Danmarks Største Bamsekram

Tak til alle, der uploadede bamsetegninger på Instagram med #kræfterikkeforbørn i juni. Vinderne af bamserne er trukket og får direkte besked. Du er stadig velkommen til at uploade tegninger og sende et bamsekram.

Vil I være med til at give Danmarks Største Bamsekram til børn ramt eller berørt af kræft?

Danmarks Største Bamsekram er en hyggelig og hjertelig tegneaktivitet i hele juni for alle børn og barnlige sjæle. Formålet er at glæde børn ramt eller berørt af kræft med søde bamsetegninger. Hver bamsetegning er et kram, og sammen danner tegningerne Danmarks Største Bamsekram - fra børn til børn.

Vi kan kun lykkes med hjælp fra dig og børnene i din omgangskreds – uanset om det er dine børn, børnebørn, gudbørn, nabobørn eller andre.

Sådan gør I

  1. Barnet tegner en bamsetegning
  2. Skriv barnets navn og alder på tegningen
  3. Upload tegningen på Instagram med #kræfterikkeforbørn
  4. Husk, at din Instagramprofil skal være offentlig, hvis vi skal kunne se tegningen
  5. Skriv evt. i kommentarfeltet, hvorfor barnet har tegnet bamsen/-erne - og/eller skriv en lille hilsen til børnene ramt eller berørt af kræft
  6. Upload gerne flere tegninger fra samme barn

Børnene kan give bamsekram i hele juni – og det er kun fantasien, der sætter grænser for bamsetegningerne. Der kan tegnes yndlingsbamser, bamser barnet godt kan lide, en hel bamsefamilie – eller hvad barnet har lyst til. Og I bestemmer selv, om der skal tegnes med farveblyanter, kridt, vandfarve eller noget helt andet.

Vind to bamser

Vi trækker 10 heldige vindere af ét sæt Nico bamser - en stor og en lille bamse - til en samlet værdi á 358 kr. I deltager i konkurrencen, når du uploader en bamsetegning på Instagram med #kræfterikkeforbørn i perioden 1. juni – 30. juni 2020. Jo flere tegninger, I uploader, jo større chance for at vinde.

Vinderne bliver trukket 1. juli 2020. Vi kontakter vinderne direkte, og vender vinderne ikke retur inden 6. juli kl. 12.00, trækker vi nye vindere. Navnene bliver offentliggjort 6. juli 2020 på cancer.dk/vindere. Kræftens Bekæmpelse har betalt gevinstafgift.

Få Danmarks Største Bamsekram

Sammen med en masse børn i Danmark vil vi gerne sende varme tanker og give Danmarks Største Bamsekram til børn ramt og berørt af kræft. Børn, der har fået vendt deres hverdag på hovedet, børn, som er behandling for deres kræftsygdom og er midt i en svær tid, børn, der måske er isolerede og væk fra vennerne og de kendte omgivelser – ja, til alle børn, som kan trænge til et ekstra stort kram. 

Har du et barn, eller kender du et barn, der har kræft, har haft kræft, eller hvor en i familien har kræft, så vis barnet og forældrene bamsetegningerne på Instagram med #kræfterikkeforbørn i hele juni - så får barnet Danmarks Største Bamsekram.

Man skal være 13 år for at have en profil på Instagram. Vi opfordrer børn under denne alder til at se tegningerne sammen med en forælder.

Støt børn og unge ramt af kræft

Køb lodder i Bamselotteriet

Fantasi er for børn. Bamser er for børn. Tegninger er for børn. Kræft er ikke for børn.