Gå til sygdomsliste

Alkohol

Sammenhængen mellem alkohol og kræft er veldokumenteret. Hvis ingen danskere drak alkohol, kunne man i Danmark hvert år undgå et betydeligt antal kræfttilfælde.

Alkohol er en del af vores sociale kultur og nydes i mange forskellige sammenhænge. Men alkohol spiller også en rolle for vores helbred. Mens undersøgelser tyder på, at en meget lille mængde alkohol kan nedsætte risikoen for at udvikle hjerte-karsygdomme, er der ingen tvivl om, at alkohol øger risikoen for at udvikle kræft.

Alkohol er af Verdenssundhedsorganisationen WHO klassificeret som 'sikkert kræftfremkaldende'.

Kræftrisikoen øges, fordi alkohol:

  • Danner kræftfremkaldende nedbrydningsprodukter
  • Forstærker virkningen af andre kræftfremkaldende stoffer
  • Påvirker kvindelige kønshormoner
  • Ændrer omsætningen af folat i kroppen

Kræftfremkaldende nedbrydningsprodukter

Når leveren nedbryder alkohol, dannes en række nedbrydningsprodukter, bl.a. acetaldehyd, som er kræftfremkaldende. Acetaldehyd påvirker dna-dannelse og dna-reparation.

Alkohol øger virkningen af andre kræftfremkaldende stoffer

Risikoen for at udvikle kræft øges, hvis man er udsat for andre risikofaktorer samtidig med, at man drikker alkohol.

Især er kombinationen af rygning og alkohol farlig, fordi alkohol sandsynligvis forstærker den kræftfremkaldende virkning af tobak.

Påvirker kvindelige kønshormoner

Alkohol påvirker nogle af de kvindelige kønshormoner, så niveauet stiger, og dette er forbundet med en øget risiko for at udvikle brystkræft.

Alkohol ændrer omsætningen af folat i kroppen

Indtagelse af alkohol har en negativ indflydelse på kroppens evne til at optage og omsætte folat. Folat er vigtig for en optimal funktion af dna og herigennem kontrol af de gener, der har betydning for udvikling af kræft.

Nærbillede af hænder med glas i hånden, som skåler

Alkohol er kræftfremkaldende, også i små mængder. Det kan give kræft i de organer, der kommer i berøring med alkoholen, dvs. fra mund til endetarm. Derudover øger alkohol risikoen for at udvikle brystkræft.

Alkohol øger den kræftfremkaldende virkning af tobak

Hvis man både ryger og drikker, øger man den relative risiko for at udvikle kræft i mundhule, svælg, spiserør og strubehoved mellem 10 og 100 gange i forhold til personer, der hverken ryger eller drikker.

Faktisk skal man gange kræftrisikoen for tobak med kræftrisikoen for alkohol med hinanden – ikke blot lægge dem sammen – for at udregne den samlede kræftrisiko for en person, der både ryger og drikker meget.

Alkohol er årsag til mange former for kræft

Alkohol forårsager typisk kræft i de organer, der kommer i direkte kontakt med alkoholen dvs. fra mund til endetarm. Hvis man drikker alkohol, øger man derfor risikoen for at udvikle kræft i:

  • Struben
  • Mundhulen
  • Svælget
  • Spiserøret
  • Maven
  • Leveren
  • Brystet
  • Tyk- og endetarmen

Jo mere alkohol, jo højere risiko

Risikoen for at udvikle kræft bliver større, jo mere alkohol man drikker. Specielt for brystkræft har man fundet, at risikoen stiger allerede ved et lavt alkoholforbrug (1-2 glas om dagen) og stiger for hver genstand, man drikker.. 

Det spiller tilsyneladende ingen rolle, om man drikker vin, øl eller spiritus – risikoen er den samme. Forskning viser, at det altid kan betale sig at skære ned, hvis forbruget af alkohol er for stort. Og for at mindske risikoen for at udvikle kræft er det altså bedst slet ikke at drikke alkohol.

Mange danskere er storforbrugere af alkohol

Ifølge Sundhedsstyrelsens har man en høj risiko for at blive syg af sit alkoholforbrug, hvis man drikker mere end 21 genstande om ugen som mand og 14 genstande om ugen som kvinde.

  • 10,3 pct. af de danske mænd drikker mere end 21 genstande om ugen
  • 6,8 pct. af de danske kvinde drikker mere end 14 genstande om ugen

Der er i Danmark flere mennesker med et stort alkoholforbrug sammenlignet med mange andre lande.

Selvom man ser bort fra storforbrugerne af alkohol, så er der mange danskere, som drikker mere end Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Dette gør alkohol til en vigtig risikofaktor.

Forebyggelse: Begræns dit forbrug af alkohol

Alkohol skal nydes med måde, og man bør ikke drikke alkohol for sin sundheds skyld. Man bør begrænse sit alkoholforbrug – uanset om det drejer sig om vin, øl eller spiritus.

Ifølge Sundhedsstyrelsen har man en lav risiko for at blive syg på grund af alkohol ved et forbrug på:

  • Maksimum 14 genstande om ugen for mænd
  • Maksimum 7 genstande om ugen for kvinder

Drikker man mere end 21 genstande om ugen som mand og mere end 14 genstande om ugen som kvinde, har man en høj risiko for at blive syg af sit alkoholforbrug.

Sundhedsstyrelsen anbefaler også:

  • Højst 5 genstande ad gangen

Børn og unge bør ikke drikke alkohol, ligesom gravide og personer med visse sygdomme helt bør holde sig fra at drikke alkohol. Det samme gælder personer, der tidligere har haft et overforbrug.

Er du i tvivl, så tal med din læge.

Læs mere om årsager til kræft:

Dokumenterede årsager til kræft

Velbegrundede mistænkte årsager til kræft

 

Om kræftsygdomme

Om kræftsygdomme

Viden om symptomer, undersøgelse og behandling af kræftsygdomme.

Kræftsygdomme


Symptomer på kræft

Mand ved tablet

Har du mistanke om, at du har kræft, skal du kontakte til din læge.

Symptomer


Livet med kræft

Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft


Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud