Gå til sygdomsliste

Yoga mod træthed og søvnproblemer

Ny forskning viser, at yoga kan have en positiv virkning på søvnproblemer og på den særlige træthed, mange kræftramte oplever.

Under en kræftsygdom, kan man opleve en særlig udtalt træthed, der også kaldes fatigue. Den kan være svær at gøre noget ved, fordi det ikke nødvendigvis hjælper at sove – trætheden er der stadig, når man vågner.

Man kan også have forskellige problemer med at sove på grund af smerter eller det kaos af tanker og bekymringer, sygdommen kan sætte i gang.

Undersøgelser viser at yoga hjælper mod træthed

En stor amerikansk undersøgelse har vist, at yoga kan have en positiv virkning på både problemer med at sove og den udtalte træthed.

Deltagerne i undersøgelsen fulgte et omfattende og særligt tilrettelagt yogaprogram, der tog udgangspunkt i hatha-yoga og som også indeholdt mindfulness, meditation og visualisering.

Yoga-programmet var specielt tilpasset kræftpatienter, og havde for en stor del af deltagerne en positiv indflydelse. De følte sig mindre trætte, oplevede mindre fatigue og færre søvnproblemer.

Man ved endnu ikke, om alle yogaformer har en positiv effekt, men vi ved til gengæld, at motion generelt hjælper på træthed. Andre motionsformer vil derfor også kunne være en god måde at afhjælpe træthed og problemer med at sove.

Du kan blandt andet dyrke yoga i yogacentre, på aftenskoler eller derhjemme, f.eks. ved hjælp af en yoga-dvd eller yoga-podcast.

Andre metoder, der kan hjælpe ved træthed og søvnproblemer:

Visualisering
Visualisering er en teknik, hvor man under en dyb afspænding fremkalder bestemte indre billeder og sansninger. Det kan afhjælpe nogle af de psykiske følger, som f.eks. stress, man kan opleve under en kræftsygdom.

Mindfulness

Mindfulness er en meditationsform, som med danske ord kan kaldes ”bevidst nærvær”. Ved at træne evnen til bevidst nærvær, kan man bl.a. arbejde sig væk fra oplevelsen af at være fastlåst i tristhed og negative grublerier.

Rør dig godt
Det er godt for både krop og sind at røre dig hver dag - også hvis du har kræft. Motion og bevægelse giver energi, bedre humør og styrker kroppen.

 

Hvad kan jeg selv gøre?

Gode råd, hvis du har kræft

Om kost, fysisk aktivitet, samvær med andre og alternativ behandling.

Hvad kan du selv gøre


Opskrifter

Opskrifter

Hvad skal jeg spise, hvis jeg har kræft?

Opskrifter


Gå! Det er sundt

I denne artikel fra sundhedsmagasinet Iform, fortæller sundhedsekspert Chris MacDonald om de mange fordele ved at gå.  

Læs artikel


Mentale ressourcer og kræft

Når den samme negative tanke bliver ved med at komme op til overfladen, og man vender og drejer den igen og igen, kaldes det ruminering. Chris MacDonald fortæller her om, hvad man kan gøre for at komme ud af et negativt tankemønster.

Hvordan har søvn indflydelse på dit velbefindende?

Professor, dr. med.; cand. psych Bobby Zachariae forklarer om søvns indflydelse på fysisk og psykisk velbefindende. Derudover giver han gode råd til, hvordan du opnår en god og sund søvn.