KIU's vedtægter

Vedtægter for KIU - Patientforeningen for kvinder, der har eller har haft kræft i underlivet.

Download KIU's vedtægter (pdf)

Patientforeningen for kvinder, der har eller har haft kræft i underlivet.

§ 1 Foreningens navn og hjemsted

Foreningens navn er KIU – Patientforeningen Kræft i underlivet.

Foreningen anvender tillige navnet KIU.

Foreningen samarbejder med Kræftens Bekæmpelse.

Omfanget af samarbejdet er beskrevet i en særskilt samarbejdsaftale.

Foreningen er stiftet den 1. september 2001.

Foreningens hjemsted er formandens adresse.


§ 2 Foreningens formål

Foreningens formål er:

• at vejlede og støtte kvinder, der har eller har haft kræft i underlivet,

• at skabe åbenhed og debat omkring underlivskræft,

• at arbejde for at forbedre forholdene for kvinder med kræft i underlivet,

• at arbejde på at forbedre overlevelsesmulighederne for kvinder med underlivskræft,

• at informere kvinder med kræft i underlivet, deres pårørende samt andre interesserede gennem møder, KIU-blade etc.,

• at arbejde for at skabe et stærkt landsdækkende netværk af kontaktpersoner,

• at inspirere og støtte kontaktpersonerne til at oprette KIU-lokalafdelinger, jfr. § 6.


§ 3 Medlemmer

Som aktive medlemmer optages kvinder, der har eller har haft kræft i underlivet.

Som støttemedlemmer optages alle, som ønsker at støtte foreningen i dens arbejde, herunder pårørende til kvinder med kræft i underlivet. Det er dog kun enkeltpersoner, der kan optages i bestyrelsen.

Medlemskab af KIU medfører ikke automatisk medlemskab af Kræftens Bekæmpelse.

Aktive medlemmer, der ikke har kontingentrestance, har stemmeret og er valgbare til bestyrelsen.

Alle medlemmer modtager KIU-bladet.

Udmeldelse af KIU, der sker i et kalenderår, har virkning for det følgende kalenderår. Medlemmer, der ikke har indbetalt kontingent pr. 1. april for det pågældende kalenderår, anses for udmeldt af foreningen.

Et medlem kan ekskluderes, såfremt medlemmet skader foreningens anseelse og arbejde eller modarbejder foreningen eller dens formål. Bestyrelsens beslutning herom kræver, at mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer har stemt for eksklusionen.

Ekskluderede medlemmer kan få deres sag optaget på førstkommende generalforsamling, såfremt dette ønskes


§ 4 Generalforsamlingen

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

Generalforsamlingen fastsætter foreningens vedtægter.

Det årlige landsmøde og den årlige generalforsamling afholdes hvert år i en weekend i første halvår, dog ikke den weekend, hvor Kræftens Bekæmpelse har landsindsamling.

Generalforsamlingen skal være skriftligt indvarslet med mindst 6 ugers varsel.

Medlemsforslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 4 uger før generalforsamlingen og skal derefter udsendes til de stemmeberettigede medlemmer senest 2 uger før generalforsamlingen. Dagsorden for generalforsamlingen skal som minimum indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning og godkendelse af denne
3. Fremlæggelse af regnskab og godkendelse af dette
4. Behandling af indkomne forslag
5. Fastsættelse af kontingent
6. Valg af 7-11 medlemmer til bestyrelsen, hvoraf det ene kan være støttemedlem, samt 2-4 suppleanter.
7. Eventuelt

På generalforsamlingen har alle aktive medlemmer, der ikke har kontingentrestance, 1 stemme. Der stemmes skriftligt, hvis blot 2 medlemmer ønsker det. Der kan kun stemmes af stemmeberettigede medlemmer, der er mødt frem på generalforsamlingen. Støttemedlemmer har adgang til og taleret på generalforsamlingen, men ikke stemmeret. Alle beslutninger på generalforsamlingen vedtages med simpel stemmeflerhed. Dog kræves ved vedtægtsændringer, at mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for ændringerne. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen, eller såfremt mindst ¼ af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt kræver det. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med mindst 4 ugers varsel, og indkaldelsen skal indeholde dagsorden med angivelse af det eller de emner, der ønskes behandlet. Supplerende forslag skal være formanden i hænde senest 4 uger før generalforsamlingsdagen.

