Gå til sygdomsliste

HPV og mænd

Infektion med HPV kan hos mænd medføre kræft i mund og svælg, analkræft samt peniskræft. HPV-infektion hos mænd kan desuden give kønsvorter. Det er dokumenteret, at HPV-vaccinen hos mænd har forebyggende effekt mod forstadier til analkræft og kønsvorter.

Hvad er HPV?

HPV er en seksuelt overført virus, som smitter ved seksuel kontakt. En HPV-infektion er som regel uden symptomer, og i de fleste tilfælde forsvinder infektionen af sig selv. I visse tilfælde bliver infektionen dog kronisk, og i så fald kan infektionen medføre celleforandringer og siden hen kræft. Der er ingen effektiv behandling mod HPV-infektion.

Der findes mange forskellige typer HPV, men kun omkring 13 HPV typer, især HPV-type 16 og 18, kan i sjældne tilfælde føre til udvikling af celleforandringer og kræft. HPV-typerne 6 og 11 er årsag til de fleste kønsvorter (kondylomer).

For mænd kan infektion med HPV, især HPV type 16, i sjældne tilfælde medføre kræft i munden og svælget, analkræft og peniskræft.

Kræft i penis er en sjælden kræftform, hvor det skønnes, at omkring 50 pct. af alle tilfælde skyldes HPV.

Analkræft omfatter kræft i endetarmsåbningen og analkanalen. Det er en relativt sjælden kræftform, men forekomsten i Danmark har været stigende de sidste 35 år. I dag diagnosticeres der omkring 140 tilfælde af analkræft i Danmark om året, heraf ca. 40 tilfælde blandt mænd og ca. 100 tilfælde blandt kvinder. Cirka 90 pct. af alle tilfælde af analkræft skyldes infektion med HPV.  

Endelig er en stor del af kræft i mundsvælget, herunder især i mandlerne, forårsaget af HPV. Hyppigheden af kræft i mundsvælg og mandler er steget kraftigt de sidste årtier, og mænd rammes hyppigere end kvinder af disse kræftformer.

Mænd og effekten af HPV-vaccine

Hos mænd er der dokumenteret forebyggende effekt af HPV-vaccinen mod forstadier til analkræft samt kønsvorter. Der er desuden bred enighed blandt læger og forskere om, at HPV-vaccination kan forebygge kræft i mundsvælget og peniskræft.

HPV vaccinationen er forebyggende, og den skal derfor helst gives før seksuel debut. Unge seksuelt aktive mænd kan dog vælge at blive vaccineret, da det ikke er sikkert, at de er smittet med HPV. Vaccinationen beskytter mod flere HPV-typer, og selvom man er blevet smittet med nogle af typerne, vil man stadig kunne opnå beskyttelse mod de andre. Forskning har desuden vist, at kvinder der har haft f.eks. en HPV 16-infektion, før de blev vaccineret, efter vaccinationen er bedre beskyttet mod en eventuel ny infektion med HPV 16.

HPV-vaccination bliver gratis til drenge pr. 1. juli 2019 som en del af børnevaccinationsprogrammet, hvis de fylder 12 år denne dag eller senere. Der er ikke på nuværende tidspunkt planlagt gratis HPV-vaccination til ældre drenge. Du kan læse mere om HPV-vaccination til drenge her:

HPV-vaccination til drenge fra 1. juli 2019 

Kan HPV vaccination reducere risikoen for HPV-relateret kræft hos mænd?

Det er vist, at HPV-vaccinerne beskytter mod forstadier til analkræft hos både mænd og kvinder. Meget tyder på, at vaccinerne også kan beskytte mod HPV-relateret peniskræft samt kræft i mund og svælg. Læs mere om HPV-vaccination hos mænd:

HPV-infektion hos mænd

Det mener Kræftens Bekæmpelse om HPV-vaccination og drenge

HPV-virus overføres ved seksuel kontakt

HPV-virus kan sidde på hud og slimhinder omkring penis, pung, kønslæber, skeden, livmoderhals, mellemkødet, endetarmsåbningen, analkanalen samt i munden og i svælget. Virus overføres ikke kun ved samleje, men også ved andre former for seksuel kontakt.

Infektion med HPV er meget udbredt

Infektion med HPV er meget udbredt i den danske befolkning og er hyppigst hos yngre seksuelt aktive. En undersøgelse blandt 40.000 kvinder i Hovedstadsområdet i 2002–2005 viste, at omkring 40-46 pct. af de 20-26-årige kvinder havde HPV i livmoderhalsen. En undersøgelse fra 2006-2007 af omkring 2.400 danske mænd i alderen 18-45 år viste, at 20-40 pct. af dem havde HPV på penis.

HPV-infektion kan ikke behandles

Man kan ikke behandle en HPV-infektion, men man kan lade sig vaccinere, så man ikke bliver smittet med de typer, som er indeholdt i vaccinen. Vaccinen er mest effektiv, hvis den gives før seksuel debut.

Er det muligt selv at holde øje eller at blive kontrolleret for kræft, hvis man er smittet med HPV?

Du vil som oftest ikke vide, at du har en HPV infektion, da en HPV-infektion i sig selv ikke giver symptomer. Langt de fleste infektioner forsvinder af sig selv. 

Det er vigtigt at være opmærksom på tidlige symptomer på kræft, således at en evt. kræftsygdom bliver opdaget så hurtigt som muligt. Læs mere om symptomer på kræft:

Symptomer på kræft

Læs om HPV-vaccinen og livmoderhalskræft

Bliv opdateret på fakta om HPV-vaccinens effekt og mulige bivirkninger. Få indblik i forskellige kvinders historier om at leve med celleforandringer eller livmoderhalskræft.

www.cancer.dk/hpv

 

Om kræftsygdomme

Nærbillede af celler

Viden om symptomer, undersøgelse og behandling ved de forskellige kræftsygdomme:

Kræftsygdomme


Symptomer på kræft

Har du mistanke om, at du har kræft, skal du kontakte til din læge.

Symptomer


Livet med kræft

Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft


Rådgivning

To kvinder taler sammen i rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud