04-05-2018

Den klarer vi sammen

I 2016 fik den 23-årige professionelle hockeyspiller, Christian Larsen, konstateret kræft. I dag er han på isen igen – til holdkammeraternes store fortjeneste.

For knap to år siden begyndte Christian at mærke en lille hævelse i sin højre testikel. Det var ikke noget, han tænkte meget over, for ømheden kom og gik. Men smerterne blev med tiden værre og værre, og efter en hockeykamp i Frederikshavn kunne Christian ikke få sit hockeyudstyr af hurtigt nok: ”Det føltes som om, at nogen bare trak i min testikel, det var en meget ubehagelig følelse”.

Da holdets læge efterfølgende kom gående forbi, var en af Christians holdkammerater hurtig til at reagere. Han hev fat i lægen og bad ham undersøge Christian. 

”To dage efter var jeg til scanning for testikelkræft på sygehuset”, fortsætter Christian. To af hans holdkammerater var taget med, og da de fik nyheden var deres første reaktion, at ”den her skal vi nok klare sammen”.

De små ting gør forskellen

Christian Larsen er heller ikke et sekund i tvivl om, at kammeraternes opbakning er årsagen til, at han i dag mentalt er nogenlunde ovenpå efter operationen, tilbage i oktober.

”Mine holdkammerater har bakket mig op lige fra begyndelsen. Hvis jeg for eksempel var øm og i dårligt humør en dag, var de der straks og fik mine tanker drejet hen på noget andet. Og havde jeg brug for at tale om tingene, så lyttede de. Det har været kæmpe stort med den opbakning”, fortæller Christian.

Men ofte var det de små ting i hverdagen i Frederikshavn, der betød mest. Holdkammeraterne lavede ofte mad sammen efter træning, tog ud og fik en kop kaffe eller legede turister i området. ”Sådan nogle ting, som får tankerne hen på noget andet, mens man venter på næste scanning eller kontrol”, fortæller han.

Bare vær dér så meget som muligt

Hvis Christian skal give et par gode råd til folk, der oplever en ven blive ramt af sygdommen så er det først og fremmest at være der så meget, som muligt. ”Prøv at fokusere på det positive og få tankerne væk fra sygdommen. Når vennen er klar til at tale, så skal man virkelig spidse øre og lytte. Ikke nødvendigvis sige så forfærdeligt meget, men bare det, at man er der, gør en forskel. Det har hjulpet mig sindssygt meget”, fortæller han. 

Christian var tilbage på isen i april måned. ”En af spillerne sagde til træneren, at han skulle sætte mig ind, hvis han fik muligheden. De ville gerne se mig på isen igen”.

Holdet havde netop scoret til 6-2 og kampen var i princippet afgjort. ”Da publikum så, at jeg kom på isen, rejste alle sig op. Jeg har ikke hørt dem larme så meget i lang tid. Det var helt klart det største øjeblik i min hockeykarriere. Jeg kneb en lille tåre”, fortæller han.

Af Christian Sidst ændret 04.05.2018