter og spasticitet hos sklerosepatienter og patienter med rygmarvsskade

    Ved forskere Kristina Bacher Svendsen og Julie Schjødtz Hansen, Aarhus Universitet

    Projektperiode: 01.10.2018 til 30.09.2021

       

    Projektets mål

    Projektet vil undersøge om medicinsk cannabis kan bruges til behandling af nervesmerter og spasticitet hos patienter med sklerose og patienter med rygmarvsskade. Forskerne vil også se på cannabis’ betydning for livskvalitet, hukommelse, stress, søvn, styringsbesvær (ved sklerose) og se på bivirkninger ved brug af cannabis.

       

    Formål

    Ved sygdom eller skade af hjerne og/eller rygmarv kan man udvikle spasticitet og nervesmerter. Det ses bl.a. hos personer med multipel sklerose og folk med rygmarvsskade. Spasticitet og nerveskade påvirker livskvaliteten. Da sundhedsvæsenets behandlinger mod disse symptomer kan opleves utilstrækkelige for patienter, søger de ofte alternative behandlingsmuligheder.

       

    Man kender endnu ikke virkningen af cannabis på smerter og spasticitet hos patienter med multipel sklerose og rygmarvsskade. Alligevel har patienterne tit et ønske om at få cannabis-baseret medicin, fordi de opfatter behandlingen som bedre og med færre bivirkninger end den almindelige medicin.

       

    Bekymringerne ved brug af cannabis-baseret medicin er risikoen for bivirkninger. Derudover er der stadig kun meget lidt viden om cannabis’ virkning som smerte- og spasticitetsmedicin.

       

    Projektet vil undersøge den mulige virkning, cannabis kan have på smerter og spasticitet, blandt en større gruppe patienter. Her vil bivirkninger ved de forskellige typer cannabisprodukter blive noteret og beskrevet, hvilket er nødvendigt, før man kan begynde at overveje at bruge cannabis på lige fod med anden behandling.

     

    Betydning for kræftområdet:

    Nervesmerter kan også komme af andre ting end sklerose og rygmarvsskade, f.eks. efter kræftoperation eller som følge af nervebetændelse efter kemoterapi. Nogle af patienterne med rygmarvsskade har deres skade som følge af kræft, der har spredt sig.

       

    Forskernes opgaver:

    • Der skal indhentes 448 patienter
    • Der skal søges mere finansiering til projekt-personale/omkostninger.
    • Information om projektet vil blive spredt gennem patientforeninger, sklerose- og rygmarvsskade-ambulatorier.
    • Forskerne skal sikre, at forsøgspersonerne ikke kører bil under behandlingen (7 uger), og at de ikke er i behandling med opioider eller cannabis-baseret medicin 3 mdr. forud for projektet.

  • Cannabis til sårpatienter

    Ved forsker Rolf Jelnes, Sønderborg Sygehus

    Projektperiode: 01.07.19 til 01.02.20

       

    Projektets mål

    Det kan være meget smertefuldt at være kronisk sårpatient. Projektet vil undersøge, om de aktive stoffer i cannabis, CBD og THC, har en smertestillende effekt hos disse patienter.

        

    Formål

    Mange patienter med tilbagevendende og langtids-helende sår, typisk på benene, har smerter, der kræver stærk smertemedicin af morfintypen. Da de samtidig ofte er i den ældre aldersgruppe, som kan have andre sygdomme, kan bivirkningerne generelt være flere end virkningerne.

       

    Små undersøgelser har vist en gavnlig virkning af cannabis på sårsmerter. Formålet med dette studie er at lave et forskningsprojekt af høj kvalitet inden for sår-området.

       

    Projektet vil blive udført sådan, at patienten ikke får at vide, om vedkommende får cannabis-behandling eller placebo-behandling (behandling uden virkning). På den måde kan man se, om de patienter, der har fået cannabis-behandling, har oplevet en smertelindring, sammenlignet med de patienter, der har fået placebo-behandling.

