Det er dyrt at overleve kræft i Zanzibar

09-08-2017
Brystkræftoverlever Mwanakhaniisi Mohd Abdallah klarede det som en af de få.

Mwana er en selvforsørgende kvinde på 55 år. Hun lever af at lave mad og sælge det til skolebørn uden for en skole i Stonetown. Hvis hun er heldig, får hun også jobs som kogekone til store selskaber.

Hun kan netop klare dagen og vejen med dette arbejde. Hun er fraskilt og har tre børn. I sin fritid er hun politisk aktiv i det regeringsbærende parti, og som kræftoverlever er hun nu også aktiv i Zanzibar Cancer Society, og hun er valgt ind i bestyrelsen for Zanzibar NCD Alliance.

Knude i brystet

I 2008 opdagede hun en knude i sit ene bryst. Som aktiv kvinde tog hun straks på Mnazi Mnoja hospitalet i Stonetown, hvor de ganske rigtigt fandt en kræftlignende knude. De tog væv ud og sendte det til det store Muhimbili Hospital i Dar Es Salaam for at få det undersøgt. 2 måneder efter kom beskeden, det var kræft. Den besked sendte hende helt ned i kulkælderen. I over to måneder var hun totalt handlingslammet over chocket. Hendes mindste søn var kun 4 år. Hvordan skulle han klare sig når hun døde? Hendes egen familie var alt for fattige til at tage sig af ham. Hun kunne ikke blive behandlet i Zanzibar, og i Indien ville det koste ca. 40.000 kr. Hun blev reddet på målstregen. Som politisk aktiv havde hun venner, der kunne og ville hjælpe hende. En god ven fra partiet donerede de første 25.000 kr. og hjalp med at sætte en indsamling igang mellem venner og bekendte. Mange bække små med beløb fra 100 til 500 kr. sikrede de 40.000 kr. der var nødvendige for at tage til Indien og blive opereret. Uden disse forbindelser ville hun have været død idag, og hendes børn ville være forældreløse.

Dyr behandling

Men en kræftbehandling er ikke overstået med en operation. Kontrol og opfølgende behandling er nødvendig. Derfor gik hun til kontrol på Ocean Road Cancer Institute i Dar Es Salam efter operationen. Den sidste kontrol skulle have været i 2014. Men Mwana har ikke kunnet skaffe 4.500 kr., som kontrollen ville koste. Hun leder stadig efter finansiering til at tage en forhåbentlig sidste gang til Ocean Road for at få sikkerhed for, at kræften er væk. Helbredet er også begyndt at skrante på andre måder. Hun står hele dagen og laver mad over åben ild. Det har givet problemer med lungerne, og hun har også begyndende gigtproblemer i knæene.

Mwana er et engageret bestyrelsesmedlem i Zanzibar NCD Alliance, og med sit store gå på mod har hun stor betydning for alliancen. Vi håber, at vi det lykkes Mwana at samle penge ind til et forhåbentligt sidste check af sine bryster.

De fleste kvinder i Zanzibar bukker under for kræften. De har ingen indflydelsesrige venner, der kan hjælpe dem, derfor støtter vi Z-NCDAs arbejde med at sikre gratis adgang til essentiel medicin og behandling.