Gå til sygdomsliste

Solens uv-stråling

Solens og solariets ultraviolette stråling kan give kræft hos mennesker. Det gælder især kræft i huden, men også kræft i læberne og øjnene kan skyldes stråling fra sol og solarium.

Danskerne er glade for at være ude i solen. Men når vi opholder os i solen eller solariet, udsættes vi for uv-stråling og øger dermed vores risiko for at udvikle kræft i huden

  • Almindelig hudkræft, som sjældent er livstruende
  • Modermærkekræft, som er en mere aggressiv form for kræft

Forekomsten af både modermærkekræft og almindelig hudkræft er mere end tredoblet de seneste 30 år.

Udviklingen skyldes altovervejende vores adfærd i solen: Vi tager mindre tøj på, og vi har mere fritid, hvor vi opsøger solen i højere grad end tidligere. Desuden går mange i solarium.

Risikoen for at få kræft i huden afhænger af:

  • Hudtype (mennesker med lys hud og mange modermærker har øget risiko, men alle kan blive ramt af kræft i huden)
  • Den mængde uv-stråling man får gennem livet, både fra den naturlige sol og fra solariet
  • Eksponering for højintensiv uv-stråling (som f.eks. ved skoldninger, solariebrug eller rejser til destinationer med højt uv-indeks). Som barn/ung er man særligt udsat.
Almindelig hudkræft er den hyppigste kræftform i Danmark

Almindelig hudkræft er den hyppigste kræftform i Danmark. Men den bliver ofte udeladt af statistikkerne af tekniske grunde, og fordi den er mindre dødelig, da den kun i meget sjældne tilfælde kan sprede sig.

Modermærkekræft er dødelig, hvis den ikke bliver behandlet i tide. Der dør årligt 250-300 danskere af modermærkekræft.

Sol ødelægger arvematerialet i cellerne

Det kræver en række forskellige fejl i arvematerialet at udvikle en kræftcelle. Uv-stråling fra sol og solarium laver disse fejl.

Cellen beskytter sig mod strålingen ved at danne pigment, som absorberer energien. Den brune farve er en reaktion på, at cellen er blevet påvirket af uv-strålingen, og at den forsøger at beskytte sig mod yderligere stråling.

Sådan udvikles kræft

Kræft kan opstå, hvis en celle et sted i kroppen begynder at dele sig uden kontrol.

Udvikling af kræft

Sol og solarium er årsag til modermærkekræft, almindelig hudkræft og kræft i læber og øjne

Det er anslået, at uv-stråling er årsag til modermærkekræft og almindelig hudkræft i op til 90 pct. af tilfældene. Begge kræftformer udvikles i huden, men de opfører sig meget forskelligt.

Hvis man har haft hudkræft, har man større risiko for at udvikle modermærkekræft og omvendt

Modermærkekræft (malignt melanom)

Ordet modermærkekræft er valgt, fordi sygdommen ofte kommer, hvor der i forvejen er skønhedspletter eller modermærker. Man skal dog være opmærksom på, at størstedelen af modermærkekræfttilfælde opstår uden forudgående modermærke.

Modermærkekræft kan sprede sig i kroppen, men hvis sygdommen bliver opdaget i tide, er der gode chancer for helbredelse særligt ved kirurgi.

Modermærkekræft opstår hos cirka 1800 personer pr. år i Danmark. Antallet af nye tilfælde har været stærkt stigende gennem de sidste 50 år og stiger fortsat.

Modermærkekræft

Almindelig hudkræft (inkl. basalcellekræft)

Almindelig hudkræft kan opstå overalt i huden -– ofte på steder, som er meget udsat for sollys. Almindelig hudkræft spreder sig sjældent, og sygdommen er oftest nem at behandle. De fleste patienter får nye tilfælde af sygdommen (tilbagefald).

Der diagnosticeres ca. 13.500 nye tilfælde af almindelig hudkræft (inklusiv basalcellekræft) hvert år i Danmark.

Hudkræft

Læbekræft

Mennesker, der er udsat for meget sol i hverdagen, har øget risiko for at udvikle kræft i læberne. Som regel behandles sygdommen med operation. Læbekræft spreder sig kun sjældent til resten af kroppen.

Kræft i munden (læberne)

Kræft i øjnene

Øjnene kan tage skade af uv-strålingen fra solen, hvilket kan medvirke til udvikling af kræft i øjnene. Derfor er det en god idé at beskytte øjnene med store og uv-godkendte solbriller.

Kræft i øjnene

Solens uv-stråling
Kroppens største organ

Huden er kroppens største organ. Huden udgør cirka 1/12 af kroppens vægt og måler cirka 2 m2 hos et voksent menneske.

Solarium er farligt

Mennesker, som benytter solarium, tilbringer ofte også mange timer i den rigtige sol. Derfor kan det være svært at afgøre, hvor farligt solarium er i forhold til solen. Flere store undersøgelser har dog fastslået, at der er en 20 pct. øget risiko for at få modermærkekræft, hvis man bruger solarium. Men der er 60 pct. øget risiko for at få modermærkekræft, hvis man går i solarium, inden man fylder 35 år.

Sådan kan du beskytte dig i solen

Solbeskyttelse går ud på at passe på i solen -– særligt mellem 12 og 15, hvor næsten halvdelen af dagens uv-stråling falder. Det vil reducere antallet af skoldninger og nedsætte den samlede tid, man tilbringer i solen i løbet af sit liv.

Husk de tre solråd, når du er udendørs, og uv-indekset er tre eller mere. Solrådene er skrevet i prioriteret rækkefølge:

Skygge

Husk at give solen en frokostpause. Undgå solbadning og find skyggen – særligt midt på dagen, hvor solens stråling er stærkest.

Solhat

Dæk bar hud til med tætvævet tøj og en bredskygget hat, hvis du er ude i solen.

Solcreme

Husk altid solcreme, hvor skygge og tøj ikke dækker. Husk også, at lige meget hvor meget du smører på, må du aldrig ligge og stege.

Derudover: Sluk solariet

Undgå solarier. Den stærke ultraviolette stråling i solariet øger din risiko for at få kræft.

Læs meget mere om forebyggelse på:

www.skrunedforsolen.dk

Vidste du at...…?
  • Vand reflekterer solens stråler med mindst 10 pct.
  • Sne og is med op til 90 pct.
  • Sand og cement med op til 30 pct.
  • Græs med op til 3 pct.

Man kan altså godt blive brun under en parasol.

 

Om kræftsygdomme

Om kræftsygdomme

Viden om symptomer, undersøgelse og behandling af kræftsygdomme.

Kræftsygdomme


Symptomer på kræft

Har du mistanke om, at du har kræft, skal du kontakte til din læge.

Symptomer


Livet med kræft

Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft


Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud