’Fortæl os om vi har August om en uge’

Efter få timer på Rigshospitalet viste en scanning, at August havde en stenhård tumor større end en tennisbold i maven. 

- Jeg husker tydeligt lægens meget alvorlige ansigtsudtryk og efterfølgende sætning: ’I skal gå tilbage til afdelingen og undersøges mere. Og så tilføjede hun et straks’, husker Louise. 

De blev indlagt med det samme, men på hvilken afdeling lægen mente, forstod Louise og Kim ikke. Lige indtil Louise kunne genkende den lange gang med alle børnetegningerne, hvor hun flere gange havde besøgt en venindes kræftramte søn. 

Tumoren sad på Augusts lever. Det var det eneste, vi fik at vide. Før endnu en scanning ville lægerne ikke endeligt bekræfte, at det var kræft. 

’Fortæl os om vi har August om uge’, udbrød Kim i ren frustration over for lægerne, husker Louise og tilføjer:  

- For lige der følte vi faktisk, at vi ville miste ham. 

Få dage efter bekræfter lægerne Kim og Louises bange anelser. August har kræft. En sjælden form som kun en til fem får årligt: Kræft i leveren - også kaldet Hepatoblastom. 

’Måske kan vi ikke operere’

Tumoren vejede knap et kilo og havde forgrenet sig omkring et meget vigtigt blodkar, som sørger for, at transportere blodet fra leveren til hjertet. I første omgang fik familien derfor at vide, at det ikke var sikkert, at lægerne kunne fjerne knuden ved operation. Man forventede derfor, at kemoterapien ville få knuden til at skrumpe. 

- Da vi nærmede os operationsdagen nogle måneder efter, viste en scanning, at knuden slet ikke var skrumpet. Ikke engang en millimeter. Faktisk mistænkte de, at tumoren havde forgrenet sig i mellemgulvet, hvilket ville gøre både en operation og en transplantation, som var en nødløsning, umulig. 

Hele vejen igennem forløbet lovede Louise og Kim hinanden, at de ikke måtte miste håbet. Unægtelig holdt de fast i den besked, som en læge havde givet dem i starten af behandlingsperioden. Også da det stod slemmest til.

 - ’August vil blive en gammel mand’, sagde hun, og det havde vi så indædt brug for at tro på lige der. Så det gjorde vi. Vi valgte at tro på, at August ville blive rask. Og det har været vores stærkeste våben igennem forløbet. Vores tro på det allerbedste, fortæller Louise.

’Verden er bare en anden nu’

I marts fyldte August 1 år. Og selvom hans start på livet har været hårdere og anderledes end de flestes, er han en glad dreng. Meget skal han endnu lære, og meget har han allerede – trods alle odds – lært. 

- Få dage inden hans fødselsdag begyndte han at tage sine første skridt. Noget, lægerne fortalte os, ville blive forsinket. Han kan selv spise – og bare dét er en stor ting. For han har jo ikke prøvet andet end sondemad. Og så øver vi stille og roligt det der med at møde den nye verden, han endnu ikke kender til. Han har jo i mange måneder kun set os, hospitalspersonalet og min mor, som tog orlov for at hjælpe os. 

- Uden hende ved jeg ikke, hvad vi havde gjort. For det har været et rigtig hårdt forløb – både for os som par og som forældre. Vi var jo også kun lige blevet forældre, da August blev syg, fortæller Louise.

- Bekymringerne forsvinder desværre ikke med kræften. Og det er nu engang også kærlighedens pris. For os handler det derfor ikke om at få den væk, men mere at acceptere, at den er der og finde den rette hylde til den. 

- Verden er bare en anden nu på godt og ondt. Små ting som en let frisk vind mærkes bare anderledes nu end før, slutter Louise, mens hun smiler til August, der leger med sine højtelskede brandbiler på gulvet.