Bestyrelsen består af 7-11 medlemmer valgt på generalforsamlingen. Valgene gælder for 2 år og genvalg er muligt. Suppleanterne vælges for 1 år. Nye medlemmer, der ikke har siddet som suppleant, før de bliver medlem af bestyrelsen, bliver ligeledes valgt for 1 år. Kommer bestyrelsen under 7 medlemmer, indtræder suppleanterne som medlem af bestyrelsen i den rækkefølge, de er valgt.

Ved valget bør tilstræbes en god geografisk spredning, og der kan højst indvælges et fysisk støttemedlem. Vedkommende må ikke være gift med, samlevende eller i familie med andre af bestyrelsens medlemmer. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan kun ske blandt medlemmer, der er mødt frem på generalforsamlingen eller har givet deres skriftlige tilsagn forinden.

Valg af medlemmer til bestyrelsen på generalforsamlingen foretages som en samlet valghandling, hvor hver stemmeberettiget skal afgive et antal stemmer svarende til det antal bestyrelsesmedlemmer, der skal vælges. Hvis en stemmeseddel ikke indeholder nøjagtig det rigtige antal stemmer, betragtes hele stemmesedlen som ugyldig. De opstillede, der har fået det største antal samlede stemmer, er valgt til bestyrelsen. Hvis der er stemmelighed mellem flere opstillede, og hvis denne stemmelighed har betydning for valget til bestyrelsen, foretages en ny afstemning kun med deltagelse af de opstillede, der i første runde fik det samme antal stemmer. Hvis der efter denne anden valgrunde fortsat er stemmelighed, afgøres sagen ved lodtrækning.

Valg af suppleanter til bestyrelsen på generalforsamlingen foretages som en separat valghandling, hvor hver stemmeberettiget skal afgive et antal stemmer svarende til det antal suppleanter, der skal vælges. Hvis en stemmeseddel ikke indeholder nøjagtig det rigtige antal stemmer, betragtes hele stemmesedlen som ugyldig. De opstillede, der har fået det største antal samlede stemmer, er valgt som suppleanter i prioriteret rækkefølge. Hvis der er stemmelighed mellem flere opstillede, og hvis denne stemmelighed har betydning for valget til bestyrelsen, foretages en ny afstemning kun med deltagelse af de opstillede, der i første runde fik det samme antal stemmer. Hvis der efter denne anden valgrunde fortsat er stemmelighed, afgøres sagen ved lodtrækning.


§ 5 Bestyrelsen

Bestyrelsen består af 7-11 medlemmer valgt på generalforsamlingen.

Bestyrelsens beslutninger afgøres ved stemmeflertal blandt de fremmødte medlemmer af bestyrelsen. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Bestyrelsen kan supplere sig med relevante fagpersoner. Fagpersonerne har ikke stemmeret.

Redaktøren/redaktørerne af KIU-bladet er født(e) medlem(mer) af bestyrelsen, men har ikke stemmeret.

Suppleanter deltager i bestyrelsesmøderne, men har ikke stemmeret.

Bestyrelsen kan beslutte at honorere fremmed hjælp.

Alt foreningsarbejde udført af bestyrelsen selv er ulønnet, men rimelige udlæg hertil refunderes. Snarest efter hver generalforsamling konstituerer bestyrelsen sig med formand, næstformand, sekretær og kasserer.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Bestyrelsen afholder mindst 3 møder hvert år.

Efter hvert bestyrelsesmøde mailes referatet rundt til bestyrelsesmedlemmerne til endelig godkendelse.


