Nordea er kontanthåndteringspartner på Landsindsamlingen

Tre hurtige spørgsmål om samarbejdet

Direktør for privatkunder, Mads Skovlund Pedersen

Direktør for privatkunder, Mads Skovlund Pedersen

Direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker

Hvorfor har Nordea valgt at være partner på Landsindsamlingen?

Mads Skovlund, Privatkundedirektør i Nordea:
Kræft er en frygtelig sygdom, som rigtig mange af os har haft tæt inde på livet, og som kalder på sammenhold. Derfor vil vi igen give Kræftens Bekæmpelse en hjælpende hånd ved indsamlingen. Det gør vi ved at hjælpe med det, vi har over 200 års erfaring med, nemlig håndtering af penge. Jeg er meget glad og stolt over at se, at mine kolleger rundt om i landet uden tøven tager den her opgave på sig og går aktivt ind i forberedelserne til arbejdet med at få de indsamlede penge talt op og sat ind på Kræftens Bekæmpelses konto på indsamlingsdagen. På den måde kan indsamlingen den 7. april forhåbentlig gå lidt lettere og sikrere for de mange frivillige rundt om i landet.

Hvilken værdi har samarbejdet for Kræftens Bekæmpelse?

Jesper Fisker, direktør i Kræftens Bekæmpelse:
For Kræftens Bekæmpelse er det vigtigt, at det er en god oplevelse at være frivillig. Derfor har det været en prioritet for os at finde en løsning på de udfordringer, det har givet, at flere og flere banker ikke længere tager imod kontanter og i endnu mindre grad har mulighed for at åbne dørene om søndagen. For det er vigtigt for os, at frivillige indsamlingsledere ved Landsindsamlingen kan komme af med de indsamlede kontanter på indsamlingsdagen søndag den 7. april. Det giver en bedre, sikrere og mindre bøvlet oplevelse. Kontanter udgør stadig en stor andel af de indsamlede midler ved Landsindsamlingen. Så når Nordea hjælper Kræftens Bekæmpelse, er det muligt for os fortsat at modtage kontanter sammen med alternative betalingsmetoder som MobilePay. På den måde kan vi sikre det størst mulige indsamlingsresultat til Kræftens Bekæmpelses tre formål og vores arbejde for alle berørt af kræft.

Af den grund er Nordea en vigtig og værdifuld partner for Landsindsamlingen. Med et bredt netværk af filialer gør Nordea det muligt for indsamlingsledere rundt om i landet at få håndteret kontanterne på en tryg og ordentlig måde. Samtidig bidrager Nordea til det lokale engagement og tager del i det fællesskab, der er om Landsindsamlingen rundt om i landet

Hvorfor giver partnerskabet mening for Nordea?  

Mads Skovlund, Privatkundedirektør i Nordea:
Nordea er en stor bank – faktisk er vi Nordens største. Men vi er også en meget lokal bank med over 90 filialer rundt om i landet med medarbejdere, som engagerer sig i lokalsamfundet og som går op i, hvordan lige netop deres område klarer sig. Det ligger i Nordeas dna, at vi gerne vil spille en rolle og sætte aftryk på det samfund, vi har været en del af i mere end 200 år. Det forpligter.

Selvfølgelig ligger vores primære arbejde i at hjælpe vores kunder med både deres drømme og deres daglige økonomi. Men et lokalsamfund udgøres af mere end bare summen af indbyggerne. Og det er det, der gør Danmark unikt. Sammenholdet og det frivillige arbejde. Det skal vi hylde og støtte.

Det kan man gøre på flere måder. F.eks. bruger nogle af mine kolleger og jeg en eller to dage om året på at sætte økonomi på skemaet. Både hos de unge mennesker i folkeskolen, men også udsatte danskere som har svært ved at finde ud af økonomien. Derudover, vil vi fortsat hjælpe Kræftens Bekæmpelse med deres vigtige arbejde for at bekæmpe en sygdom som mange af os har haft inde på livet.