Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Bakteriers kemiske våben skal afsløre kræftcellers svage punkter

17-12-2015
Det bruges som forsvarsstof af særlige mikroorganismer, men det har også vist lovende resultater over for nogle af de mest hårdføre og aggressive kræftceller. Rakicidin A hedder stoffet, som aarhusianske forskere har store forventninger til. Med støtte fra Kræftens Bekæmpelse er de i fuld gang med at afdække, hvordan det virker.

Naturstoffet rakicidin A kan bekæmpe kræftceller, der er særligt sejlivede og kan vokse uden ilt. Det viser forskning fra adjunkt Thomas Bjørnskov Poulsens laboratorie ved Aarhus Universitet

Det er kræftceller, der kan vokse ved meget lave iltkoncentrationer, der kan rammes med naturstoffet rakicidin A. Det er godt nyt, for denne type kræftceller hører til blandt de mest sejlivede. 

– Ilt er normalt livsnødvendigt for alle celler – også kræftceller. Men nogle kræftceller kan vokse næsten uden ilt. Disse celler er ofte meget hårdføre og aggressive, og man mener, at de er medansvarlige for, at kræft spreder sig i kroppen. Samtidig er de modstandsdygtige over for traditionelle behandlinger som kemoterapi og strålebehandling. Det vil derfor være et stort fremskridt, hvis rakicidin A kan give os indsigt i nye angrebspunkter mod disse kræftceller, siger adjunkt Thomas Bjørnskov Poulsen.

Han er leder af den forskningsgruppe ved Aarhus Universitet, der står bag den nye forskning, og som den ene af blot to forskergrupper i verden har udviklet en metode til at fremstille rakicidin A i laboratoriet. Kræftens Bekæmpelse har støttet arbejdet, som netop er blevet offentliggjort i toptidsskriftet 'Angewandte Chemie'.

I artiklen viser forskergruppen desuden, at de er i stand til at fremstille simplere udgaver af rakicidin A, som er endnu bedre til ramme de hårdføre kræftceller. Hvis stoffet i fremtiden skal kunne bruges i behandling, så er det nødvendigt at forstå stoffets virkningsmekanisme – altså at forstå nøjagtigt hvilke processer i kræftcellerne, som blokeres af rakicidin A. 

Molekylær fisketur
De aarhusianske forskere har indtil videre set gode resultater i forsøg med blandt andet kræftceller fra bugspytkirtelkræft. Her ser rakicidin A ud til at virke bemærkelsesværdigt godt. Med støtte fra Kræftens Bekæmpelse fortsætter arbejdet nu for at forstå, hvilke molekyler i kræftcellerne der bliver ramt af rakicidin A.

Ved at forstå hvorfor rakicidin A virker så godt, får forskerne større viden om kræftcellernes svage punkter, og om hvordan man kan ramme dem.   

– Med den viden kan vi optimere rakicidin A yderligere og forhåbentlig lægge grunden for de forsøg, der er første lille skridt på vejen mod en forsøgsbehandling til patienter, siger Thomas Bjørnskov Poulsen. 

Den viden, som forskerne får ved at undersøge rakicidin A, kan meget vel være unik, for stoffet er kemisk set anderledes end andre kræft-stoffer og ser ud til at ramme kræftcellerne på en helt ny måde – hvilket kan være en af årsagerne til, at stoffet kan ramme de sejlivede kræftceller, der kan vokse uden ilt. 

– Vi arbejder fokuseret på at undersøge de biomolekyler, der kan være relevante, og vi undersøger dem et ad gangen. Rakicidin A er på mange måder et fascinerende stof, og vi har store forventninger til de opdagelser, vi kan gøre ved at opklare, hvordan rakicidin A virker, siger Thomas Bjørnskov Poulsen.

Her kan du læse de nye forskningsresultater (på engelsk)

Læs mere om Thomas Bjørnskovs forskning hos DR Viden hvor du også kan se en video om forskernes arbejde.

Naturlige stoffer i medicin

Der findes allerede en række lægemidler, der stammer fra naturlige stoffer. Det aktive stof i albyler stammer eksempelvis oprindeligt fra birketræer, og stoffet Taxotere, der bruges i kemoterapi mod blandt andet brystkræft, stammer oprindelig fra takstræer.