§ 6 KIU-kontaktpersoner, lokalafdelinger og frivillige

Det er KIUs målsætning, at der er KIU-kontaktpersoner og gerne KIU-lokalafdelinger i hvert af de områder, hvor der er en kræftrådgivning.

Alle kontaktpersoner og frivillige indkaldes én gang årligt til møde med bestyrelsen.

Kontaktpersoner skal have gennemgået en godkendelsessamtale og et basiskursus hos Kræftens Bekæmpelse.

Foreningens bestyrelse fastsætter tildeling af økonomiske midler til kontaktpersonerne og lokalafdelingerne ud fra de indsendte ansøgninger.

Hvis der er flere kontaktpersoner i et område, aftales indbyrdes, hvem der sender ansøgning om penge og står for regnskabet.

Der indsendes almindeligvis en ansøgning pr. lokalområde.

Det efterfølgende regnskab sendes til KIUs kasserer.

Hvis man ikke ønsker kontakten med andre patienter, kan man melde sig som frivillig og hjælpe KIU i andre sammenhænge


§ 7 Regnskab, økonomi og tegningsret

Regnskabet følger kalenderåret.

Regnskabet føres af foreningens kasserer og revideres af en registreret eller statsautoriseret revisor,

Regnskabsaflæggelsen sker efter mindstebekendtgørelsens bestemmelser for mindre virksomheder jfr. Bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006.

Foreningens midler skal i størst muligt omfang være anbragt på bank- eller girokonto.

Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen og er gældende for næste kalenderår.

Kontingentet skal være indbetalt til foreningen senest den 31. marts.

Foreningen tegnes af formanden eller af næstformanden i forening med et medlem af bestyrelsen.

Formanden og næstformanden i forening kan give foreningens kasserer fuldmagt til at disponere på bank- eller girokonti tilhørende foreningen.

KIU hæfter for foreningens forpligtigelser med foreningens formue. De enkelte medlemmer hæfter ikke personligt for foreningens forpligtigelser


§ 8 Vedtægtsændringer

Vedtægtsændringer kan vedtages på enhver generalforsamling.

Ændringsforslag skal udsendes skriftligt sammen med invitationen til generalforsamlingen.

Vedtægtsændringer kan kun finde sted, såfremt 2/3 af de fremmødte, stemmeberettigede medlemmer godkender ændringerne.


§ 9 Opløsning af foreningen

Opløsning af foreningen kan kun ske på en ekstraordinær generalforsamling, der er indkaldt med dette forslag som eneste dagsorden. Vedtagelse kan kun ske, når ¾ af de fremmødte, stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget. Ved opløsning af foreningen skal foreningens midler anvendes til velgørende formål i overensstemmelse med foreningens formålsparagraf.

Nærværende vedtægter er vedtaget af foreningens stiftende generalforsamling den 01.09.01. Nærværende vedtægter er ændret af foreningens ordinære generalforsamling den 25.04.04 Nærværende vedtægter er ændret af foreningens ordinære generalforsamling den 30.04.06 Nærværende vedtægter er ændret af foreningens ordinære generalforsamling den 27.04.08 Nærværende vedtægter er ændret af foreningens ordinære generalforsamling den 01.05.11 Nærværende vedtægter er ændret af foreningens ordinære generalforsamling den 21.04.13 Nærværende vedtægter er ændret af foreningens ordinære generalforsamling den 27.04.14 Nærværende vedtægter er ændret af foreningens ordinære generalforsamling den 26.04.15
Nærværende vedtægter er ændret af foreningens ordinære generalforsamling den 01.05.16
Nærværende vedtægter er ændret af foreningens ordinære generalforsamling den 22.04.18

 
Besøg cancer.dk

 

Læs om livmoderhalskræft, livmoderkræft, æggestokkræft, vulvakræft og kræft i skeden på cancer.dk

 

Besøg cancer.dk