Gå til sygdomsliste

Tilbagefald af lungehindekræft

Risikoen for, at sygdommen bliver aktiv igen, afhænger blandt andet af, hvilken type lungehindekræft man har, og hvilken behandling man tidligere har fået. For de fleste er det overvældende at få besked om, at kræften er kommet igen, men er det tilfældet, er der flere muligheder for lindrende behandling.

Tilbagefald

Risikoen for tilbagefald er størst i løbet af de første år efter endt behandling.

Det vil sige, at jo flere år der går uden tegn på tilbagefald, jo mindre er risikoen for, at sygdommen kommer igen.

Langt de fleste patienter med lungehindekræft får kemoterapi som den primære behandling. Behandlingen kan holde sygdommen i ro i kortere eller længere perioder.

Ud af de patienter som er blevet opereret, får flere end tre ud af fire desværre tilbagefald på et eller andet tidspunkt, men der kan godt gå en længere periode.

Hvis sygdommen kommer igen, er der flere muligheder for lindrende behandling.

Risikoen for fornyet vækst

Risikoen for fornyet vækst er størst ved den sarcomatoide type lungehindekræft, som er den mest aggressive type.

Lungehindekræft af typen epiteloid vokser langsomst, og her kan man ofte holde behandlingspauser af tre til seks måneders varighed, nogle gange længere, før der eventuelt kommer fornyet vækst af sygdommen.

Behandling af tilbagefald af lungehindekræft

Gå til lægen, hvis du får symptomer på ny sygdomsaktivitet:

Det er vigtigt at kontakte din læge, hvis du oplever nye symptomer eller bliver bekymret mellem kontrolbesøgene.

Symptomerne kan være:

  • Smerter i brystet
  • Vejrtrækningsbesvær

Hvis kræften ikke forsvinder

Har man én gang haft kræft, ligger det for de fleste i baghovedet, at kræften kan komme tilbage. Alligevel er beskeden om, at kræften rent faktisk er kommet tilbage oftest overvældende.

Selvom der er muligheder for behandling, kan det være, at man skal indstille sig på at leve med en kræftsygdom, der måske ikke kan helbredes.

Ingen kan forudsige, hvordan netop dit forløb bliver. Men lægerne kan på baggrund af viden, statistik og deres erfaring sige noget om, hvad du kan forvente.

Læs mere:

Hvis kræften er kommet igen

At leve med uhelbredelig kræft

Hvad er tilbagefald af kræft?

Tilbagefald

Tilbagefald af en (kræft)sygdom betyder, at sygdommen er vendt tilbage igen, efter man har været fri for kræft. Det kaldes også recidiv.

Lokalt tilbagefald

Det kaldes lokalt tilbagefald, hvis kræften vender tilbage til den del af kroppen, hvor kræften først opstod.

Tilbagefald med spredning

Kræft kan også vende tilbage i form af spredning af sygdommen. Kræften kan være vokset ind i lymfebanen og derfor have spredt sig til lymfeknuderne eller være vokset ind i blodbanen og via blodet være spredt til andre organer i kroppen.

Det kaldes metastaser, når kræftceller fra en kræftknude spreder sig med blodet eller lymfen og danner nye kræftknuder andre steder i kroppen.

En metastase består af den samme type kræftceller som den oprindelige kræftknude. Det vil sige, at f.eks. brystkræft, der har spredt sig til knoglerne, består af brystkræftceller.

Læs alt om lungehindekræft:

Lungehindekræft - forsiden

 

Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Del dine tanker og erfaringer i gruppen "Lungehindekræft" på Cancerforum.


Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft


Til pårørende

Hvis du kender en med kræft

Hvordan støtter man som pårørende en kræftpatient bedst, mens man også passer på sig selv?

Råd til pårørende