Til cancer.dk
Med sine knap 100 cm rager Liam ikke højt op i landskabet, men hans livsglæde er kæmpestor. Han er snart fire år og midt i sit behandlingsforløb for leukæmi, som han fik konstateret for 10 måneder siden.
Artiklen blev skrevet i 2019, mens Liam stadig var i behandling. I dag er han 9 år, rask og har det rigtig godt. En stor del af fritiden går med at spille håndbold – og med at hive medaljer hjem til samlingen.
'I disse dage bliver små øjeblikke som dette værdsat utroligt højt.'
Sådan begynder Mia sit opslag på Instagram i februar 2019. På billedet ser man en lille dreng i sin fars arme. Han storsmiler og peger nysgerrigt ud ad det store vindue foran dem. Bag glasset ses verden langt under dem – biler, busser og mennesker så små som myrer.
De befinder sig på Rigshospitalet. Tidligere samme dag tog lægerne flere blodprøver – bare for en sikkerheds skyld. Ingen havde regnet med, at det ville være alvorligt. Men det var det.
'Liam har fået konstateret leukæmi,' afslutter Mia opslaget.
– Hvor er det flot!, udbryder lægen begejstret, idet han træder ind i stuen iført sin hvide kittel.
Han sender et varmt smil til Liam, der sidder oppe i sengen i sine egne mørkeblå bukser og en bluse med blå striber. I den ene hånd holder han et glas med sæbeboblevand, i den anden en lille pind. Han forsøger koncentreret at puste bobler – det er svært endnu, men han får hjælp af sygeplejersken og sin mor, Mia.
Luften i stuen er fyldt med svævende sæbebobler i alle størrelser, og Liam følger dem stolt med øjnene, mens de danser op mod loftet. I baggrunden spiller Bamse og Kylling, og både Liam og lægen nynner med.
Sådan ser mange dage heldigvis ud for Liam.
– Jeg husker tydeligt lige præcis den dag. Det var kun få timer efter, han var vågnet fra en rigtig hård dag. Han havde både fastet, været i narkose og fået kemo. Alligevel vågnede han op – glad, som han altid er, fortæller Mia.
Vi anede ikke, at et barn på hans alder kunne have så meget livsvilje
Men der har også været dårlige dage. For før familien nåede til i dag, hvor Liam for det meste har gode dage med smil og grin, har det været den hårdeste rejse. Der har nemlig været dage, hvor intet virkede, og ingen kunne trøste ham.
- Som mor og far er det bare det allerværste ikke at kunne gøre noget, når ens barn er ulykkelig. Nogle dage kunne vi slet ikke nå ind til ham. Så var han bare så ked af det. Heldigvis sker det ikke så ofte mere, som det gjorde i starten, hvor det var rigtig svært. I den periode fik han også de hårde kemobehandlinger og hormoner, der ændrede ham – både udseende- og personlighedsmæssigt,” fortæller Mia og fortsætter:
- Han mistede håret, tog markant på og var bare lidt en anden. Først nogle måneder inde i forløbet accepterede han lægerne og sygeplejerskerne. Før det skreg han og kastede ting efter dem.
Også fysisk var Liam i en periode ramt. For musklerne i benene var helt slappe, og det gjorde, at han mistede balancen og evnen til at støtte på benene. Fysisk var han nulstillet, så han skulle lære at sidde, kravle og gå på ny.
Det gjorde han kort tid efter. Med hjælp fra storesøster Isabella på seks år og storebror Oliver på ni år, legede Liam sig stærkere – både når de var hjemme og på hospitalet.
Sådan har det altid været med de tre søskende på villavejen i Solrød Strand. Før Liam blev syg, cyklede de rundt, legede og løb frit mellem haver og fortove. De havde et tæt bånd, og netop derfor føltes det også helt uvirkeligt, da deres lillebror pludselig tilbragte mere tid på hospitalet end derhjemme.
For børn kan det, der sker i de voksnes verden, ofte virke uforståeligt. Alligevel valgte Mia og Martin – efter rådgivning fra både læger og Kræftens Bekæmpelse – at være helt ærlige over for dem om Liams sygdom.
Det var det helt rigtige valg. De tog beskeden virkelig flot. De har haft billeder og bøger med af Liam i skole og børnehave, og begge har fortalt deres kammerater, hvordan det hele begyndte. Begge historier starter med: 'Det var i februar.', fortæller Mia.
For det var en februardag Mia og Martin begyndte at fornemme, at noget ikke var, som det skulle være. Liam var bleg og havde svært ved at få vejret. De slog det i første omgang hen – vinterbleghed og forkølelse, tænkte de. Men så begyndte han at få næseblod igen og igen, og feberen kom snigende.
Da de til sidst tastede symptomerne ind på Google, dukkede det samme ord op igen og igen: leukæmi.
Første gang familien trådte ind på Rigshospitalets børnekræftafdeling, så de børn med meget lidt hår på hovedet og en sonde i næsen. Nogle græd, andre grinede og legede. Det samme gjorde de forældre, der stod på gangen. Det undrede Mia og Martin, at de kunne grine.
- Vores første tanke var, ’hvad laver vi her?’ Og pludselig var det på en måde lettere at være der med de andre forældre. Vi forstod hinanden på en helt anden måde. For derhjemme fortsatte hverdagen for alle andre, mens vi lidt følte, at det hele gik i stå, fortæller Mia.
Selvom Liam stadig er i behandling, begynder tingene så småt at falde mere til ro. Der er stadig et år og tre måneder tilbage, men nu foregår det meste som pillebehandling derhjemme. Det betyder, at familien kan være samlet og få mere almindelig hverdag ind i livet igen.
– Vi håber, at det værste nu er bag os, siger Mia. – Liam tager rigtig godt imod behandlingen, og hans krop reagerer, som den skal. Vi glæder os sådan til, vi kan sige, at det hele er slut.
Martin smiler og supplerer:
– Liam har altid haft et smil på læben, og det er heldigvis kommet helt tilbage. Og det satser vi stærkt på, at det bliver ved med.
Med kampagnen 'Kræft er ikke for børn' arbejder vi i Kræftens Bekæmpelse for at sikre bedre og mere effektiv behandling for de børn og unge, der rammes af kræft, et godt liv efter sygdommen med færre senfølger og for at støtte og hjælpe de næsten 50.000 børn, som lever med en kræftsyg mor eller far.