Bliv frivillig kampagneleder for Kræftens Bekæmpelses landsindsamling 2020

Vi mangler frivillige kampagneledere til Landsindsamlingen 2020. Vil du være med til at gøre en forskel og få mere end 25.000 danskere til at gå på gaden den 29. marts 2020 og samle ind til kræftsagen?

Som kampagneleder skal du forberede landsindsamlingen i dit lokale område og være med til at give indsamlerne en god oplevelse på selve dagen. Det hele sker i tæt samarbejde med landsindsamlingen og eventuelt andre frivillige i dit område. Vi leverer blandt andet plakater og Facebook-opslag til dig, så du og dit team af frivillige lettere kan rekruttere indsamlere. Den øvrige forberedelse kan du også få hjælp til, uanset om det drejer sig om planlægning af ruter eller udkast til pressemeddelelser.

Dine opgaver: 

Du har mulighed for at sætte dit personlige præg på den lokale landsindsamling og er således selv med til at bestemme, hvor mange aktiviteter, du har lyst til at igangsætte, og hvordan du vil tilrettelægge indsamlingen.

Din rolle som kampagneleder betyder blandt andet, at du skal sørge for, at disse opgaver bliver løst – langt de fleste steder i samarbejde med andre frivillige i området:

  • Rekruttere et team af frivillige hjælpere til at hjælpe med forberedelserne
  • Hverve indsamlere
  • Lave aftale med en bank om optælling af penge på indsamlingsdagen
  • Lave ruter til indsamlerne
  • Skabe lokal opmærksomhed om landsindsamlingen
  • Gøre indsamlingsstedet klar og skabe gode rammer for indsamlerne den 29. marts 2020
  • Udlevere materialer til indsamlerne
  • Optælle pengene i samarbejde med en bank og give landskontoret besked om resultatet

Det kan du forvente: 

Tidsforbrug: Ca. 1-2 timer om ugen indtil januar, derefter ca 5-10 timers arbejde om ugen i perioden februar – 29. marts 2020
Du inviteres til kampagnestartmøde i januar, modtager nyhedsbreve og får redskaber til dit arbejde
Hjælp fra landskontoret: Vi sørger bl.a. for hvervematerialer, udkast til pressemeddelelser, Facebook-opslag og løbende hjælp, hvis du har spørgsmål
Du får god erfaring med at organisere en aktivitet, der involverer mange mennesker, du møder mange mennesker fra lokalområdet, får oplevelser sammen med andre frivillige og gør en konkret forskel for kræftsagen

Hvordan kan jeg være med?

Vi mangler dig her og nu :-) Hvis du har lyst til at involvere dig i landsindsamlingen, enten som kampagneleder eller distriktsleder, kan du kontakte din lokalforening eller landskontoret på 3525 7503. Du kan også sende en mail til landsindsamling@cancer.dk

Du kan læse mere om arbejdet som kampagneleder i vores kampagnevejledning 2019