Gå til sygdomsliste

Lindrende behandling

Her kan du læse om lindrende behandling af gener som følge af kræft i svælget.

Lindrende behandling af symptomer kan i nogle tilfælde være den eneste behandlingsmulighed ved kræft i svælget.

Smertebehandling

Hvis man har smerter, kan man få lindrende medicin. Har man moderate smerter, får man paracetamol, mens man ved stærkere smerter får morfinpræparater. Læs mere:

Smertebehandling

Mundtørhed og smagsforandringer efter strålebehandling

Strålebehandling af kræft i svælget giver ofte nedsat spytmængde, hvis spytkirtlerne er inden for det bestrålede område. Munden vil føles meget tør, og spyttet kan i en periode blive mere sejt.

Man kan få vanskelighed ved at tale, spise og synke. Smagssansen kan blive nedsat eller ændret under strålebehandlingen. Mundtørhed og smagsforandringer kan vare ved i flere måneder efter endt behandling, men kan for nogle være varige.

Mundtørheden kan bl.a. afhjælpes med kunstigt spyt eller spytstimulerende midler. På apoteket kan man købe en lang række kunstige spytprodukter f.eks. sugetabletter, sukkerfrit tyggegummi, mundspray, tandpasta eller gelé. Af og til er det mest effektive en flaske med almindelig postevand eller danskvand, som man hele tiden har ved sin side og drikker af jævnligt. 

Man kan selv fremstille kunstigt spyt ved at blande:

1 del vand
1 del glycerin
Citrondråber efter smag

Skyl munden efter behov i cirka et minut. Blandingen kan enten synkes eller spyttes ud bagefter. Hvis man har protese, skal man tage den ud, før man skyller. Blandingen kan holde sig tre dage i køleskab.

Spytdannelsen stimuleres, når man tygger. Særlig velegnet er syrlig mad og drikke, sukkerfri pastiller, eller man kan tygge lidt knust is før måltidet.

Læs mere:

Gode råd ved mundtørhed

Gode råd ved smagsforandringer

Slimgener

Øget slim- og sekretproduktion kan være belastende og årsag til nedsat livskvalitet. Man kan blive behandlet med stoffet glycopyrron (Robinul®, Robinul-Neostigmin®). Antidepressiv medicin kan eventuelt have effekt.

Læs mere om medicinen og dens bivirkninger:

Glycopyrron

Blødning

Ved tilbagefald kan svælget have tendens til at bløde. Ved blødning er det vigtigt at få blødningen stoppet hurtigt og at søge læge. Behandlingen kan være lindrende strålebehandling, behandling med medicinen tranexamsyre (f.eks. Cyklocapron®) og eventuelt blodtransfusion.

Læs mere om medicinen og dens bivirkninger:

Tranexamsyre

Kvalmestillende behandling

Ved tilbagefald af hoved-halskræft kan der være mange forskellige årsager til kvalme. Det kan skyldes maveirritation, medicin (ofte smertestillende), forstoppelse, smerter og hoste samt spredning til leveren.

Hvis det er muligt, behandler lægen det, der forårsager kvalmen. Hvis det ikke er muligt, får man behandlet kvalmesymptomerne. Det er muligt at få kvalmestillende medicin f.eks. metoklopramid, ondansetron eller prednisolon (ved vedvarende kvalme).

Gode råd ved kvalme

Gode råd ved nedsat appetit

Ernæringsproblemer og ernæringsvejledning

Patienter under behandling eller med tilbagefald af kræft i svælget kan have problemer med mundtørhed, ændret tandstatus, synkeproblemer og ændret smagsopfattelse. Disse gener kan gøre det svært at spise og drikke - og dermed få tilstrækkelig ernæring. 

Alle patienter bør vurderes af deres læge med henblik på, om de har brug for særlig ernæring. Lægen eller en diætist kan vejlede dig om valg af mad og drikkevarer, der bedst muligt sikrer dig en stabil vægt og øget livskvalitet. Ved behov kan man få supplerende ernæringstilskud i form af f.eks. energi- og proteinrige drikke.

Lægemiddelstyrelsen har en liste over tilskudsberettigede ernæringspræparater, der anvendes til supplering af den almindelige kost eller eventuelt som den eneste ernæring. Læs mere her:

Lægemiddelstyrelsen liste over ernæringspræparater med tilskud

Man bør søge ernæringsvejledning hos en diætist ved:

  • Utilsigtet vægttab forud for behandlingsstart
  • Mere end 5 procent vægttab den sidste måned
  • BMI mindre end 18,5 (dog BMI mindre end 24 for ældre over 70 år)
  • Svære tygge- eller synkeproblemer
  • Andre diagnoser (f.eks. sukkersyge eller forhøjet fedtstoffer i blodet)
  • Hvis man allerede har en sonde, med henblik på optimering af ernæring
  • Hvis man indlægges på grund af ernæringsproblemer
  • Hvis man indlægges for at få lagt en sonde

Mad gennem en sonde

Ved større vægttab (mere end 5 pct. vægttab) kan man i kortere eller længere tid få mad gennem en sonde. Sonden kan enten være ført ned i mavesækken gennem næsen (nasogastrisk) eller gennem maveskindet direkte ind i mavesækken (gastrostomisonde). Gastrostomisonde anbefales til patienter med behov for ernæringsbehandling over en måned.

Tandproblemer

Ved tandproblemer kan man blive henvist til kæbekirurgisk afdeling på hospitalet til vurdering og behandling.

Lugtgener

Nogle kan få problemer med dårlig ånde. De hyppigste årsager er dårlig mundhygiejne, selve kræftsåret, infektion, rygning og alkohol.

Det er vigtigt at holde god mundhygiejne og at undgå mundtørhed. Det anbefales at skylle selve kræftsåret med kulsyreholdig danskvand fem gange om dagen. Ved infektion bliver man behandlet med antibiotika i form af doxocyclin.

Doxocyclin

Læs alt om kræft i svælget

Kræft i svælget – forsiden

 

Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft


Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende i gruppen "Hals- og mundhulekræft" på Cancerforum.


Til pårørende

Råd til pårørende

Hvordan støtter man som pårørende en kræftpatient bedst, mens man også passer på sig selv?

Råd til pårørende