  • Brug af cannabis til medicinsk behandling af patienter med kræft i palliativt forløb – En patient spørgeskemaundersøgelse

    Ved forsker Peter Leutscher, Regionshospital Nordjylland

    Projektperiode: 1. januar 2019 til 31. oktober 2020

      

    Projektets mål

    At skabe ny viden og større erfaring omkring brugen af cannabis, som medicinsk behandling, hos patienter med kræft.

      

    Formål

    En ud af fire patienter med kræft, der henvises til symptomlindring hos det Palliative Team på Regionshospital Nordjylland, er på eget initiativ påbegyndt behandling med cannabisbaseret medicin.

       

    Produkterne er oftest indkøbt på ’det sorte marked’, og uden beskrivelse af indholdsstoffer og doseringsvejledning.

       

    På baggrund af ovenstående, bliver en stor spørgeskemaundersøgelse blandt patienter med kræft nu sat i gang i samarbejde mellem læger og sygeplejersker ved det Palliative Team og Center for Klinisk Forskning ved Regionshospital Nordjylland, med støtte fra Kræftens Bekæmpelse.

        

    I undersøgelsen vil forskerne spørge til patienternes overvejelser, forventninger og udfordringer i forbindelse med cannabis som behandling. Endvidere vil der blive spurgt ind til patienternes oplevede effekter og bivirkninger ved behandlingen. Det forventes at 400 patienter vil deltage i undersøgelsen.

       

    Denne tilgang forventes fremadrettet at kunne hjælpe til en mere åben dialog, mellem patienter, pårørende og sundhedspersonale, om mulighederne for brug af cannabis som supplerende behandling til den almindelige medicinske behandling. 

     

    Forskernes opgaver

    • Interview runde med en repræsentativ gruppe af 20 patienter (manuskript klargjort)
    • Interview runde med en række sundhedsfaglige grupper (i alt 50 personer), herunder onkologiske og palliative læger/sygeplejersker, samt praktiserende læger (data analyse, samt redigering igangsat)
    • Spørgeskemaundersøgelsen forventes påbegyndt august 2019 og afsluttet juni 2020 med efterfølgende data analyse, samt redigering.
  • Kombination af cannabidiol og bacitracin mod bakterieinfektioner

    Ved forsker Janne Kudsk Klitgaard, Syddansk Universitet i Odense

    Projektperiode: 01.07.2018 til 01.06.2021 

       

    Projektets mål

    Projektet har til formål at finde ud af, om det aktive stof i cannabis, CBD, i kombination med andre stoffer, heriblandt antibiotika, kan bruges til behandling af bakterielle infektioner.

       

    Forskernes rolle

    Der er efterhånden meget der tyder på, at CBD kan virke hæmmende på bakteriers vækst. Og det på trods af, at der kun findes ganske få videnskabelige artikler om emnet.

       

    Som indledning til projektet startede forskerne med at påvise, at CBD og andre aktive stoffer fra cannabis, kan hæmme bakteriers vækst. Det blev også undersøgt om CBD kunne øge virkningen af velkendte antibiotika. De fandt ud af, at en kombination af CBD og et antibiotikum, Bacitracin, kan mindske den mængde af både CBD og Bacitracin, som er nødvendig for at dræbe bakterier. Når der anvendes en mindre mængde af stofferne til behandling af infektioner, kan det betyde at risikoen for resistensudvikling sænkes (bakteriers modstandsdygtighed).

        

    Forskernes opgaver:

    • Forskerne samarbejder med Canna Therapeutic ApS på et projekt, hvor de undersøger mekanismen, der gør at kombinationen af de to stoffer kan dræbe bakterier
    • Herefter laves de indledende kliniske forsøg, som i første omgang bliver på forsøgsdyr
    • Fokus for de kliniske forsøg bliver på sårinfektioner, som behandles med en creme, som indeholder stofferne CBD og Bacitracin. 

Læs om cannabis som medicin i relation til kræft:

Cannabis og kræft

Ved spørgsmål til sidens indhold kontakt:

Projektleder Nanna Cornelius på nannac@cancer.dk