Kun en til fem børn får årligt den kræftsygdom, som August havde

For 1-årige August og hans familie åbnede sig en ny og uønsket verden af hospitalsindlæggelser og behandlinger, da en meget sjælden kræfttype pludselig vendte op og ned på familiens hverdag. Men med en indædt tro på, at August ville blive rask, kom de igennem sygdommen.

August var kun fire måneder, da det stod klart, at noget var galt. Han græd på en helt anden måde, end han plejede. Især når forældrene, Louise og Kim, skulle putte ham og lagde ham på ryggen. Han havde ondt et sted, men vi vidste ikke hvor, forklarer Louise: 

- Flere gange var vi forbi lægehuset, hvor de ikke mente, at der var noget at være bekymret for. De mente, at det var en virus. 

Louise var lettet, men alligevel kunne hun ikke helt forstå det. For August fik det ikke bedre. Tværtimod. Han fik udslæt på kroppen, føltes hård på maven, og den så større ud, end den plejede. 

- Når man er mor, kan man bare mærke, hvis noget ikke føles rigtigt. Også selvom ens barn faktisk er smilende hos lægen, som August var de mange gange, vi var forbi, fortæller Louise. 

Hun var derfor vedholdende og kontaktede lægen igen og igen. Efter flere ugers lægekontakt blev de henvist til Rigshospitalet.

"Lige der følte vi faktisk, at vi ville miste ham".

Louise, Augusts mor

’Fortæl os om vi har August om en uge’

Efter få timer på Rigshospitalet viste en scanning, at August havde en stenhård tumor større end en tennisbold i maven. 

- Jeg husker tydeligt lægens meget alvorlige ansigtsudtryk og efterfølgende sætning: ’I skal gå tilbage til afdelingen og undersøges mere. Og så tilføjede hun et straks’, husker Louise. 

De blev indlagt med det samme, men på hvilken afdeling lægen mente, forstod Louise og Kim ikke. Lige indtil Louise kunne genkende den lange gang med alle børnetegningerne, hvor hun flere gange havde besøgt en venindes kræftramte søn. 

Tumoren sad på Augusts lever. Det var det eneste, vi fik at vide. Før endnu en scanning ville lægerne ikke endeligt bekræfte, at det var kræft. 

’Fortæl os om vi har August om uge’, udbrød Kim i ren frustration over for lægerne, husker Louise og tilføjer:  

- For lige der følte vi faktisk, at vi ville miste ham. 

Få dage efter bekræfter lægerne Kim og Louises bange anelser. August har kræft. En sjælden form som kun en til fem får årligt: Kræft i leveren - også kaldet Hepatoblastom. 

’Måske kan vi ikke operere’

Tumoren vejede knap et kilo og havde forgrenet sig omkring et meget vigtigt blodkar, som sørger for, at transportere blodet fra leveren til hjertet. I første omgang fik familien derfor at vide, at det ikke var sikkert, at lægerne kunne fjerne knuden ved operation. Man forventede derfor, at kemoterapien ville få knuden til at skrumpe. 

- Da vi nærmede os operationsdagen nogle måneder efter, viste en scanning, at knuden slet ikke var skrumpet. Ikke engang en millimeter. Faktisk mistænkte de, at tumoren havde forgrenet sig i mellemgulvet, hvilket ville gøre både en operation og en transplantation, som var en nødløsning, umulig. 

Hele vejen igennem forløbet lovede Louise og Kim hinanden, at de ikke måtte miste håbet. Unægtelig holdt de fast i den besked, som en læge havde givet dem i starten af behandlingsperioden. Også da det stod slemmest til.

 - ’August vil blive en gammel mand’, sagde hun, og det havde vi så indædt brug for at tro på lige der. Så det gjorde vi. Vi valgte at tro på, at August ville blive rask. Og det har været vores stærkeste våben igennem forløbet. Vores tro på det allerbedste, fortæller Louise.

Støt børn og unge som August

Køb lodder i Bamselotteriet

’Jeg kan godt operere’

Lægerne var uenige om, hvad scanningsbillederne viste. Leverkirurgen stod dog fast på, at han ville operere. Han lovede intet og understregede, at han først kunne være sikker, når August lå på operationsbordet. Få dage inden operationen viste en scanning heldigvis, at der var håb for, at operationen kunne gennemføres. 

- Da vi afleverer August på operationsdagen, får vi at vide, at hvis ikke vi hører fra dem efter 45 minutter, så er operationen i gang, fortæller Louise. 

Efter 8 timer kommer August ud af operationen næsten et helt kilo lettere. Den store tumor blev sendt videre til undersøgelse for at se, om der skulle være mere tilbage i Augusts krop. En måned efter kom svaret, og heldigvis var der ikke mere at se. August fik derfor sin sidste kemobehandling den 10. januar i år. 

Selvom August var kræftfri, skulle den lille familie dog fortsætte den daglige gang på hospitalet. For som følge af behandlingen fik August, i den spæde start af forløbet, en sjælden bivirkning, som lægerne skulle have kontrol, over inden familien endeligt fik lov til at tage hjem. 

- August skulle have daglige infusioner af magnesium direkte ind i blodet. Faktisk har han fået det siden starten af behandlingsperioden. Og det har også været grunden til, at vi har været indlagt stort set hele forløbet. For knap en måned siden fik August det sidste skud magnesium, da hans krop nu selv kan regulere det.

"Små ting som en let frisk vind mærkes bare anderledes nu end før".

Louise, Augusts mor

’Verden er bare en anden nu’

I marts fyldte August 1 år. Og selvom hans start på livet har været hårdere og anderledes end de flestes, er han en glad dreng. Meget skal han endnu lære, og meget har han allerede – trods alle odds – lært. 

- Få dage inden hans fødselsdag begyndte han at tage sine første skridt. Noget, lægerne fortalte os, ville blive forsinket. Han kan selv spise – og bare dét er en stor ting. For han har jo ikke prøvet andet end sondemad. Og så øver vi stille og roligt det der med at møde den nye verden, han endnu ikke kender til. Han har jo i mange måneder kun set os, hospitalspersonalet og min mor, som tog orlov for at hjælpe os. 

- Uden hende ved jeg ikke, hvad vi havde gjort. For det har været et rigtig hårdt forløb – både for os som par og som forældre. Vi var jo også kun lige blevet forældre, da August blev syg, fortæller Louise.

- Bekymringerne forsvinder desværre ikke med kræften. Og det er nu engang også kærlighedens pris. For os handler det derfor ikke om at få den væk, men mere at acceptere, at den er der og finde den rette hylde til den. 

- Verden er bare en anden nu på godt og ondt. Små ting som en let frisk vind mærkes bare anderledes nu end før, slutter Louise, mens hun smiler til August, der leger med sine højtelskede brandbiler på gulvet.  

Kræft er ikke for børn Støt nu