Ny universal blodprøve kan diagnosticere kræft

31-07-2014
Britiske forskere har udviklet en særlig blodprøve, der simpelt kan afgøre, om en patient har kræft eller ej. Det kan betyde hurtigere og mere korrekt behandling.

DNA reagerer forskelligt, når det bliver udsat for ultraviolet lys, alt efter om DNA'ets ejermand har kræft eller ej. Den viden har britiske forskere brugt til at lave en simpel blodtest, der hurtigt kan vise, om en patient har kræft.
Testen, der er udviklet af forskere ved University of Bradford, kan ifølge en pressemeddelelse sætte læger i stand til at udelukke kræft hos patienter med bestemte symptomer, og på den måde spare tid og bekostelige indgreb såsom biopsier.
Resultater fra prøveperioden har vist, at testen med stor nøjagtighed kan diagnosticere kræft og forstadier til kræft gennem blodprøver fra patienter med kræft i huden, tyktarmen eller lungerne. Testen har også vist sig brugbar til patienter, hvor der er mistanke om kræft, men hvor det ikke på tidspunktet har været mulig at identificere, hvilken type de lider af. Testen bliver kaldt Lymphocyte Genome Sensitivity (LGS). Kliniske forsøg er i øjeblikket i gang på Bradford Royal Infirmary. De skal afgøre, hvor effektiv LGS-testen er til at forudsige, om en patient, der er henvist af egen læge med mistanke om tarmkræft, skal sendes videre til kikkertundersøgelse.

(Ingeniøren den 31-07-2014)

Link til originalartikel

 
Besøg cancer.dk

 

Læs om neuroendokrine tumorer på cancer.dk

 

Besøg cancer.dk