Skip navigation

Med leg, dans og sang forbereder Liam sig på at blive rask igen

Med sine knap 100 cm rager Liam ikke højt op i landskabet, men hans livsglæde er kæmpestor. Han er snart fire år og midt i sit behandlingsforløb for leukæmi, som han fik konstateret for 10 måneder siden.

""

”I disse dage bliver øjeblikke som dette værdsat utroligt højt.” Sådan indleder Mia teksten på Instagram under billedet, som hun har delt tilbage i februar. Billedet viser en lille dreng i armene på sin far. Han smiler og peger ud af det store vindue, som de står ved. Og at dømme efter størrelsen på de parkerede biler, de modsatkørende busser og menneskerne - der ligner små myrer - kigger de et sted højt oppefra.

De er på Rigshospitalet. Få timer forinden tog lægerne en masse blodprøver. Ingen forventede, at det var noget. Men det var det.

”Liam har fået konstateret leukæmi,” afslutter Liams mor, Mia, teksten med.

Liams livglæde bærer ham meget af vejen

”Hvor er det flot,” lyder det begejstret fra den hvidkitlede mand, der træder ind i stuen. Han smiler til Liam, som sidder i sengen iført sine egne mørkeblå bukser og matchende blåstribet bluse. I den ene hånd har han sæbeboblevandet, og i den anden har han sæbeboblepinden. Han forsøger at puste, selvom han egentlig ikke helt kan endnu. Sygeplejersken og Mia hjælper ham. Stuen er næsten fyldt med svævende sæbebobler i forskellige størrelser. Liam betragter dem stolt, mens de stiger til vejrs. I baggrunden spiller Bamse og Kylling, som både lægen og Liam synger med på.  

Heldigvis ser mange dage sådan ud for Liam.

”Jeg husker tydeligt den dag. Det var få timer efter, at Liam vågnede fra en meget hård dag. Han havde både fastet, været i narkose og fået kemobehandling. Og alligevel vågnede han bare og var vildt glad, som han plejer,” fortæller Mia og fortsætter:

”Liams livsglæde bærer ham meget af vejen. Vi anede ikke, at et barn på hans alder kunne have så meget livsvilje.”

""
Vi anede ikke, at et barn på hans alder kunne have så meget livsvilje.
Mia, Liams mor

Også dårlige dage

Men der har også været dårlige dage. For før familien nåede til i dag, hvor Liam for det meste har gode dage med smil og grin, har det været den hårdeste rejse. Der har nemlig været dage, hvor intet virkede, og ingen kunne trøste ham.

”Som mor og far er det bare det allerværste ikke at kunne gøre noget, når ens barn er ulykkelig. Nogle dage kunne vi slet ikke nå ind til ham. Så var han bare så ked af det. Heldigvis sker det ikke så ofte mere, som det gjorde i starten, hvor det var rigtig svært. I den periode fik han også de hårde kemobehandlinger og hormoner, der ændrede ham – både udseende- og personlighedsmæssigt,” fortæller Mia og fortsætter:

”Han mistede håret, tog markant på og var bare lidt en anden. Først nogle måneder inde i forløbet accepterede han lægerne og sygeplejerskerne. Før det skreg han og kastede ting efter dem.”

Også fysisk var Liam i en periode ramt. For musklerne i benene var helt slappe, og det gjorde, at han mistede balancen og evnen til at støtte på benene. Fysisk var han nulstillet, så han skulle lære at sidde, kravle og gå på ny.

Det gjorde han kort tid efter. Med hjælp fra storesøster Isabella på seks år og storebror Oliver på ni år, legede Liam sig stærkere – både når de var hjemme og på hospitalet. 

Det var en februardag

Sådan har det nemlig altid været med de tre søskende hjemme på vejen i Solrød Strand, hvor de, før Liam blev syg, ofte cyklede, løb rundt og legede. De havde et tæt søskendeskab, og derfor var det også uvirkeligt for dem, at deres lillebror fra den ene dag til den anden var mere på hospitalet end hjemme.

Selvom det, der sker i voksenverdenen, kan være blottet for mening i børnehøjde, besluttede Mia og Martin derfor – i samråd med lægerne og Kræftens Bekæmpelse – at fortælle dem åbent om Liams situation.

”Og det var det helt rigtige at gøre. Beskeden tog de rigtig flot. De har haft bøger og billeder af Liam med i skole og børnehave, hvor de hver især har fortalt, hvordan det hele startede. Og begge deres fortællinger starter med ’det var i februar’ ”, fortæller Martin. 

For det var en februardag, Mia og Martin bemærkede, at noget var anderledes ved Liam. Han var bleg og forpustet. De skød det væk med vinterbleghed og influenzasæson, men så begyndte Liam at få næseblod oftere, end han plejede, og feberen kom også snigende.

Da Mia og Martin tastede alle symptomerne ind i søgefeltet på Google, kom stribevis af sider frem, hvor ordet leukæmi gik igen.

""
Liam har altid været en glad dreng, og det er heldigvis kommet tilbage.
Martin, Liams far

Et år og tre måneder tilbage

Første gang familien trådte ind på Rigshospitalets børnekræftafdeling, så de børn med meget lidt hår på hovedet og en sonde i næsen. Nogle græd, andre grinede og legede. Det samme gjorde de forældre, der stod på gangen. Det undrede Mia og Martin, at de kunne grine. Men efter kort tid opdagede de, at det var en måde at overleve på i den virkelighed, der havde ramt dem.

”Vores første tanke var, ’hvad laver vi her?’ Og pludselig var det på en måde lettere at være der med de andre forældre. Vi forstod hinanden på en helt anden måde. For derhjemme fortsatte hverdagen for alle andre, mens vi lidt følte, at det hele gik i stå,” fortæller Mia.

Selvom familien stadig står midt i forløbet, er det heldigvis snart deres tur til at fortsætte hverdagen. Et år og tre måneder er der tilbage af Liams behandling, hvor han det meste af perioden kan få behandlingen i pilleform. Det betyder, at behandlingen kan foregå hjemme, og at familien kan være samlet.

”Forhåbentligt er det værste tilbagelagt. For Liam tager rigtig godt imod behandlingen, og hans krop reagerer, som den skal. Vi glæder os sådan til, det hele er overstået, så vi kan lægge det hele bag os,” siger Mia.

”Liam har altid været en glad dreng, og det er heldigvis kommet helt tilbage. Og det satser vi på holder ved,” tilføjer Martin med overbevisning i stemmen.

""
Vi glæder os sådan til, det hele er overstået, så vi kan lægge det hele bag os,” siger Mia, Liams mor.

Sådan kan du støtte

Med kampagnen 'Kræft er ikke for børn' arbejder vi i Kræftens Bekæmpelse for at sikre bedre og mere effektiv behandling for de børn og unge, der rammes af kræft, et godt liv efter sygdommen med færre senfølger og for at støtte og hjælpe de næsten 50.000 børn, som lever med en kræftsyg mor eller far.